Fred og fordragelighed

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre smilede svagt over hendes ord og kyssede hende på håret i en ømhed, der kom sig af at have to døtre. "Mh," lød det fra ham i en dæmpet brummer, mens han fortsatte med de blide strøg.

"Jeg er jo også en vis, gammel mand," svarede han, et glimt i øjet.

[Marie Merchande]

Marie fnøs hørligt og daskede let ud efter ham bag sig selv. "Ikke gammel," rettede hun. "Du er ikke så gammel."

Ældre end hende. Væsentligt ældre. Men ikke gammel. "Heller ikke så viis. Se lige hvad du har rodet dig selv ud i," pointerede hun.

[Parsiprestre Merchande]

Det var ikke første gang de havde den samtale og det trak let ved Parsiprestres mundvige. Han strøg hendes let udspilede mave og slap en dæmpet, svagt munter lyd. "Mh, ja, du har ret," svarede han drillende, men med en overordnet mild undertone.

"Husbond og far igen, netop som jeg nær havde klaret frisag," fortsatte han, et lille glimt i øjet.

[Marie Merchande]

Marie kunne ikke lade være med at smile over Parsiprestres ord. Hun kunne mærke den beroligende effekt han havde på hende og måske også på barnet, i virkeligheden.

"Stakkels mand," mumlede hun og lukkede øjnene i. "Hvilke lidelser du må gennemgå." Hun strøg sine fingre let over hans arm. "Mm. Det er bedre nu. Pinligt, men bedre."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre brummede bekræftende, omend åbenlyst ikke reelt af den holdning og fortsatte sine blide strøg i et rytmisk tempo. Han lænede sig ind og kyssede hende ganske blidt på håret, uden at tage sig det mindste af, at hun lugtede en lille smule af opkast. Det tvivlede han på ville hjælpe på hendes forlegenhed og han så ingen grund til at påpege det. Det var, trods alt, uundgåeligt.

"Du skræmte mig i et øjeblik, der," sagde han i stedet dæmpet, lidt mere alvorlig nu.

[Marie Merchande]

Marie var klar over at hun ikke duftede af roser, men det var nok for det bedste, at Parsiprestre intet sagde om det. Hun var faldet til ro og hendes mave det samme, som de lå der, stille og han kærtegnede hendes mave. Hun tog en dybere indånding ved hans konstatering og åbnede øjnene lidt igen.

"Jeg skræmte også mig selv," mumlede hun. "Undskyld."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre gled lidt mere ned at ligge, den ene arm over hendes hoved, så hans fingerspidser kunne stryge let mod hendes hår i takt med hånden på maven.

"Du skal ikke undskylde," svarede han. "Du skal bare tænke på, at få det bedre," tilføjede han og smilede svagt, men stadig alvorligt. Der var stille en lille stund.

"Jeg beklager, at jeg kom så sent."

[Marie Merchande]

Marie brummede let og hendes øjne faldt atter i. Hun tog en dyb indånding og var halvvejs faldet i søvn, da Parsiprestre talte igen. Det brummede hun lidt af.

"Jeg var vred," konstaterede hun. "Jeg spiste næsten hele dit måltid og sydede over at du lod mig sidde alene. Jeg glæder mig ikke til at du rejser..."

[Parsiprestre Merchande]

Patisprestre rynkede på brynene, men han havde hele tiden været åben omkring sit arbejde. Han holdt dog ikke følelserne mod hende og tog en dyb indånding.

"Jeg skulle have sendt besked," sagde han, noget han rent faktisk kunne beklage for. "Det er min fejl."

[Marie Merchande]

Marie slap resterne af irritation, som hun ikke kunne benægte hun havde holdt lidt fast i. Hun slap en dyb udånding samtidig og trak ham ned og ind til sig.

"Næste gang," mumlede hun. "Send besked næste gang."

Hun vidste at der ville komme en. Han var en travl mand. Det var hun klar over. Det var hendes opgave at finde noget hun selv kunne beskæftige sig med. "Tror du snart de kommer tilbage...?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre bekræftede. Og kort efter hun havde spurgt, fik de svaret. Han stod op, tog imod tinkturen og sendte tjeneren tilbage i seng.

Han selv gjorde det samme, da først han havde sørget for sin hustru. Der ville nok ikke blive meget søvn.

Lukket