Båndene bindes

[Jérôme af Charenoy]

Under andre omstændigheder, ville svaret inde fra den anden side af den lukkede dør, måske have været ret underholdende og fremkaldte da også et subtilt træk i hans ene mundvig. I det mindste havde han fundet hende “Nej, det kan jeg høre.” Brummede han og lænede sig op ad dørkarmen “Jeg håber ikke du har fundet latrinet derinde, for så får stuepigerne noget ekstra at gøre rent.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs gispede let over hans morsomhed på hendes bekostning og rejste sig brat med hænderne knyttet. "Ridder Charenoy!"

Hendes tone var bestyrtet, for det var i den grad upassende at sige sådan til en dame. Også selvom pågældende dame havde låst sig inde i hvad der mere eller mindre virkede som om det tjente som et pulterkammer end noget andet.

Hun nærmede sig døren, men nøjedes med at lægge en hånd på den og ikke åbne. "Jeg er sikker på, at De ikke har brug for mit selskab i aften. Jeg bliver bare her."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme sukkede mentalt, men kunne heller ikke helt påstå han var så overrasket “Du kommer ikke til at være i et koldt, mørkt værelse hele natten, Alaïs.” Bekendtgjorde han, uden at det var til diskussion, selvom han ikke hævede stemmen “Kom ned i stuen hvor der er varmt, så får jeg pigen til at gøre dit værelse klar imens.” Han stod et øjeblik længere og begyndte så at gå ned ad gangen mod den oplyste del af huset igen.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs ville diskutere det, men så begyndte han at gå og desuden havde han sagt "dit værelse". Hun var ret sikker på at hustruen til en anden søn ikke fik sit eget værelse, men Charenoy var meget, meget rigere end Zorete og hun vidste at Bartholomeus og Igraine af Charenoy stort set udelukkende boede på paladset, så... Åh. Måske?

Hun gik hen til døren og åbnede den, men blev stående i døråbningen med hænderne omkring karmen og så ned efter Jérôme.

"Mit værelse?"

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme gik langsomt og stoppede ikke da han hørte døren blive åbnet, først da hun talte. Han kunne have åbnet døren med magt, men det var ikke den måde han havde lyst at starte sit ægteskab på “Kom ned i varmen så vi kan tale.” Opfordrede han igen, uden at gentage delen hun egentlig havde spurgt om, men også uden at benægte, eller rette hvad han havde sagt “Jeg tror vi har brug for at få nogle ting på det rene.” Og med det, fortsatte han med at gå.

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs tøvede et øjeblik. At forlade den sikre ensomhed på værelset var skræmmende. Hun havde stadig kappen på og den ville måske være varm nok til at holde varmen. På den anden side var det ikke en plan med nogen holdbarhed. Hvad så i morgen?

Langsomt kom hun helt ud og fortsatte ned af gangen efter Jérôme. Hun trak kappen lidt ind omkring sig selv og trådte indenfor i den lille stue, som ikke var hvad hun havde forventet.

Hendes blik gled rundt og hun holdt om sig selv, imens hendes fortænder gled over underlæben. Til sidst så hun over på Jérôme med store øjne.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme var ærligt ikke helt sikker på, om hun ville dukke op eller ej. Han havde gjort sig adskillige tanker om sin bryllupsnat, men at hans brud ligefrem flygtede og barrikaderede sig i et tomt værelse, havde ikke været en af mulighederne. Han stod ved ilden, med et glas der igen var fyldt i den ene hånd, da lyden af forsigtige skridt, fik ham til at vende hovedet mod døren.

Hun mindede ham mest af alt om et forskræmt dyr. En då der ville flygte ved den mindste lyd eller bevægelse og han brød sig ærligt ikke om, at det var på grund af ham. Han nikkede mod de bløde møbler, gav hende frit valg på hvor hun ville sidde - hvis hun ville sidde “Vil du have noget at drikke? Vand.. te.. noget stærkere?”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs fulgte hentydningen og efter en lille stund satte hun sig ned på den lange bænk på en pude og lod kappen falde omkring sig.

"Jeg behøver ikke..." Hun løftede blikket til ham, tog en lille indånding. "Vand. Bare vand."

[Jérôme af Charenoy]

Jérômes blik fulgte hende tavst mens hun satte sig og han skuldre faldt lidt, da han ikke længere forventede hun flygtede igen. Han nikkede let, satte sit eget glas og gik hen til et lille bord for at fylde et glas med vand til hende. Bevares, det burde nok være et tyende der gjorde det, men han havde ikke behov for afbrydelser eller andre i rummet til yderligere distraktion.

Rolige skridt bragte ham over til hende, hvor han holdt glasset frem, og gik tilbage efter sit eget glas, før han satte sig på armlænet af en stol “Vil du fortælle mig hvad du havde forestillet dig, der gjorde det nødvendigt at barrikadere dig i et tomt værelse?” Stemmen var dæmpet og uden anklage, men han ville gerne forstå hvad han måske havde gjort - eller hvem der havde sat tanker i hovedet på hende.

[Alaïs af Charenoy]

Amber følte sig lille nu. Som et dumt barn, der havde opført sig fjollet. Hun havde lyst til at trække benene op til sig på sædet, men gjorde det ikke. Et mumlet "tak" blev det forlegne svar på hans bæger med vand og hun foldede begge hænder om det for at beskæftige sig med noget. Så slog hun blikket ned, indtil han talte om hun følte at hun blev nødt til at se op igen, mellemgulvet i et virvar af knuder. Hun så ind i hans mørke øjne, der ikke var uvenlige, som hun kunne have forventet. De var næsten rare. Hun sank.

"Jeg... Vi er gift," fik hun frem med en lille stemme. "Vi skal..." Hun rømmede sig. Indrømmede så: "Jeg er bange. Jeg ved godt at det er min opgave og at det gør ondt for alle og at man bare skal lukke øjnene og tænke på noget andet imens, men jeg... Jeg tænkte at hvis jeg gemte mig, så ville du nok finde en tjenestepige i stedet og så kunne jeg måske... Vente."

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme kunne have valgt at blive fornærmet eller vred over billedet hun malede, men desværre var hvad hun beskrev, meget almindeligt "Vi skal ikke noget, før vi bestemmer vi skal." startede han, bare for at understrege, at i hans optik, havde hun et valg "Jeg har ikke tænkt mig at starte vores ægteskab ved at tage dig mod din vilje eller forgribe mig på en af tjenestepigerne mod hendes." han drak en mundfuld fra bægeret før han fortsatte "Der kommer ingen og tjekker lagnerne i morgen. Vi har tid." han gjorde en lille pause, mørke øjne hvilende uudgrundeligt på hende "Det her er dit hjem nu og jeg ønsker du skal være tryg ved at være her. Ikke at du skal låse dig inde på et koldt værelse. Mit soveværelse er også dit nu, og hvis du ønsker det, har du mit ord på jeg ikke rører dig før du selv er klar."

[Alaïs af Charenoy]

Ambers øjne blev store over Jérômes forsikringer. Ingen tvang. Intet pres for at det skulle være nu - men de vidste begge at det skulle være på et tidspunkt. Hun drak halvdelen af bægeret efter han havde talt færdig og sad tilbage lidt stakåndet og så på ham.

"Men ikke noget mit værelse," konstaterede hun dæmpet. Han havde selv sagt ordene. Hun havde alligevel også knapt troet på det.

"Og vores ægteskab... I lovens øjne er det først ægte, når vi... Når du..." Hun sank. Hun kunne ikke risikere at Charenoy ombestemte sig. Hun var nødt til at bede ham om at gøre det, uanset hvor ondt det gjorde.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme forblev tavs og lod hende synke hvad han havde sagt sammen med vandet hun drak. Spørgsmålet fik hans bryn til at trække lidt sammen, mens han lod hende tale færdig før han selv tog ordet igen “Jeg har fået et værelse gjort klar til dig, ved siden af mit.. vores.” Rettede han sig selv og fortsatte “Så du har et sted der er dit. Du har mit ord på jeg ikke kommer der uden din invitation.” Han vidste ikke helt hvor tanken var kommet fra, men havde håbet den kunne være med til at gøre skiftet fra hendes forældres hus, til hans families, lidt nemmere.

“Jeg ved hvad loven siger. Men jeg siger det ikke behøver være det første vi tænker på. Hvad vi laver, eller ikke laver, bag lukkede døre, kommer ingen andre ved. Vi har tid.” Han lagde ingen skjul på det ville komme til at ske før eller siden “Og for at vende tilbage til noget andet, så behøver det ikke gøre ondt.”

[Alaïs af Charenoy]

Alaïs lyttede med store øjne. Han virkede så kortfattet og brysk ved det blotte øje, men han havde sørget for at hun ikke behøvede at dele en seng med ham, stadig en fremmed, før hun selv var klar. Han afgav et løfte. Hendes øjne stak lidt, rørt over den simple omsorg, før hans sidste konstatering fik hendes hoved til at snappe op igen.

"Virkelig? Men det fortalte min moder. Det gør frygtelig ondt første gang, men det er bedst hvis man bare ligger helt stille og lader manden om akten." Hendes kinder glødede.

[Jérôme af Charenoy]

Jérôme nikkede en enkelt gang og blikket flakkede momentært over hendes, før det fandt flammerne i stedet. Nok var han mere erfaren end hun og de var gift, men de eneste kvinder han havde talt om den slags med førhen, var dem der levede af det, eller kortere bekendtskaber af anden karakter “Du er næppe den første der er blevet gift med den forventning.” Konkluderede han brummende, løftede glasset, fortrød og lod hånden falde igen “Men det er ikke sådan det behøver være. Jeg kan ikke love det ikke gør momentært ondt, men det kan være behageligt for begge parter…” denne gang drak han og skævede et øjeblik i hendes retning “Hvis man ikke er en ignorant, selvcentreret bølle.”