Det, der kommer snigende

[Igraine af Charenoy]

Bartholomeus sagde ikke noget. Det var ikke nyt og hendes mave trak sig lidt sammen. Hun tog selv en indånding, før hun rakte op og løsnede sine øreringe også.

Hun havde en underlig, hul fornemmelse i maven, men hun holdt sine ord for sig selv.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus sad stille på sengen og betragtede sin hustru. Hans udtryk var længselsfuldt en stund, før han fik det lidt under kontrol.

"Du taler ikke med mig mere," konstaterede han.

[Igraine af Charenoy]

Igraine havde ikke været bevidst om det før nu. Afstanden mellem dem. Det hun selv havde skabt til fordel for noget, der gik lettere. Mere ubesværet. Hendes hånd gik halvt i stå i luften, før hun lagde øreringen på bordet.

Hun så på sin hånd, mens hans ord hang i luften nogle sekunder. Hun overvejede sit svar længe.

"Nej," lød det endelig, dæmpet og hun følte sig så uendelig skyldig for at føle, hvad hun følte. Hun kunne ikke få sig selv til at sige det højt. "Det gør jeg måske ikke."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde forventet at hun ville benægte det. I stedet blev han bekræftet. Så sad han tilbage med det og stirrede lidt ud i luften. Hans bryn trak sig sammen.

"Hvorfor?"

[Igraine af Charenoy]

Igraine var selv stille, mens hendes tanker kørte. Hun blev stående ved bordet og så ikke på Bartholomeus, mens tankerne for rundt i hovedet på hende. Så fugtede hun læberne.

"Det var ikke et bevidst valg," svarede hun dæmpet og sandfærdigt, men også velvidende, at det ikke var et fuldt svar.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus havde intet gjort for at afklæde sig eller gøre sig klar til seng. Han sad blot på sengen og så frygtelig alvorlig ud.

"Elsker du ham?"

[Igraine af Charenoy]

Denne gang så Igraine på Bartholomeus. Hun så ikke chokeret ud over spørgsmålet, men hendes mave trak sig sammen og hun så ulykkelig ud over spørgsmålet. Over at han var nødt til at stille det.

"Nej. Nej, jeg elsker ham ikke," svarede hun, helt dæmpet og det var sandt. "Jeg elsker dig, Bartholomeus," fortsatte hun. "Men vi taler ikke. Selv ikke før."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus mødte Igraines blik og vef ikke. Han betragtede hende, lyttede og nikkede så. Det var et slag. Et hårdt slag, lige i maven.

"Jeg har været her. Mange måneder. Hvis du manglede noget..."

[Igraine af Charenoy]

Igraine bebrejdede sig selv og sine følelser, uanset at hun ikke bevidst havde erstattet manglerne i sit ægteskab med noget andet. Hun så væk igen og det sved den mindste smule i næsen.

"Jeg har bedt om det," sagde hun helt dæmpet. Hun havde bedt ham sende breve fra krigen. Det havde han ikke gjort. "Jeg har prøvet."

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus rynkede panden dybt. Han var en såret mand. En vred mand, men først og fremmest såret. Han betragtede hende og rystede på hovedet.

"Du har ikke sagt at du manglede noget," brummede han. "Jeg kan ikke læse tanker. Jeg har nok i dig."

[Igraine af Charenoy]

Igraine gned sig over panden. Det var et slag og hun følte sig skyldig for ikke at kunne sige det samme. Det var ikke fordi, hun havde været klar over, at hun erstattede behovet med en anden. Hun havde ikke bevidst forsøgt at udfylde det tomrum.

Hun anede ikke, hvordan hun skulle forklare ham det. Det klingede hult at forsikre ham om, at hun elskede ham, selvom det var sandt. Så for en gangs skyld var det hende, der forblev tavs.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus brummede let over tavsheden. Han havde ikke et svar på den. Han vidste ikke hvad løsningen var på at Igraine manglede noget fra ham. Han var den han var.

Endelig, langsomt, rejste han sig og begyndte at gøre sig klar til natten.

[Igraine af Charenoy]

Igraine burde sige noget. Det var altid hende, der sagde noget. Men hvad skulle hun sige? Hun havde en hul fornemmelse i maven, som om noget var uigenkaldeligt tabt.

Hun så væk, da Bartholomeus rejste sig og tog en indånding gennem næsen. Og så begyndte hun selv at klæde sig af. Det var åbenbart det eneste at gøre.

[Bartholomeus af Charenoy]

Bartholomeus klædte sig af i tavshed. Gik i seng uden flere ord og lå der, stirrende op i loftet i mørket, der sænkede sig.

Han tænkte på manden. Hvad han gav Igraine, som han ikke gjorde. Hvordan han udfyldte en rolle, der åndbart stod åben.

Han tog en dyb indånding. "Jeg har ikke hørt dig le sådan før," konstaterede han. "Med mig."

[Igraine af Charenoy]

Det tog lidt længere tid for Igraine at klæde sig af, men hun klarede det uden sin kammerpige og uden hjælp fra Bartholomeus. Hun havde ikke ligget i sengen længe, da han talte.

Hun var stille længe, men kunne ikke modbevise ham. Først efter flere sekunder talte hun. "Jeg ved ikke, hvad du gerne vil have mig til at sige."