Blomster (s)

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme påtalte ikke emneskiftet, men forstod det, ligesom han også forstod ønsket om selskab “Det ville jeg ikke se noget forkert i.” Medgav han og tog en mundfuld vin før han fortsatte. Tankerne blev ved at kredse omkring den kommende nat, selvom han forsøgte ikke at dvæle ved det “Men det sidste ord ville ikke være mit, men min brors.. eller Igraines.” Han satte bægeret igen “Du kunne selv tale med hende om det måske?”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs nikkede lidt. Havde også brugt spørgsmålet til at spørge om han havde planer om at rejse. Selvfølgelig havde han det. En ridder fik opgaver fra kronen og han var en ridder.

Hun sad lidt og stak i maden, nervøs for hvad der ville ske, når de havde spist op. De første dage siden brylluppet var de gået tidligt i seng. Nu trak hun den med vilje lidt.

[Jérôme af Charenoy]

Det ville aldrig være et spørgsmål om, men hvornår, så længe han var aktiv i tjeneste og af samme grund havde han lagt mere i spørgsmålet end ordlyden i det “Jeg ved ikke endnu hvornår jeg skal afsted igen.” Konstaterede han og fortsatte mellem bidder “Jeg håber det næste vi skal, er nordpå.. så du også kan se hvor jeg kommer fra.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs trak lidt på smilebåndet af dét. Hun spiste det sidste stykke kød og tog den sidste tår vin. Hendes mellemgulv tumlede en tur.

"Er det meget anderledes end Zorete?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme lagte kniven fra sig og lænede sig tilbage med vinbægeret i den ene hånd “En smule og så alligevel ikke.” Han drak en mundfuld og forsøgte at huske hvad han kunne, fra de få gange han havde været i hendes families len “Færre bjerge, men flere røverbander… koldere om vinteren, men vi har lært at holde varmen.” Der lå en snart af spøg i stemmen og i de mørke øjne, mest i et forsøg på at distrahere hende.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs lyttede, nikkede, men så faldt hans sidste ord og hun blev så rød i hovedet, at det var meget åbenlyst hvor hendes tanker var vandret hen.

Hun fattede sig langsomt, rømmede sig og nikkede igen.

"Jeg... Håber jeg kommer med dig engang," fik hun frem. "Måske... Måske skal vi bare gå i seng nu?"

Give fortabt på fornuftig samtale, når hun alligevel var distraheret.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede endnu en gang, men noget af det underholdte blev siddende i hans blik. På sin egen måde var hun næsten mere køn når hun sad og hakkede i ordene med røde kinder “Gå i forvejen. Jeg har lige et par ting jeg skal ordne først, men det tager ikke længe.” Tilbød han, også med den bagtanke, at det måske ville være nemmere for hende.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs vidste ikke om det var en afvisning. Men det lød ikke sådan og hun medgav tavst, nærmest føjeligt. Hun forlod stuen, fandt sin kammerpige og tilstod sin paniske tilstand og grunden. Pigen vidste hun havde sovet alene. Hele huset vidste det. Det var ydmygende nok, men ikke noget hun kunne tænke på. Sammen fik de gjort hende klar. Vasket, børstet, afklædt til den lille, lyse, mere eller mindre gennemsigtige underkjole.

Hun gik ind på hans kammer, hendes pige tændte op i pejsen og Alaïs krøb under tæpperne, der duftede som ham. Inden han kom ind, var kammerpigen gået og hun lå alene i den store seng.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme havde ikke skulle noget, der ikke ville have kunnet vente, men havde tænkt det måske kun ville gøre hende mere nervøs, at skulle gøre sig klar til natten, med ham i som tilskuer. Nu blev det i stedet ham der kom ind på værelset og fandt hende i sin seng. Deres seng, rettede han sig selv mentalt og sendte hende et afslappet smil “Jeg kommer til at skulle vænne mig til ikke at være her alene.” Brummede han og begyndte at klæde sig af til natten, som han altid gjorde.

Han prøvede i hvert fald at gøre som han altid gjorde, men beholdt dog sine broger på denne gang, da han slog tæpperne i den anden side af sengen til side, og krøb under dem.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs sov normalt uden en trevl på kroppen, men hun var glad for kjolen, da hun lå der i hans seng. Hun var også glad for at han beholdt sine broger på. Selvom skæret fra ildstedet var svagt, ville det stadig have vist hende mere end hun kunne håndtere endnu. Det var rigeligt med den bare overkrop, som hendes blik var limet til.

"Jeg behøver ikke sove her hver nat," forsikrede hun imens han slog tæpperne til side. Og så lå han i sengen sammen med hende. Tung og sikkert varm og hans duft var i forvejen over det hele.

Hun lå der, meget på ryggen, håret spredt ud for at vise det løst, som han aldrig havde set. Hendes blik var rettet mod loftet.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme trak tæpperne lidt op, men sad stadig halvt op, med en pude i ryggen og så ned på hende “Du må gerne være her hver nat.” Svarede han og tav et langt øjeblik ude at tage blikket fra hende “Men forhåbentligt lidt mere afslappet.” Han skubbede sig alligevel lidt ned at ligge, halvt på siden og satte den ene hånd under hovedet “Jeg mener hvad jeg sagde… jeg rør dig ikke før du giver mig lov.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs indså at hun lå stiv som et bræt og forsøgte at slappe mere af. Hun drejede hovedet, da Jérôme gled ned på siden. Hendes blik flakkede over hans brystkasse, før hun så ind i hans mørke øjne.

"Jeg vil gerne..." Ordene sad lidt fast. "Have at du rører ved mig."

Hun rømmede sig lidt. "Jeg vil gerne vide hvordan det er. Jeg vil gerne have at du viser mig det."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme så indgående på hende og rakte så ud med den frie hånd og lod to fingre stryge langs hendes kæbe, fortsætte ud over hendes skulder “Det er pænt når dit hår er løst.” Det var ingen løgn, men samtidigt også et fortsat forsøg på at få hende afledt bare en smule. På samme tid var det ham selv der måske saboterede det øjeblikket efter “Hvordan vil du gerne have jeg rører ved dig?”

[Alaïs af Charenoy]

Komplimenter og blide berøringer var helt klart en god start for Alaïs, som rødmede lidt dybere, men også lukkede øjnene halvt i nydelse og smilede svagt.

Ved spørgsmålet blinkede hun opmærksomt og sank så en klump. "Det... Det ved jeg ikke. På alle måder?"

Hun kunne godt høre at det lød dumt. "Måske vil du bare gøre som du tænker og så kan jeg sige til, hvis... Hvis jeg bliver klogere?"

[Jérôme af Charenoy]

Det var et svar der ikke rigtigt var det, men antydningen af et smil viste sig på hans læber i den dæmpede belysning “Aftale..” han bøjede hovedet lidt og lod læberne strejfe hendes skulder, hvor fingre havde været kort forinden “Så må du til gengæld standse mig, hvis jeg gør noget du er utryg med.” Han løftede hovedet for at søge accept i hendes blik. Da han fik den, bøjede han sig lidt igen, lod læberne blødt finde hendes og den frie hånd hendes hofte.