Mand i eget hus?

[Hector af Bonville]

Til: Peronelle af Bonville
Sted: Kommandantboligen
Tid: Tidlig nat
Vejr: Tungt overskyet

Ilden i pejsen knitrede, som Hector havde smidt nogle nye kævler på gløderne, da han kom hjem. Nu sad han i sin gode stol ved ilden, benene lagt op på en skammel, jakken knappet op, albuen på armlænet, hagen hvilende på et par fingre med pegefingeren hvilende ved munden og et glas af de stærke sager i den anden hånd. Det var det pæne tøj, han var iklædt, som han havde været til et socialt komsammen på slottet. Ikke noget stort, men en af de der små fester, hvor politik fylder mere end dans. Han afskyede politik, men desværre satte både hans stilling og hans familie i en situation, hvor han ikke kunne sige nej. Så han var taget af sted og havde forsøgt at gøre sig usynlig det meste af aftenen.

Grunden til, at han nu sad her og drømte om at drikke til solen stod op, var en adelskvinde - noget familie til et len langt væk fra hovedstaden - og hendes søn. Det var startet ud med almindelige høfligheder, men til sidst var hun kommet frem til sit ærinde. Se, hendes søn, en - selv i Hectors øjne - grim ung mand med rødt pjusket hår, uren hud og skæve tænder - ung mand, der snart skulle se sig om efter en kone. De havde ikke haft penge til hverken væbnerskolen eller universitetet, så han var blevet hjemmeundervist af en magiker. Hector fik nu fornemmelsen af, at hun ikke kunne slippe ham, en lille mors dreng, som han, trods sin alder, hang i hendes skørter.
Nå, men hun havde hørt, at den ærede Kommandant havde en datter i den gifteklare alder, og hun ville da høre, om de måske skulle finde ud af noget. Hun havde tydeligvis ikke hørt om Perries ry. Hvad hun ikke sagde, men som Hector selv fandt ud af bagefter, var, at det var hende, der kom til ham i stedet for hendes mand, da han allerede var så fordrukken, at han sad og sov i et hjørne.

Med sine diplomatiske evner forsøgte Hector at forklare kvinden, at Perrie desværre ikke var interesseret i at skulle finde en mand - lige nu. Som det gik op for madammen, at hun blev afvist, begyndte hendes stemme at hæve sig en lille smule. Om Hector ikke var mand i eget hjem?! Om det ikke var ham, der bestemte, hvornår hans datter skulle giftes?! Hendes skingre stemme begyndte at tiltrække sig opmærksomhed, og selvom sønnen forsøgte at lokke hende væk, stirrede hun på Hector, til han sukkede og svarede hende i en lidt spids tone. Perrie var ikke hans datter, og jo, han var mand i eget hus, og han havde valgt at give sin niece den frihed at bestemme selv. Og han brød sig ikke om kvindens tone, var det sådan hendes mand lod hende tale til folk over deres status?
Det fik madammen til at gå væk med knejsende nakke og sønnen til at slå lidt undskyldende ud med armene, inden han fulgte efter.

Han havde fået et par klap på skulderen af et par nærmere bekendte, inden optrinnet blev glemt. Dog ikke af Hector, der  var mere tavs resten af aftenen, til festen begyndte at gå i opløsning. Og nu sad han her og stirrede tænksomt ind i ilden. Perrie. Gjorde han det forkert? Det føltes ikke forkert, altså at give hende al den frihed. Det var en diskussion han havde haft mange gange igennem Perries opvækst, men i dag handlede hans tanker specifikt om hendes fremtid i forhold til giftemål og børn. Bare fordi, at det aldrig havde været hans drøm, var det måske noget for hende? En enlig kvinde var jo ikke velset. Skulle han påtage sin faderrollen og få hende afsat? Tanken gjorde ham syg og han drak en slurk af glasset, hvis indhold brændte helt ned i maven agf ham. Det havde han ikke lyst til. Men måske han skulle snakke med hende næste dag. Hun var gammel nok til at have en mening selv. 
Tankerne fortsatte med at rode rundt i hans hoved, mens han træt stirrede ind i ilden. Perrie, hans evige hovedpine.

[Peronelle af Bonville]

Hovedpinen var ude og spille dum i Levagnys gader, men hun kendte godt sin egen sengetid og tumlede lidt beruset ind af døren, raslende med en nøgle. Hun fik låst døren efter sig og skulle til at gå op af trappen til sit værelse, da hun så lys og i stedet åbnede døren til stuen på klem. Blikket fandt den grublende, gråhårede mand foran ilden og hun smilede lidt.

"Skal du ikke i seng, onkel...?"

[Hector af Bonville]

Hector var så langt væk i sine tanker, at han ikke reagerede på lyden af døren, og hunden ved hans side, havde allerede opfanget, at det var det mindre menneske, der kom hjem, så den vippede kun lidt med ørerne uden at løfte hovedet. Det var først, da Perries stemme lød ind i stuen, at Hector løftede hovedet fra sin hånd og drejede det for at se mod døren. Det gik op for ham, at han egentligt ikke havde været klar over, om Perrie var hjemme - det havde han antaget, men det var tydeligvis forkert. Måske han skulle til at kigge ind på hendes værelse de dage, han kom sent hjem. Lige som da hun var lille, og han kunne stå længe i døren og se hende sove. Det lille væsen. Nu var hun bare ikke så lille mere, så måske det var en god idé at begynde at holde øje med hende igen.

"Jo, det burde jeg," svarede han med et suk og satte sig så helt op i stolen. "Kommer du først hjem nu? Hvor har du været henne?" Selvom han godt vidste, at hun var ved at være en voksen kvinde, føltes det stadig forkert at lade hende gå ud sent om aftenen. Hvis nogen vidste, hvor lidt sikker byen var for unge kvinder, var det ham selv. Det var trods alt ham, der læste hver eneste lille rapport med detaljerne om, hvad der foregik i byen efter mørkets frembrud. Men han ville på den anden side ikke forhindre hende i at leve livet. Hun var ung og skulle nyde det. Han havde bare ikke regnet med, at han ville bekymre sig så meget.

[Peronelle af Bonville]

Perrie lænede sig lidt mod dørkarmen og smilede over hans spørgsmål. Hun nød sin frihed virkelig meget, men det var også meget rart, at der var en, der tænkte over at man kom sent hjem, trods alt. Hun var ikke så ufornuftig igen, men hun satte pris på en god tur på kroen og hendes lænen mod dørkarmen skjulte da også ret belejligt, at hun var en lillebitte smule usikker på fødderne. Kun lidt.

"Bare en tur på Den Sorte Svane," svarede hun med et glimt i øjet, selvom det var en lidt mindre velrenommeret beværtning de havde besøgt. Hvad han ikke vidste, havde han ikke ondt af. "Det er ikke så sent. Månen var kun halvt oppe," forsikrede hun muntert.

[Hector af Bonville]

Hector var ikke født i går, og han var ikke i tvivl om, at hans adoptivdatter havde fået et glas eller to. Den måde hun snakkede, hendes blik og den måde hun lænede sig mod dørkarmen. Han havde set mange fulde mennesker igennem sit liv, og hans arbejde havde lært ham at spotte fordrukkenhed på lang afstand, selv så subtil som Perries. Men han sagde ikke noget til det. Så længe hun kunne stå på sine ben og artikulere sig, var det ikke noget, der gik ham på.
Måske det var fordi, at han var træt og havde tankerne et andet sted, måske stolede han bare på, at hun ikke ville lyve for ham, men han end ikke tænkte tanken, at hun havde været andre steder. Den sorte svane var et godt sted, især for unge som hende og hendes omgangskreds.

"Jamen så kan du vel godt komme ind i varmen og få en lille én med en gammel mand, hm?" Han sendte hende et smil, satte fødderne på jorden og klappede på fodskamlen. Den havde hun siddet meget på som barn. "Tag et glas fra skabet." Flasken stod på det lille bord ved siden af stolen, modsat den side, hvor den store grå hund lå. Cléas hale begyndte dæmpet at banke mod gulvet, som hun ikke længere kunne holde sin glæde ved at se det yngre menneske nede.

[Peronelle af Bonville]

Perrie smilede skævt. "Javel," svarede hun og rullede mod dørkarmen, langsomt hen over dørtærsklen. Hun gik over mod skabet og tog et af de fine glasbægre ud med forsigtige bevægelser og respekt for hvor dyre de var.

På vejen hen til flasken, sank hun dog nogenlunde elegant ned på knæ ved Cléa og hilste på hunden med blødhjertet begejstring. Efter et par rosende ord og klappen, kom hun videre og dumpede ned på fodskamlen foran sin onkel.

"Hvor har du været i aften?" Hun var ret sikker på, at han ikke havde været hjemme hele aftenen.

[Hector af Bonville]

Hector hev proppen ud af flasken og fyldte noget mere i sit eget glas. Han følte, at han trængte til det, selvom han også havde fået et par glas vin ved festen. Ikke nok til at han var beruset, men han kunne dog holde varmen. En god brandert ville ellers ikke være af vejen lige nu, men han skulle på arbejde i morgen tidlig, og lige nu var han allerede ved at miste et par timers søvn. Nå ja, han klarede det nok alligevel. Det ville ikke være første gang.

Cléa kom med lidt pivende tilfredse lyde, som Perrie sagde hej, og hun skyndte sig at sætte sig op og lægge hovedet i skødet af hende, da hun satte sig på skamlen. Den store hund ville tydeligvis ønske, at den var en skødehund. Hector sagde ikke noget til det, hvis Perrie ville være fri for opmærksomheden, var hunden nem at fjerne med et skub.

Flasken klukkede en smule, som han hældte den gyldne væske op i det lille glas til Perrie.
"Der var sammenkomst på paladset. Det sædvanlige småkedelige politik og vedligehold af alliancer og kontakter. Folk, der lader som om de er venner." Han brummede og trætheden var tydelig i hans stemme. Perrie burde om nogen kende til hans mening om det pladder. Han betragtede hende med et tænksomt blik, som han atter blev mindet om den skrækkelige kvinde, men han sagde ikke noget. Måske det var bedre at tage en dag, hvor de begge var lidt mere friske.

[Peronelle af Bonville]

Perrie havde ikke foragten for andre adelige fra fremmede. Hun nussede Cléa med den ene hånd, imens den anden balancerede glasset. "Godt det er dig, der skal afsted til den slags og ikke mig," konstaterede hun tilfreds og tog en tår.

"Var maden i det mindste god...?"

[Hector af Bonville]

Hector løftede også glasset og lagde nakken en smule tilbage, som han tømte glasset halvt i én mundfuld. Nok var det dyre sager, men derfor havde han ikke tænkt sig at spare. Han skar ansigt og lænede sig tilbage i stolen med et suk.
"Maden var fantastisk og overdådig som sædvanlig." Der var altid meget mad. For meget mad. Det var skamfuldt, som de kunne æde til disse komsammener. Hector spiste aldrig mere end nødvendigt, både fordi han ikke havde godt af det, men også fordi han havde kigget for mange sultne børn i øjnene i slummen. En adelig med samvittighed. Ikke noget under, at han ikke passede ind på paladset. Men hvad kunne han gøre? Andet end at passe sit arbejde og hjælpe så meget han kunne derigennem.

Hendes ord om at hun var glad for, at det ikke var hende, murrede i hans hoved og til sidst gned han sig i skægget med den frie hånd.
"Der var ellers bud efter dig i dag," sagde han langsomt, stadig med tanken om, at det var det forkerte tidspunkt at snakke på - men også bare ikke helt villig til at snakke om det i det hele taget. Han vidste bare, at han nok ikke ville finde søvnen specielt nemt, hvis han i det mindste ikke lige nævnte sin oplevelse til festen.

[Peronelle af Bonville]

Perrie nikkede. Hun satte pris på et godt måltid, men hun havde heldigvis aldrig været ved hoffet. Hun ville sikkert gøre noget forkert eller tale med den forkerte eller vove at have en holdning til noget. Det vidste hun godt, at unge, adelige kvinder ikke burde.

Derfor undrede hun sig også en hel del over den næste sætning fra onklen og hævede begge bryn lidt, imens hun tømte halvdelen af glassets indhold med velbehag.

"Aha? Manglede de en til at få fyldt et vandglas op eller en vinterrose til at spire...?"

[Hector af Bonville]

Perries ord fik ham til at brumme, lidt af latter, lidt af opgivelse. Ah ja, hvis det bare havde været det, men han tvivlede på, at nogen interesserede sig for Perries evner med gaven. De ville ikke se andet end en horeunge, der havde snydt sig til en plads ved bordet. Ingen turde bare sige noget i den stil til Hector, men han vidste, at mange af de adelige tænkte sådan. En ukendt far. Som om, at flere af mændene ved hoffet ikke havde horder af horeunger selv, men det var selvfølgelig ikke det samme. De havde ikke et krav på en titel. Den eneste grund til, at Perrie havde, var fordi Hector havde sat foden i jorden. Og han kunne kun takke guderne for, at han havde, som han sad der med sin smukke niece foran sig.

"Nej, dog ikke." Han kunne vel lige så godt få det sagt, så aftenen kunne slutte. "Der var et bud om din hånd i ægteskab. En baronesse fra et af de små len ved grænsen ønskede at se dig og hendes søn forenet." Måden han sagde ordet søn på, skjulte ikke hans negative tanker om drengen. Eller om moren. Han forsøgte dog at være så neutral som muligt, det var bare svært, træt og med et eller to glas for meget indenbords.

[Peronelle af Bonville]

To, lyse, grå øjne spærrede sig helt op og Perrie følte sig med et komplet ædru og det var en skidt ting. Hun tyllede hele den sidste mundfuld fra glasset ned og hostede en smule bagefter, som det brændte lidt i halsen.

"Undskyld, onkel... Men hvad? Hvorfor? Du sagde forhåbentlig nej," svarede hun med en enkelt, panisk tic i det ene øje ved tanken om at han på nogen måde kunne finde på at love hende bort. Så ville hun stikke af. Hun skulle dælme ikke giftes med en eller anden idiotisk adelsmand.

[Hector af Bonville]

De smukke træk blev fyldt med chok over Hectors ord, og han kunne ikke bebrejde hende, at glasset skulle tømmes. Han havde haft den samme reaktion de første par gange, hans forældre havde forsøgt at få ham afsat til komtesser og andre adelige frøkner. Indtil han bare blev vred. Og til sidst blev i hovedstaden for at se dem så lidt som muligt, allerede inden Perries mor døde. Han havde aldrig haft et godt forhold med sine forældre.

Hendes spørgsmål fik ham til at se på hende med et "hvem tror du, jeg er?"-udtryk.
"Selvfølgelig gjorde jeg det. Du er ikke et stykke kvæg, jeg kan sælge på marked. Og ikke om jeg skulle have den skrækkelige kone i familien." Han trak på næsen, inden han sukkede og satte sig bedre til rette i stolen, inden han lænede sig lidt frem for bedre at kunne se på hende i det halvmørke rum, hvor kun ilden i pejsen og et enkelt lys eller to, kastede lys fra sig.
"Jeg er tydeligvis ikke en normal mand, for jeg vil gerne have, at du selv bestemmer, hvad du vil. Jeg har ikke tænkt mig at tvinge dig til noget som helst, men det ved du også godt." Han betragtede hendes øjne lidt. "Men jeg kan ikke lade være med at tænke på din fremtid også. Jeg vil gerne have, at du ikke lider nogen nød. Ikke nu, ikke år ude i fremtiden. Du er jo ikke et barn mere, og der er visse forventninger for en ung kvinde på din alder." Han rakte ud og tog hendes hånd, der lå på hunden. "Vi har ikke snakket så direkte om det før. Jeg er ligeglad med, hvad samfundet dikterer, vi skal. Hvad vil du? Hvordan tænker du, at din fremtid skal se ud?"

[Peronelle af Bonville]

Perrie lyttede, men havde også lidt lyst til at bryde ind. Selvom hun virkelig ikke var autoritetstro, så var hun dog heller ikke dårligt opdraget af manden lige foran hende og ham havde hun respekt for. Derfor lyttede hun til hvad han sagde og hev ikke hånden til sig, men kneb alligevel øjnene en lille smule sammen, før hun åndede hørligt ud.

"Jeg skal i hvert fald ikke giftes med en eller anden adelsmand," svarede hun meget bestemt. "Jeg er i gang med en uddannelse, onkel. Jeg vil gerne være Strega." Hun rankede sig lidt ved ordene, der lovede mindst ti års studier og formentlig væsentligt længere. Hendes lyse øjne glødede lidt. På det tidspunkt ville hun være langt over uattraktiv at gifte sig med og det passede hende glimrende.

[Hector af Bonville]

Der var ikke så meget overraskelse i det, Perrie så bestemt sagde. Det havde lagt i kortene, siden hun havde bekendtgjort, at hun ville på universitetet med sin gave. Noget Hector altid havde støttet op om. Men det var rart for den ældre mand at få det at vide igen, at det virkeligt var det, hun ville. Og så ville han sørge for, at det skete. Det var dyrt, men pengene var ikke et problem, for selvom hans forældre ikke ønskede Perrie i familien, kunne de ikke have, at deres søn levede fattigt, og de sendte ham et månedligt beløb, han havde valgt at tage i mod. Han brugte ikke pengene selv, men sparede dem op til Perrie og betalte hendes uddannelse. Hvilket hverken lensgreven eller fruen vidste. Hans mor ville helt sikkert få et royalt føl på tværs, hvis hun vidste, at hun betalte for, at Perrie kunne blive Strega.

Hector betragtede Perries faste og bestemte udtryk lidt, inden han nikkede og gav hendes hånd et klem, inden han slap den for at klø hunden bag øret i stedet.
"Så skal det være sådan. Hvis der kommer flere efter min umulige niece, sender jeg dem ud i kulden." Umulige niece blev sagt med et lille smil og en varm tone, for nok var hun umulig, men han elskede hende alligevel. Han ville hellere døje med hendes griller end have en af de pæne pyntedukker, der hang ved deres forældres arme ved festerne på paladset. I det mindste kunne hun ride en hest og stikke en kniv i låret af den mand, der forsøgte at røre ved hende. En pige efter Hectors hjerte.