Bearbejdning

[Betriz Urmager]

Det havde været endnu en dårlig nat. Betriz vendte mødet med Diego Lynhånd i sine tanker og det blandede sig sammen med alle de andre bekymringer. Hun stod op, da tempelklokkerne slog seks timeslag og klædte sig på. Hun havde flere gange tænkt på at fortryde, men hun havde indvilliget og var for hæderlig til at bryde sit ord.

Der var stadig mørkt udenfor, da hun lukkede sig ud i kulden. Skuldrene var anspændte og hun trak ikke vejret frit, før hun endelig nærmede sig hunden. Trods frostgraderne følte hun sig svedig og hun overvejede om hun nogensinde ville være tryg ved at gå ud i mørket alene igen. Hjertet sad stadig i halsen, da hun bankede på til spillebulen. Der var ingen gæster så tidligt og døren var boltet.

[Diego Lynhånd]

Diego havde ryddet stueetagens møbler ud til siden, så det store rum var bart og åbent. Ilden knitrede i pejsen og lyste op. Han havde flettet håret bagud, klædt sig i løst tøj og mødte Betriz i døren med et glimt i de mørke øjne.

"Kom ind," bød han og holdt den åben for hende. Da de begge var inde, slog han ud med armene. "Vi starter med en række øvelser, der strækker musklerne. Følg mig. Løft armen og tag den anden hånd op til skulderen. Sådan her," han demonstrerede.

[Betriz Urmager]

Betriz slappede helt instintivt mere af, da først hun var inde og døren lukket, selvom hun måske burde være anspændt over at være i selskab med Diego. Det var... Ikke rigtigt tilfældet.

Til gengæld blinkede hun og så dumt på ham. Hendes arme forblev ned langs siden og blikket rettet sig mod hans ansigt.

"Hvad skal vi?"

[Diego Lynhånd]

Diego hævede et bryn let over spørgsmålet, men bibeholdt armene i strækket. "Vi skal varme op," konstaterede han. "Og når vores muskler er varme og klar, så vil jeg lære dig at forsvare dig selv, så du aldrig mere behøver at frygte at blive overmandet."

[Betriz Urmager]

Betriz blinkede. Forstod så. Han havde nævnt det før. I flere sekunder så hun bare på ham. Hjertet slog lidt hurtigere, men for en gangs skyld var det ikke fordi hun var bange eller presset. I stedet var det... Spænding?

"Okay," sagde hun, lidt forundret. Og denne gang kom hun ikke med indvendinger om, at hun ikke ville være god til det. Nikkede igen. "Okay."

Og så hev hun taske og overtøj af, smed det på en skammel. Så på ham igen og spejlede hans bevægelse.

[Diego Lynhånd]

Diego blev stående, rolig og afventede, imens Betriz accepterede. Han blødte strækket lidt op, men justerede, da hun var klar og begyndte at abe efter.

"Du burde mærke trækket i siden. Ikke hårdt, men nok til at du ved at du strækker dig selv så meget du kan. Du kan justere ved at rykke armen længere op."

Han viste hvordan. "Hold den, imens du tæller til tredive."

[Betriz Urmager]

Betriz var ikke altid så samarbejdsvillig, men alene det, at hun ikke var der for at han kunne presse hende til at tale om det unævnelige, var en motivation i sig selv.

Hun fulgte trop og fandt, at hun med udstrækket måtte tvinge sine anspændte muskler til ro med dybe, beroligende indåndinger. Øjnene gled i og pulsen faldt langsomt. Det var nærmest befriende.

[Diego Lynhånd]

Efter det første, ledte Diego Betriz videre til den anden arm og næst til andre dele af kroppen. Han rettede hende, hvis hun gjorde noget forkert, instruerede i hvor længe hun skulle holde hver stræk, men flirtede ikke en eneste gang. Ikke engang, da de begge stod med spredte ben og hans hænder lå fladt imod gulvet, imens hun forsøgte at nå det.

"Dybe indåndinger - og længere ned hver gang du slipper den."

[Betriz Urmager]

Det var kun kortvarigt, at pulsen faldt, men da den begyndte at stige igen, var det af andre, bedre årsager. Hun pustede hørligt ud og strakte sig et minimalt stykke mere, men fulgte også op med et lille "umph."

Hun tog en dyb indånding mere. "Du får det til at se meget lettere ud end det er," mumlede hun og lød i et øjeblik mere som sig selv.

[Diego Lynhånd]

Diegos mundvige sitrede svagt. "Jeg har strukket min krop ud hver dag siden jeg var yngre end du er. Hvis du gør det samme, vil din krop også hurtigt blive mere bøjelig."

Han rettede sig op i sin fulde højde igen og rullede lidt med skuldrene. "Så. I dag skal du lære om at stå ordentligt. Hvis du blev angrebet - hvordan ville du stå, så du var sikker og klar til modangreb?"

[Betriz Urmager]

Betriz mumlede bare et eller andet, der tydeligvis ikke var ment for hans ører, før hun rettede sig op igen - noget mere stift og med en del ploppende led.

Hun pustede en hårlok væk fra panden, før hun måtte stryge den tilbage med flad hånd. Brynene trak sig sammen over hans spørgsmål og hun stirrede lidt på ham.

Så så hun ned af sig selv, stående som hun altid stod og slog lidt ud med armene. "Sådan her, vel," svarede hun, åbenlyst allerede klar over, at det var forkert. Men hvad vidste hun om angreb og forsvar?

[Diego Lynhånd]

Diego undlod at kommentere eller smile af hendes mumlen eller måden hun tydeligvis var lidt brugt i kroppen allerede. Det var en begyndelse. En langsom en.

"Mm. Hvis jeg skubbede til dig nu, ville du vælte bagover," konstaterede han. "Spred benene længere fra hinanden og gå lidt ned i knæ. Sænk dit tyngdepunkt."

[Betriz Urmager]

Betriz havde mest lyst til at sige, at hendes modangreb formentlig ville være at tage benene på nakken, men hun vidste af bitter erfaring, at det ikke var en mulighed, så hun bed det i sig.

Det ændrede ikke på, at hun var lidet elegant i sit forsøg på at gøre, som han instruerede. Til gengæld prøvede hun og det måtte tælle for noget.

"Det... Føles overhovedet ikke naturligt," sagde hun og så formentlig mindst lige så akavet ud, som hun følte sig.

[Diego Lynhånd]

Diego nærmede sig langsomt og så hende an. "højre fod skal pege lidt ud, ligesom din venstre gør. Længere ned i knæene. Sådan."

Han stod lige foran hende. "Og se, hvis jeg skubber dig nu."

Han lagde en hånd mod hendes skulder og trykkede let til.

"Bliver du stående. Det samme hvis jeg havde gjort det hurtigt."

[Betriz Urmager]

Betriz kunne godt se hans pointe, selvom hun mistænkte, at lidt fodfæste ikke ville være meget effektivt mod en tungere og stærkere mand. Hun smækkede en mental mur ned foran det billede, der øjeblikkeligt var ved at forme sig og tog en skarp indånding.

"Siger du, at jeg skal stå sådan her altid?" spurgte hun, måske mest for at distrahere sig selv.