Det, der kommer snigende

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde været ensom, mens Bartholomeus af Charenoy havde været i krig. Hun havde været optaget af deres søn og havde ikke socialiseret meget. Få, tætte venskaber var blevet værdifulde og heriblandt et gammelt et, som var falmet med hendes første ægteskab, men som hun havde genfundet glæden ved.

Så var hendes mand kommet hjem og for en tid tog det næsten hendes fulde opmærksomhed. Hun fik dog aldrig for alvor stillet sit behov for dybere samtaler og en forbindelse, der var noget andet end fysisk og således genoptog hun sine visitter og brevudvekslinger. De fleste med veninder, men med den ene undtagelse, som blev mere og mere dominerende.

Hun var ikke klar over, at hun til sidst gemte sine historier og tanker til de ellers uskyldige gåture i paladsets have eller de små breve, fremfor at fortælle dem til sin mand og heller ikke, hvordan hun i stigende grad så frem til det næste møde og den næste samtale. At det, fra tid til anden, fik hende til at virke distraheret.

Nu var midvinterfestlighederne i fuld sving og Igraine havde selvfølgelig tilbragt hele middagen sammen med sin mand. Da den var overstået og han var trådt af på naturen, svang en veltalende adelsmand sig ned på hans plads og Igraine grinede snart lavmælt af noget, han havde sagt. Der var en aura af afslappet fortrolighed omkring dem.

[Bartholomeus af Charenoy]

Da Bartholomeus vendte tilbage til festen, nåede han at støde halvt ind i en svagt bekendt, der fyrede en morsomhed af omkring Igraine og hendes relation til manden hun sad og talte med. Havde hun ikke ofte sladret med ham?

Bartholomeus havde ikke selv tænkt over det. Ikke før nu. Han stoppede, stille som en stenstøtte, og betragtede dem på afstand imens de sad, lidt for tæt, og lo sammen.

[Igraine af Charenoy]

Igraine var ikke bevidst om, at hun blev betragtet. Hun var helt fordybet i samtalen og det var åbenlyst ikke en envejskommunikation.

Hun lo igen og ikke bare høfligt, men varmt og muntert.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus var ikke en mand, der så skygger. Han havde intet problem med at lade sin hustru tale med andre mænd, danse, have en relation. Det han så udspille sig nu, fuldt offentligt, var mere end det. Hans øjne lynede, men han var ganske rolig, da han nærmede sig.

Han stoppede op lige bag Igraines stol og lagde en hånd på hendes skulder.

"Jeg må tale med min hustru," konstaterede han simpelt. Intet oplæg til høfligheder eller undskyldninger.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke set Bartholomeus nærme sig og hun var så opslugt af samtalen, at det gav et helt lille sæt i hende, da en tung hånd landede på hendes skulder.

"Naturligvis, Herre Charenoy," svarede den galante adelsmand og rejste sig i en glidende bevægelse, før han bukkede let for Igraine. "Nådigfrue," bød han hende sin hilsen med et indforstået blik, før han fortrak.

Igraines mundvige sitrede let og hun rystede muntert på hovedet, endnu med varmen fra samtalen i sit blik, da hun så op på sin mand. Af samme grund var overraskelsen tydelig over det udtryk, der mødte hende på hans ansigt. Brynene trak sig bekymret sammen. "Er der sket noget?"

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus så de indforståede blikke og det fik ilden til at brænde hedere i ham. Han så kortvarigt efter manden, men det var Igraine han rettede sit ulmende raseri imod.

Han tog en dyb indånding.

"Hvad tror du?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine blev helt perpleks over raseriet i Bartholomeus' blik og selvom hun aldrig havde været bange for ham, slog det hende nu, hvor intimiderende, han kunne være.

"Det ved jeg ikke, Bartholomeus," svarede hun, al rest af glæde væk og erstattet med alvor. "Men efter dit udtryk at dømme, er det ikke en samtale, vi bør have her."

Hvis det da ville blive til en samtale. Det var aldrig sikkert med ham.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus satte sig tungt på stolen og stirrede på hende. "Jo," svarede han simpelt.

"Den mand. Har du en affære med ham?"

[Igraine af Charenoy]

Igraines øjne spærrede sig lidt op, før hun pressede læberne sammen og kun med ekstremt mådehold holdt sit ansigtsudtryk neutralt. Nej, det var i høj grad ikke stedet og hun rankede sig lidt.

"Det vil jeg ikke engang værdige et svar," svarede hun, decideret køligt.

[Bartholomeus af Charenoy]

Kæben spændtes hårdt. Bartholomeus lænede sig ind mod Igraine.

"Det tror halvdelen af hoffet," konstaterede han lavmælt og sydende. "Og intet mysterium hvorfor. Jeg så jer."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde aldrig oplevet Bartholomeus sådan før og hun rankede sig lidt mere, mens fingrene strammede sig lidt om stolens armlæn. Hun var chokeret over anklagen og hans måde at tale til hende på.

"Så er det godt," sagde hun, lidt skarpt, men dæmpet. Alle og enhver ville kunne se raseriet på hans ansigt. Det fik hårene til at rejse sig i hendes nakke. "Du laver en scene."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus tog bægeret med vin på sin plads og drak en tår, uden at blikket veg fra Igraine.

"Nej. Du er den, der har lavet en scene med den undermåler," konstaterede han.

"Og det slutter nu. Jeg forbyder dig at tale med ham."

[Igraine af Charenoy]

Igraine stirrede på Bartholomeus og de absurde beskyldninger. Han var som en fremmed og lige nu var det ikke varme følelser, der dominerede. Først chok, så harme.

"Det accepterer jeg ikke," svarede hun prompte og det mørke blik gnistrede let. "Og jeg vil heller ikke finde mig i dine beskyldninger."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus rejste sig op. Faretruende roligt. Han rakte armen frem.

"Vi trækker os tilbage nu. Ingen diskussion."

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde i et splitsekund lyst til at betakke sig, men hun gjorde det naturligvis ikke. I stedet rejste hun sig med al den værdighed, hun havde i sig og tog imod hans arm.

Hårene stod op i nakken, som de forlod salen. Det var første gang hun nogensinde havde været nervøs for at være alene med ham, men det krøb ind. Uanset hvor uretmæssige hun så end mente at anklagerne var.