Sne og kolde blikke (S)

[Michel af Louzy]

Louzys placering i Falanie kunne tydeligt ses på naturen og de nærliggende småbyer. Sneen lå tyk og det var koldt. Derfor bulrede de fleste pejse på Lensborgen. Det var tjenestefolkets primære opgave når de ikke var krævet andre steder at holde gang i det.

Grundet vejret var Michel og Sylvie af Louzy heller ikke kommet tilbage til Levagny som han ellers havde lovet hende. De måtte fejre Vintersolhvervet hvor de var. Han sad i den mindste af borgens to stuer. Sunket ned i en af de gode stole og sad med et fjernt blik og stirrede ind i den flammende ind.

Han var Baron. Han havde alverdens pligter og lige nu føltes det som om at han ville sidde fast på borgen i alt evighed. Han var blevet forsikret om at det kun var fordi hans far var død og at der var en masse praktiske ting. Det eneste gode ved det hele syntes at være minedriften som Michel så småt var begyndt at gå ind i. Han havde i hvert fald sendt breve afsted til de gældende parter.

Alligevel var han ikke i noget særlig godt humør.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var rastløs. Hun var vant til at arbejde, vant til at bruge sin Gave, men her var der ingen forløsning og hun kunne mærke energien røre på sig. Som om det ville eksplodere, hvis ikke trykket blev taget af.

Af samme grund bevægede hun sig. Hun gik uendelige ture rundt på borgen, når ikke noget krævede hendes tilstedeværelse og hvis ikke vejret havde været dårligt, ville hun også have været ude.

Der var dog koldt nok indendøre og selvom hun var klædt godt på, trængte kulden gennem lagene og det var det, der til sidst drev hende mod den opvarmede stue. Hun standsede i døren, momentært overrasket over at se baronen - sin mand - der.

"Michel," sagde hun dæmpet. Selvom de var nogle af borgens få beboere, så de ikke hinanden meget. Han havde travlt og de havde hver deres gemakker, som det var traditionen. Der havde indtil videre ikke været nogle natlige besøg.

[Michel af Louzy]

Michel rykkede sig i stolen ved lyden af hendes stemme. Han anede ikke om han var faldet i søvn eller om det blot havde været enkle minutter han var døset hen. Revet ud af det, blev han og han løftede hovedet for at se at det ikke var en af tjenestefolkene, men hans egen hustru.

Hans bryn trak sig let sammen, og først troede han at der måske var noget i vejen. Men Sylvie plejede ikke at pakke tingene ind, så i stedet slog han let ud med hånden. "Kom ind" bad han. Hun skulle ikke stå der i døren, både fordi den helst skulle forblive lukket grundet kulden, men også fordi det forstyrrede hans blik når nogen gjorde det. Som om de forventede en handling fra ham.

Der var blevet sat et ekstra glas ind for flere timer siden, hvis Sylvie på et andet tidspunkt havde gjort ham selskab.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie tøvede lidt i døren, men lukkede den så og tog imod hans invitation. Hun trak sit sjal lidt tættere om sig og tog plads, men ude på kanten af stolen. Som om rastløsheden forhindrer hende i at sidde afslappet.

"Vejret ser ikke ud til at slå om," bemærkede hun dæmpet, blikket på ilden.

[Michel af Louzy]

Michel sukkede let. Nej vejret truede med ikke at ville lægge roen fra sig i øjeblikket. "Jeg beklager at vi ikke kan komme hjem til fejringen" Han havde sagt det før. Men det var som om at hver gang at det kolde umulige vejr blev bragt op, svarede han per automatik. Han kunne jo ikke gøre for det, og man kunne så diskutere om hvorvidt han havde tvunget hende til Louzy.

Han skænkede hende et glas varmt krydret vin før han satte sig tilbage i stolen. "Jeg troede du var gået i seng" kunne han dog ikke lade være med at bemærke. Han vidste at det måtte være sent.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie var ligeglad med fejringen. Det var ikke det, hun længtes efter, men der var ikke nogen grund til at gentage det. Han vidste det, selvom han måske ikke forstod den urolige energi, der kriblede under huden på hende og de kunne ikke rejse uanset.

"Jeg kan ikke falde til ro," svarede hun og tog bægret. Blikket forblev på ilden. "For meget energi," tilføjede hun. På trods af, at hun var træt. Det var ikke den slags energi.

[Michel af Louzy]

Michel havde næsten forventet at hun ville fortsætte. At hun ville påpege de fejl der lå i det, og hvor lidt hun ønskede at være der. Hele smørren med hendes erhverv. Men det kom ikke. Hvilket også fik ham til at løfte hovedet og se op på hende med et forundret mørkt blik.

Han kunne ikke foreslå hende at løbe en tur, og slet ikke at hun skulle tilbyde sin hjælp i en af de nærtliggende byer. Det ville han ikke have tilladt. Vejret var slet og ret dårligt hvis man ikke var god til at underholde sig selv, og Sylvie var ikke hvad han ville kalde en rolig pige. Han mindes ikke engang at have set hende brodere noget som helst som de fleste andre adelige fruer gjorde. De havde vidst sykredse til den slags.

"Du kan vel slå mig ihjel, og genoplive mig igen.." brummede han. "Så burde du være brugt op til de næste par dage"

[Sylvie af Louzy]

Denne gang så Sylvie på ham, overrasket, før hun kom til at le dæmpet. Hun vidste ikke om han spøgte, for hans toneleje afslørede ikke meget, men det var ikke desto mindre første gang hun havde leet siden de ankom. I lang tid, føltes det som om. Det var på en måde en lettelse, men mest fordi hans ord rent faktisk indikerede, at han forstod hende.

"Synes du ikke, at jeg har bragt dig tilbage til livet nok gange allerede?" spurgte hun, ikke uden en mildere undertone.

[Michel af Louzy]

Michel mærkede en let varme brede sig i hans krop, og også den ukendte trækning ved mundvigen der ellers normalt altid hang i den samme gamle sure mine. Der var noget rart ved at høre hende le. Særligt efter den voldsomme start de havde haft, både som forlovede men også som ægtefolk. Det havde uden tvivl sat et par spor, som der ville tage tid at hele.

"Måske jeg i stedet skulle tage et par kampe med en af mine vagter. Så kan du lappe os begge sammen" foreslog Michel og var sådan set reel nok. Han klarede halsen let og endte med at rejse sig fra sin stol og gjorde hende i stedet selskab på den polstrede bænk.

"Er der noget andet jeg kan gøre, end at tilbyde mig selv som offer?" spurgte han og betragtede hende lyse ansigt i ildens flakkende skær.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie forventede ikke, at han rent faktisk ville hjælpe hende og hun mærkede en lille gnist af en uventet ømhed rettet mod ham. Hun lod den varme lidt i maven og fulgte ham med blikket til han sad ved siden af hende.

"Jeg kan dårligt opfordre nogen til at komme til skade med vilje. Selv ikke dig," svarede hun med en lille bue ved læberne. Der var dog en reel taknemmelighed i hendes blik.

"Men jeg må have afløb for noget af det snart. Jeg mediterer, men det hjælper kun så meget."

[Michel af Louzy]

"Meditere? Du må undskylde.. Jeg har svært ved at se det for mig" bemærkede han, og så kom smilet igen. Michel lænede sig tilbage og betragtede hende endnu en gang. Han kunne ikke ignorere hvad han selv havde af forslag, men det virkede tåbeligt og som en fuldkommen umulighed.

"Du har ikke overvejet at træne? Som væbner gik jeg igennem adskillige øvelser om dagen" Han så på hende med et overvejende løftet bryn. De kunne ikke gøre det nu, men måske de skulle bruge tiden fornuftigt nu der var så meget sne. Han havde alligevel et par breve han afventede retur.

"Men det vil naturligvis intet hjælpe nu, på den gældende tidspunkt." sukkede han let.

[Sylvie af Louzy]

Sylvie fnøs dæmpet af ham, men ikke for alvor fornærmet. De næste ord overraskede hende da også og hun så undersøgende på ham efter tegn på, at han ikke var alvorlig.

"Jo," indrømmede hun. Hun havde overvejet det. "Men min far ville aldrig have bifaldet," fortsatte hun. "Ville du?"

[Michel af Louzy]

"Jeg er ligeglad med din far. Her bestemmer vi" Konstaterede Michel nu en lidt fastere og hårdere tone. Han satte sig op på bænken igen. "Jeg har for længst forliget mig med tanken om en fuldkommen dannet og kedelig hustru, Sylvie." Han blinkede let og rakte ud for at tage hendes hånd.

"Vi kommer til at bruge meget tid her i Louzy, det kan du lige så godt vænne dig til. Jeg kan ikke tilbyde dig et job som helbreder, men jeg kan tilbyde dig at træne dig når jeg har tid."

"Jeg ønsker du skal være glad. Jeg har set alt for mange grå hustruer og jeg.." Han tav et øjeblik. "Jeg er forelsket i dit væsen. I din gejst og din styrke."

[Sylvie af Louzy]

Sylvie havde ikke forventet noget af det. Hun var overrasket, da han tog hendes hånd, men ikke lige så meget, som hun var over hans ord, da han fortsatte.

Læberne gled let fra hinanden og hun havde svært ved at finde ord. "Oh," lød det derfor også blot dumt fra hende til sidst, mens hun forsøgte at forstå.

[Michel af Louzy]

Michel havde ikke planlagt at sige det. Til dels havde han ikke været klar over det selv, men det havde ikke føltes forkert da han havde sagt det. Han forventede ikke noget af hende, men det var måske den åbning de havde ventet på så deres ægteskab kunne udvikle sig i stedet for at være stille stående.

Hans mørke øjne lå mod hendes ansigt, og så gjorde han noget han enten ville fortryde, eller sætte pris på. Let lænede han sig ind mod hende for at lade sine læber lægge sig let mod hendes. Ikke som et rigtigt kys, men for at lade hende mærke at der ikke skete noget ubehageligt.

Han havde ikke glemt den frygtelige nat, og han vidste at hun med sikkerhed heller ikke havde det. Men han var færdig med at lade det styre dem. De måtte finde ud af at de komme videre fra det. Hende, mere end ham.