Mand i eget hus?

[Peronelle af Bonville]

Perrie lyste lidt op ved løftet og hun ignorerede at hun blev kaldt umulig. "Tak," svarede hun blot varmt. "Og hvis der kommer flere efter min umulige onkel, skal jeg så sende dem samme vej?"

Hendes blik spillede drillende, som hun i deres familiære tosomhed prikkede lidt til det faktum, at han heller ikke var gift, nu i en alder af toogfyrre. Det var næsten mere mærkeligt end at hun ikke var, selvom hun udmærket kendte hans grund.

[Hector af Bonville]

Hectors ord så ud til at gøre hende glad, og det var jo også meningen, ikke? Han havde været fokuseret på hendes lykke siden det øjeblik, Genevieve havde lagt hende i hans arme for så mange år tilbage. Og han var kun glad for, at det ind til videre virkede som om, at det var lykkedes ham. Hun havde ikke brokket sig over så mange ting, andet end fine kjoler og sengetider, og nogle gange måtte han alligevel bestemme og være den trælse voksne. Men sådan var det nok for alle.

Hendes svar fik ham til at brumme, mest af morsomhed, som hun så absolut slog hovedet på sømmet. Han havde haft brug for den rappe lille pige flere gange, når de enlige frøkner blev for nærgående. Noget der havde været godt for dem begge, som Perrie nu var kendt som Kommandantens umulige datter, ingen kvinde ville forsøge at opdrage eller se som kone til sin søn. Noget der selvfølgelig var lettere forfærdeligt, men som Perrie så ud til at nyde den rolle, kunne Hector heller ikke gøre andet.
"Jeg må være ved at blive gammel, det er længe siden sidst, din hjælp har været nødvendig. Eller også har rygtet spredt sig om min skrækkelige snorken." Han sendte hende et sigende blik, som han hentydede til noget, hun havde sagt som lille til en kvinde, der ville have Kommandanten i sit sovekammer.

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede lidt og trak på skuldrene. "Jeg tror de har opgivet dig, onkel," svarede hun ærligt. "Det må være skønt. Så er der ingen forventninger om noget."

Ikke fordi hun led meget under det pres. Hun var heldigvis langt fra attråværdig for adelens mødre og sønner.

"Hvorfor tænkte de overhovedet på mig? Ved du det?"

[Hector af Bonville]

Hector sukkede og tømte sit glas, inden han stillede det på det lille bord ved siden af stolen.
"Jovist. Én ting mindre at tænke på. Jeg har også rigeligt med umulige kvindfolk i mit hus at tage mig af." Han hentydede til både Perrie og kvinden, der holdt hus og lavede mad, Arielle. Nok var hun et tyende, men ikke om hun kunne hundse rundt med Hector alligevel. "Saml Deres sokker op, Deres jakke har en plet, sørg nu for at få morgenmad!" Aldrig om man kunne få fred, selvom man stadig var ungkarl. Selvom han brokkede sig over sine to umulige kvindfolk, elskede han det. Arielle havde ikke været ved dem så længe, men hun var faldet godt til, og hun var næsten familie. Og selvom Hector nogle gange havde lyst til at rykke hår ud af hovedet over at være ene mand i huset, mente han ikke noget ondt med det, når han brokkede sig.

Perries spørgsmål fik ham til at se lidt spekulativt på hende.
"Overhovedet ikke. Men det er jo ikke ligefrem nogen hemmelighed, at jeg har en ung kvinde i den gifterigtige alder i mit hus. De må have hørt den del, og ikke, hvorfor du ikke er lovet væk endnu. Hvem ved." Sådan noget spredte sig hastigt rundt alle steder, hvis der var noget, de adelige var gode til, så var det at snakke og tiske-hviske i krogene.

[Peronelle af Bonville]

Perrie fnøs lidt over at hun skulle være en umulig kvinde og senere af ordet giftefærdig. Hun var ingen af delene.

"Ellers tak," svarede hun simpelt. "Jeg har tænkt mig at forsørge mig selv, så snart jeg kan. Og dig, når du bliver gammel, onkel," svarede hun med et glimt i øjnene.

[Hector af Bonville]

Perries små fnys fik kun Hector til at smile. Han elskede sin niece, hun turde sige sin mening. Selvom han til stadighed var i tvivl, om han havde gjort det rigtigt med hendes opdragelse, følte han alligevel, at han havde gjort det godt. Også selvom ingen af dem kunne proppes ned i en passende kasse i det samfund, de levede i.

Han brummede igen af morskab, som hun snakkede om at forsørge ham, når han blev gammel.
"Det vil jeg se frem til. Bare dase her i stolen og blive forkælet. Du skal bare huske at vande mig ind i mellem." Han rakte ud og tog flasken, der var lidt mere end halvt fyldt op. Med et glimt i øjet skævede han til hende.
"Hvad siger du til at bruge natten på at tømme den her og så pjække fra vores ansvar og opgaver i morgen?" Med en bevægelse i håndleddet fik han indholdet af flasken til at klukke. Der var nok til en god hovedpine dagen efter, også selvom de var to til at tømme den. At han burde være den ansvarlige og passe sit arbejde, det ignorerede han lige nu. Han havde ikke så mange sygedage, så en enkelt kunne vel nok gå. Ikke?

[Peronelle af Bonville]

Et langsomt smil bredte sig på Perries læber og hun nikkede samstemmende.

"Lad os gøre det," medgav hun. "Bunden op, onkel."

Og så tømte hun selv sit glas og holdt det frem for at blive fyldt.

Lukket?