Fred og fordragelighed

[Parsiprestre Merchande]

Det var ingen særlig dag. Midvinter var kommet og gået og selvom det nye år nærmede sig, gik livet sin vante gang. Parsiprestre havde meget at se til og var i gang med forberedelserne til en rejse mod sydligere egne, som han allerede havde skubbet for længe. Det ville ikke blive mere ideelt, når vinteren for alvor ramte og han måtte afsted.

Det betød en masse planlægning og sene dage, men han gjorde sit ypperste for at komme hjem til aftensmåltidet. Der var dog dage, som i dag, hvor det glippede og han var tilpas skyldbetynget, da han endelig kunne åbne døren til sovekammeret i sin søgen efter Marie Merchande.

[Marie Merchande]

Marie var lidt gnaven over, at spise aftensmad alene, men hun kunne dårligt bede nogen i huset om at spise sammen med hende. De var tjenestefolk. Derfor havde hun siddet alene og indtaget hvad hun kunne af et måltid, der var for meget til en - selv med hendes appetit.

Ovenpå det var hun udmattet og var gået i seng, hvor hun prompte faldt i søvn. Det var her Parsiprestre fandt hende, hånden på sin mave og et let forvredet udtryk i ansigtet, men endnu ikke vågnet, selvom hendes krop gjorde ondt.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre måtte sande, at han kom for sent hjem, trods sine ihærdige forsøg. Han skar en lille grimasse, men gik stille i gang med at klæde sig af og vaske sig i ansigtet, før han krøb ned i sengen. Han havde lukket øjnene, før gentagne, små lyde fra Marie, fik ham til at åbne dem igen og rynke let på brynene.

Han skubbede sig op på den ene albue, kunne dårligt se hende i den begrænsede belysning, men hørte hendes påvirkning. Han lagde en hånd mod hendes arm. "Marie?"

[Marie Merchande]

Marie klynkede lavt af smerte og slog øjnene op, da Parsi rørte hendes arm. Hun krummede sig sammen omkring sig selv og hendes pande fortrak sig hårdt.

"Åh. Det gør så ondt," røg det ud af hende. "Min mave."

[Parsiprestre Merchande]

Det løb øjeblikkeligt Parsiprestre koldt ned ad ryggen. "Ondt? Hvor længe?" sagde han, stemmen pludselig hæs, før han kom på benene. Det var kun for at tænde et kys ved det ulmende ildsted, som han straks bar tilbage.

Uden ceremoni trak han tæppet væk fra Marie, men så gudskelov intet blod.

[Marie Merchande]

Marie holdt hånden lige over maven og så forpint op på Parsiprestre, da han trak tæppet væk fra hende. "Det ved jeg ikke. Av, av, av," messede hun og vred sig.

"Siden... Siden jeg gik i seng. Uden dig."

[Parsiprestre Merchande]

Hvis der var en bebrejdelse i hendes ord, så hørte han den ikke. Han var for bekymret og der gik kun øjeblikke, før han havde skridtet gennem rummet og flået døren op.

Han nåede halvt ned af trappen og kaldte, højt. En forhutlet ung tjener væltede ud, halvt iført en skjorte og snart efter var han sendt ud efter en helbreder. Han selv strøg tilbage op til Marie.

[Marie Merchande]

Marie lå og jamrede sig og holdt sig til maven og da Parsiprestre dukkede op igen var hun helt bleg og så op på ham med et glasagtig blik.

"Jeg tror jeg skal kaste op," fik hun hæst frem.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre så vanvittigt bekymret ud og tøvede ikke med at hive natpotten frem.

"Lad mig hjælpe dig op. Forsigtigt," sagde han ængsteligt. Desperat efter at helbrederen kom.

[Marie Merchande]

Marie støttede sig til Parsiprestre og kom op at sidde. Hun havde grebet natpotten i den ene hånd og der gik han rigtigt ikke mange øjeblikke, før hun bøjede sig ind over den og kastede sin aftensmad op.

Det var ikke den form for ægteskabelig nærhed hun havde drømt om nogensinde, men som hendes mave krampede smertefuldt sammen igen og lidt mere opkast kom ud, var hun i det mindste lettet over ikke at være alene. "Åh Yphion," jamrede hun lavt og ynkeligt.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var for bekymret til at tage sig af hendes opkast. Han hjalp, så meget som han nu kunne, men han var også ængstelig. For hende, men især for barnet.

"Gør det stadig ondt? Er det barnet?" måtte han da også spørge.

[Marie Merchande]

Marie kom op igen, spyttede i potten og stirrede ud i luften, ængstelig og kold, nok til at ryste lidt. "Jeg ved det ikke," svarede hun hæst. "Det er som knive i maven. Det gør så ondt."

Hun snøftede lidt ind. "Det må ikke være hende. Jeg kan ikke, Parsi."

[Parsiprestre Merchande]

Parsi foldede et tæppe om hende, blid, selvom han var ved at gå til af ængstelse. Panden var fortrukket i dybe rynker.

"Helbrederen må være her snart," sagde han, hæst.

[Marie Merchande]

Maries mave vred sig og knurrede og hendes ansigt fortrak sig igen.

Hun sank hårdt og lænede sig ind mod Parsiprestre. "Vand," bad hun. "Kan du skaffe noget vand?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre nikkede og slap hende modvilligt. Snart havde han fyldt et krus fra kanden på en smukt udskåret trækommode og han vendte lydigt tilbage med det til Marie.

"Skal du kaste op igen? Ellers lad mig tage den her," sagde han og byttede natpotten ud med kruset, da han fik lov.