Båndene bindes

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs var kommet til templet lidt sent med sin familie, fordi kjolen til sidst havde drillet. Den var gul, lys og sendte et kald imod det forår, der nærmede sig. Sammen med blomsterkronen på hendes hoved, lignede hun næsten en Beltanebrud midt i den sidste vintermåned.

Præsten ved templet snakkede i lang tid om løfter og ansvar, før han bandt Alaïs og Jérôme af Charenoy's hænder sammen med fine bånd, vævet i sarte farver. Hun havde selv lavet dem. Nu prydede de deres hænder. Ængstelsen over dét stjal hendes tunge. Heldigvis behøvede hun knapt sige mere end "ja," før det var ovre og de blev ført hjem til hendes families byhus for at fejre begivenheden.

Næppe var båndene blevet løsnet, før hun var forsvundet ud i festen og var begyndt at udnytte friheden som gift kvinde og manglen på Emblin af Bar Van som anstandsdame til at drikke ren, ufortyndet vin. Hun fik varme, røde kinder og hilste mere og mere åbent på lykønskende gæster.

[Jérôme af Charenoy]

Jéröme var ikke en mand til overstrømmende følelser of fremviste heller ikke nogen af dem, mens præsten både spirituelt og bogstaveligt, bandt ham sammen med Alaîs. Det hele gik forholdsvis hurtigt, og timerne gled hurtigt, med mad, gæster at hilse på og lykønskninger at tale med.

Selvom han ikke havde behov for at være klistret til sin, nu hustru, var han hele tiden opmærksom på hvor hun var i rummet. De var trods alt gift nu og hun var hans ansvar. Det gik derfor heller ikke hans næse forbi, at hun måske drak vinen lidt for ivrigt. Ret lydløst, sin størrelse taget i betragtning fandt han hen til hende og lagde en stor hånd let mod hendes lænd “Morer du dig?”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde ikke opdaget Jérôme, før hans hånd lagde sig mod hendes lænd og fik hende til at fare sammen og slippe en distinkt feminin lyd af forskrækkelse. Hun havde nær spildt vin ud over sin fine, gule kjole, men fik i sidste øjeblik lige reddet den. Hendes hjerte hamrede dog. Da hun vendte sig om mod den mand hun, Mithras og Yphion bedre det, lige havde sagt ja til, var hendes blik derfor bebrejdende.

"Ridder Charenoy," udbrød hun strengt, men allerede så kort inde i sin sætning var hun næsten ved at le. Hun var ikke god til at være streng. Slet ikke når hun var beruset, tydeligvis. "De skræmte livet af mig." Hun tog en tår vin, som hun ikke havde brug for. "Ved De ikke, at man ikke sniger sig ind på en adelsfrrø... Dame?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme hævede det ene bryn lidt over tiltalen, men det var stadig nyt det hele og vaner tog tid at eliminere “Jeg tror, alt taget i betragtning, at både guder og nemmesker, vil mene det er i orden at vi er dus og på fornavn nu. Tror du ikke?” spurgte han i stedet for at svare på hendes spørgsmål og uden at trække hånden til sig.

[Alaïs af Charenoy]

Åh Mithras og Yphion. Hans hånd blev der. Varm, stærk. Lige hvor hendes ryg svajede ind. Alaïs havde i flere timer prøvet ikke at tænke på hvad der skulle ske i nat, fordi hun stadig kontemplerede mulighederne for at gemme sig et sted og ikke tage med ham tilbage til Charenoys byhus, hvor alle hendes ting var blevet flyttet ind. Nu var det svært at tænke på andet. Hun krympede sig lidt.

"Jeg... det... Måske," fik hun frem. Ved alle guder. "Hvis De insisterer."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme så ikke direkte på hende, men nikkede med et bekræftende “Mhmm..” blikke søgte hendes da han fortsatte “Det gør jeg.. Alaïs.” Hendes navn lå uvant på hans tunge, men der var ingen tale om han ville rende rundt og være des med sin egen hustru, når der kun var dem der hørte det “Er du tilfreds med hvordan dagen er forløbet?”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs fik en lille kuldegysning, da han sagde hendes navn. Noget knitrede eller også forestillede hun sig det bare. Hendes mellemgulv slog lidt knuder og hun skyndte sig at tage en tår af sit bæger med vin, så hun fik en undskyldning for at vente lidt med at behøve at svare. Hans hånd var der stadig. Hun kunne mærke hans hånd. Hun havde aldrig haft en mands hånd dér. Det fik hendes ansigt til at føles varmt og hendes tanker til at blive mere slørede end de allerede var af vinen. Hendes hjerte hamrede. Hvad havde han spurgt om? Hun blinkede.

"Jeg... Jo. Det... Det er vel gået som forventet. Hvordan skulle det ellers være gået?"

Hun havde formået ikke at behøve at sige hans navn. Jérôme. Ikke Ridder Charenoy. Hendes mand. Det var han jo. Gad vidst om hun kunne gemme sig under Noras seng?

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme rynkede brynene lidt, som om han ikke helt forstod spørgsmålet “Det kommer vel an på hvad man forventer?” Han var tavs et sekund eller to og blikket faldt momentært til bægeret med vin i hendes hånd “Jeg antog de fleste kvinder havde nogle ønsker og forventninger til deres bryllupsdag.”

[Alaïs af Charenoy]

Åh nej. Han var utilfreds med hendes svar. Men hånden var der stadig. Alaïs lukkede øjnene et øjeblik, før hun så på ham med svag panik i blikket og forsøgte at formulere noget mere fornuftigt end 'ja' og 'uhm'. Hun kunne knapt slippe tanken om natten forude. Det var derfor hun havde drukket så meget.

"Jeg... Jeg er glad for min kjole," fik hun frem, selvom hun følte sig temmelig tåbelig ved det. "Og blomsterkransen. Jeg ligner lidt en Beltanedronning, synes d...u ikke?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérômes blik gled op over hende og stoppede ved blomsterkransen der lå på hendes hår “Mhmm.. der er heller ikke længe til Beltane.” Kun et par måneder eller tre, men fremfor at regne, bed han sig fast i den nye information han fornemmede at have fanget “Er det en højtid du holder af?”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs var ved at blive skør over den hånd. Hvorfor holdt han stadig den hånd på hende? Hun kunne ikke holde op med at tænke på den, kunne ikke slippe tanken om hans hænder på hende og hvad det ville føre til. Hun havde tænkt på det så længe. Tænkt på hvordan det var, på en bryllupsnat, men med denne mand, som hun knapt kendte? Hun ville krybe ned i et musehul i stedet for at stå og forsøge at føre en samtale med ham, temmelig fuld og helt vildt distraheret.

Hun tog en dyb indånding og nikkede. Blomsterkransen var ret typisk for en ung brud, også, selvom vinteren havde gjort det mere udfordrende end ellers. Hun kæmpede for at finde et bedre svar end bare at bekræfte, men så lød der en trampen og hævning af stemmer og pludselig, indså hun rædselsslagen, blev det annonceret at det var tid.

Omkring dem dannede folk to rækker og hun overvejede om han havde vidst det. Han måtte have vidst det. Det var derfor han havde fundet hende nu. Det var for sent at stikke af, for de stod midt i det, midt i flokken af mennesker, der heppede på, at de gik ned langs rækken, ud af døren, ned af gaden og det korte stykke til Charenoys byhus, hvor de - guderne bedre det - ville blive ladt alene, gik hun ud fra. Hun ville bare slet ikke være alene med ham.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme virkede måske ikke som den mest betænksomme mand i verden. Det var han i og for sig heller ikke, men han var heller ikke komplet blind og at hun var nervøs kunne en muldvarp få øje på. Det var vel kun naturligt og han lagde ikke så frygtelig meget i det, da selskabet begyndte at stille op. Det var først der han fjernede hånden fra hendes ryg og i stedet bød hende sin arm med antydningen af et smil, for at føre hende med sig væk fra festen og til sit hjem - snart deres hjem “Det ser ud til det er tid for os at bryde op.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs havde lyst til at pive og stikke af. Forsvinde langt væk. Ikke fordi det bød hende fuldstændig imod at være tæt på denne mand, hvis simple kontakt med hånden mod hendes lænd havde fået hende til at brænde. Nej, hun var ikke frastødt af ham, men hun var rædselsslagen for det, der skulle ske imellem dem.

Alligevel, trods alt, lagde hun en rystende hånd på hans arm uden skyggen af et smil og nikkede tavst. Hun så op på ham først, men så frem med store, lyse øjne. Gid Simone af Zorete eller Enora af Zorete havde stået der. Måske kunne de have byttet plads med hende. Eller måske kunne Gabrien af Zorete have distraheret med en snak om krigens fortræffeligheder. Alt andet end at gå, langsomt, igennem porten dannet af festens gæster, for at ende ude på gaden med Jérôme. Nogen lagde en kappe omkring hver af deres skuldre, før de fik lov til at gå den ganske korte tur mod byhuset.

Først der, blev de ladt alene og Alaïs handlede i panik mere end nogen form for fornuft, da hun pev; "Jeg skal træde af på naturens vegne," og skyndte sig ned af en gang, som om hun anede hvor hun kunne ordne den slags henne. Hun formåede at se stedkendt ud, men da først hun havde fundet et mørkt værelse og barrikaderet sig derinde, kom hun ikke ud igen.

[Jérôme af Charenoy]

Den korte tur til Charenoy-huset var tavs, men den kolde aftenluft var velkommen - i hvert fald for Jérômes vedkommende. Indenfor døren nåede han knap at få kappen af, før hun smuttede. Eller nrmere flygtede. Det var en bedre beskrivelse af hendes hastige exit, der fik hans bryn til at trække sig sammen. Hun havde været i huset én gang og havde ikke set andet end nogle få rum, så hvordan hun ville finde hvad hun sagde hun gik efter, uden at spørge, vidste han ikke.

Han gik ikke efter hende, men gik ind i sin foretrukne stue, hvor der var tændt op, skænkede sig et glas og gav hende tid. Minutterne sneglede sig afsted, og glasset var tomt, men hun var stadig ikke kommet tilbage, da en af tjenestefolkene bankede på og ville vide om der var noget herren ønskede. Han rystede på hovedet “Nej..” han tøvede “Så nogen hvor min hustru gik hen?” Tjeneren lovede at spørge, forsvandt og var kort efter tilbage igen, med rapport fra en af stuepigerne.

Informationen bragte ham væk fra stuen og til en dør længere inde i huset hvor han bankede stilfærdigt på.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs' plan var ikke gennemtænkt. Virkelig ikke. Der var mørkt i rummet og hun havde ingen måde at tænde op, så hun var ved at falde over møbler flere gange, før hun slet og ret sank ned på noget, som hun mente var en slagbænk, og blev siddende. Hendes blik stirrede ud i mørket og hun sad og begyndte at indse hvor dumt det var at gemme sig her.

Det var ikke blevet bedre, da det bankede på døren. Åh nej. Hun trak benene op til sig på slagbænken og holdt om dem.

"Der er ikke nogen herinde," forsikrede hun, ikke for kvikt.