Bearbejdning

[Betriz Urmager]

Betriz vred sig lidt, men kom ingen vegne. Det var en ubehagelig påmindelse om, hvor slap hun var og hun pustede den genstridige hårlok væk fra ansigtet igen.

Hun tog en dyb indånding. "Selvfølgelig," svarede hun. Uden at uddybe, hvorfor det var selvfølgeligt. Det var perifært i hendes egen bevidsthed.

[Diego Lynhånd]

Diego lod sig ikke mærke med ubehaget. Han nøjedes med at tage en dyb indånding.

"Hvis du ville have mig til at slippe for alvor, så kunne du bøje dig fremad. Prøv."

Han ventede. "Og så, på det rigtige tidspunkt, hamre baghovedet imod mit ansigt og ramme min næse. Lad venligst være med det. Prøv langsomt."

[Betriz Urmager]

Betriz følte sig rimelig tåbelig, som hun hang der, men hun forsøgte uden andre indvendinger end et lille grynt. Det var åbenlyst ikke så let, som han fik det til at lyde, men hun fandt motivationen til at blive ved med at forsøge og gjorde rent faktisk som han instruerede, hver gang han kom med en rettelse eller en ny ting, hun skulle forsøge.

Hun vidste ikke, om hun nogensinde rent faktisk ville kunne vriste sig fri af hans greb, men på et tidspunkt begyndte bevægelserne at føles bare en lille smule mindre akavede.

[Diego Lynhånd]

Det var varmt og Betriz arbejdede tydeligvis hårdt. Det var godt og udmærket. Diego nåede dog også sit maksimum for hvor meget han kunne holde ud at have hende vridende imod sig. Han slap hende, trådte væk og tog en dyb indånding.

"God start," erklærede han. "Og nu - udstrækninger, så du har mindre ondt i hele kroppen i morgen."

Han ledte vejen igennem øvelser, der mindede en del om hvad de havde startet med, men med små variationer.

[Betriz Urmager]

Betriz var mere svedig end hun havde forberedt sig på og hun indså, at hun måtte hjem forbi for at vaske sig inden hun tog på arbejde. Der var heldigvis endnu god tid og selvom hun ikke havde været noget naturtalent, så fandt hun, at hun følte sig væsentligt mindre anspændt, end hun havde gjort. I bedre humør end hun havde været i lang tid og hun kom endda til at smile en anelse, som hun strakte sig og skottede over på Diego.

"Jeg håber, at der er morgenmad på den anden side af det her," konstaterede hun, men der var noget formildende i tonefaldet. Hun vidste ikke helt om det var beklagelse eller bare taknemmelighed, men det var i hvert fald ikke lige så skarpt, som det havde været. "Jeg er udhungret."

[Diego Lynhånd]

Diego trak på smilebåndet af Betriz, mere afslappet end hun på nogen måde havde været sidste gang han så hende. Han hævede et bryn og havde ikke tænkt sig at afslå hende, når hun ligefrem ønskede at tilbringe tid med ham. Spise et måltid med ham.

"Det kan vi godt sørge for," svarede han afslappet og gjorde de sidste øvelser med at strække muskler ud. "Og te, forventer damen vel også?"

[Betriz Urmager]

Det trak let ved hendes mundvige og hun pressede læberne sammen, mens hun fulgte hans bevægelser. Smilet forblev dog i hendes blik og hun trak på skuldrene, så meget som hun nu kunne med armene strakt mere eller mindre over hovedet.

"Nu, hvor du selv bringer det op ..." svarede hun, et lille glimt i blikket, men også en bevidsthed om, at det vist ikke kun var den fysiske aktivitet, der fik hendes hjerte til at slå lidt hurtigere.

[Diego Lynhånd]

Diego brummede let. Han rullede med skuldrene en sidste gang. "Træk et bord og to stole ud," bad han. "Og tag noget mere tøj på, inden du begynder at fryse."

Det sidste sagde han nærmest over skulderen, på vej mod køkkenet for at skaffe noget let morgenmad og brygge en kande te.

[Betriz Urmager]

Betriz lod armene falde og så efter Diego med en let skurren i maven og en summen i brystet. Så brød hun fri og trak sin tykke trøje på, før hun pligtskyldigt gav sig til at hive rundt på bord og stole. Hun benyttede også muligheden til at lade blikket glide rundt, da hun gled ned at sidde på den ene stol. Det var første gang hun ægte befandt sig i det store rum uden at det var fyldt med mennesker og uden at det bare var for at gå igennem.

Hun trak benene op til sig i skrædderstilling og rettede næsten skyldigt blikket mod den døråbning, han dukkede op i igen. Hun rømmede sig og strøg hår bag ørene med begge hænder, mens benene foldede sig ud.

[Diego Lynhånd]

Diego kom gående med en stor tallerken med brød, ost og pølse, samt to dampende krus med te, det ene balancerende på tallerkenen.

"Hvorfor ser du så skyldig ud? Hvad har du lavet af ulykker, bruxinha?"

[Betriz Urmager]

Betriz blinkede og fnøs så dæmpet, som hun langsomt foldede benene op i skrædderstilling igen. "Ingenting," svarede hun og så svagt imponeret ud over hans balanceevne. Hun kunne ikke have mestret det og undlod også at tilbyde sin hjælp, før han var tæt nok på til at hun kunne række frem og tage kruset på fadet.

"Jeg så mig bare rundt," indrømmede hun så. "Jeg har aldrig for alvor været herinde før."

[Diego Lynhånd]

Diego smilede svagt over Betriz. Han stillede fadet fra sig og satte sit eget bæger ved siden af, før han trådte omkring stolen og sank ned på den, blikket på hende.

"Nej, du har aldrig været her på det her tidspunkt. Kan du lide det?"

[Betriz Urmager]

Betriz foldede sine fingre om kruset, selvom de ikke var kolde. Det var mere vane end noget andet og det havde en beroligende effekt. Hun havde savnet teen, men en lille stemme i hendes indre pointerede, at det ikke kun var den. Hun foldede knæene lidt mere op mod sig og lod blikket glide en enkelt gang rundt igen.

Så nikkede hun, selvom hun selvfølgelig burde sige, at hun aldrig ville kunne lide et sted som det. Det ville være en løgn. "Her er så stille," konstaterede hun og så tilbage på ham. Om aftenen, selv på hans værelse, var der en summen, som kunne høres gennem væggene, men ikke nu. Hendes mundvige sitrede ganske, ganske let. "Før stormen?"

[Diego Lynhånd]

Diego smilede skævt og hævede et bryn. "Mm. Lige præcis," bekræftede han. "Vi åbner først efter middag. Alle får lov at sove ud. Men jeg kan lide timerne her, når der er stille i kvarteret. Ro."

Han tog et stykke brød og pølse og stak det i munden. Tyggede det i sig og lod blikket glide rundt.

"Kommer du tilbage i morgen?"

[Betriz Urmager]

Betriz kunne også godt lide det. Hun var morgenmenneske, havde altid været det og hun følte sig underligt fredfyldt lige nu. Så meget, som hun kunne. Mere end hun havde gjort i dagevis. Hun tog selv mad, fordi hun var glubende sulten og spiste. Hun havde kun nikket til hans første ord og da han stillede et spørgsmål, gled blikket tilbage på ham. Det blev der, mens han alligevel så væk.

Hun tøvede kort. Fældede så dom og nikkede. "Samme tid?"