Skabt i mit billede

[Mariote af Lemaux]

Mariote havde levet i mange år i Lemaux, tilbagetrukket og uden meget kontakt med omverdenen. Hun havde ikke det store begreb om hvor meget tid, der var gået. Hendes børn, Cyran, Éduin af Lemaux og Sophie af Lemaux svarede aldrig på de breve hun sendte igennem deres far og selvom hun aldrig stoppede med at skrive dem, blev de støt mere verdensfjerne og banale, da hun intet havde at skrive om. 

Det ville formentlig være fortsat sådan i al evighed, hvis hendes sønner var rejst til Lemaux for at blive gift. Her kunne deres fader have undskyldt at moren ikke deltog, uden at det vakte nogen særlig opsigt. Han kunne måske have sluppet afsted med det samme i Levagny, hvis ikke der var begyndt at sprede sig rygter om hvorvidt hun overhovedet var i live. Rygter han måtte kvæle. 

Derfor steg den spinkle, blege Grevinde ud af vognen, hvor hun havde raslet rundt i dagevis, foran byhuset i Levagny, som hun ikke havde set i mange år. Hun var kommet alene, efter Greven, og blev ført ind af tjenestefolk, som annoncerede hendes ankomst til huset. Hun blev ledt ind i den lille stue med en knitrende ild, der var det varmeste rum i huset, for hun var tydeligt afkræftet, frøs og havde brug for både varme og næring. Hun spurgte ikke efter sine børn. Ikke engang efter sin yngste søn, Cyran af Lemaux, som var den hun skrev de fleste af sine breve til. Ville hun mon se dem, andet end under deres ceremonier? Hun var overbevist om at de havde glemt alt om hende.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var alt andet end begejstret ved udsigten til ægteskab. Han havde ikke bedt om det og havde allerede mange kvaler og endnu flere ilde tanker om sin far end ellers. Ydermere var der hele sagen med Ysabeau og hans pande var furet af efterhånden permanente bekymringsrynker.

Det var sjældent, at han kom hjem til byhuset. Han boede i livgardens kvarterer, for nu, men han kom der for at se sin yngste søster. Af samme grund havde han ikke forventet beskeden om, at hans mor sad i en af stuerne og det naglede ham kortvarigt til stedet. Først chok, så en underlig følelse af adrenalin og han tøvede ikke, før han gik mod den del af huset. Han bankede på og åbnede døren. Og der var hun.

"Maman," åndede han ud, nærmest som havde han set et spøgelse. Og det var ikke langt fra virkeligheden.

[Mariote af Lemaux]

Det bankede, hun sagde intet. Blot en tjener, formentlig. En med mad, måske. Døren gik op og hun så hen på den. Hendes hjerte sprang et slag over. Så flot en mand. En ung, smuk mand. Hendes søn.

"Cyran," svarede hun i en hvisken. Hun blinkede, rejste sig, rystede let, som hun lagde sine kølige hænder mod hans kinder.

"Mon petit garçon."

[Cyran af Lemaux]

Cyran tog sig i at holde vejret, da den skrøbelige kvinde nærmede sig ham. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set hende ude i verden og han var en kende lammet af synet. Hans hjerte vred sig lidt.

"Maman," gentog han, denne gang mere en hilsen end chok og lænede sig så frem for at kysse hendes blege, kolde kind. Hans tone var blid. "Jeg vidste ikke, at du var ankommet."

Eller at hun ville ankomme. Han havde ikke troet det. Havde end ikke tænkt tanken. Hun havde været som et spøgelse, aldrig besvaret de breve, han havde sendt hende.

[Mariote af Lemaux]

"Cyran," gentog hun, fordi hun havde længtes efter at sige det. Længtes efter at se ham. Hendes livs lys. Hun strøg hans kind. Hendes øjne fyldes med tårer.

"Du er blevet så voksen. Så flot. En smuk mand, min egen lille dreng."

Hendes stemme var hæs.

[Cyran af Lemaux]

Noget i Cyran krakelerede lidt. En ung del af ham, der havde været gemt væk i adskillige år og han fandt, at han måtte klare halsen dæmpet. Han smilede dog også mildt og strøg sin mors arm let, blidt opfordrende.

"Sid ned, maman. Du har haft en lang rejse," bad han, en smule overbeskyttende. Det lignede at et vindpust kunne knække hende.

[Mariote af Lemaux]

Mariote rystede på hovedet og smilede svagt over hans omsorg. "Jeg har siddet i mange dage," forsikrede hun.

"Jeg har ikke set dig i flere år. Intet hørt fra dig. Du må have haft så travlt min egen skat. Kaptajn for livgarden? Jeg er så stolt af dig."

[Cyran af Lemaux]

Cyran var lidt bekymret, stadig chokeret over at se hendes tilstand og ville ønske at hun satte sig, men gjorde ikke noget for at fremtvinge det. Hendes ord fik ham til at rynke let på brynene.

"Jeg beklager, at jeg ikke har skrevet så ofte, som jeg burde," svarede han og så ægte tynget ud. Han havde ikke sendt så mange som han burde og færre og færre med tiden, når han ikke fik noget svar. Knapt nogen, til sidst.

"Og at jeg ikke har besøgt dig. Det er sandt, at Livgarden holder mig beskæftiget - jeg ved end ikke, hvordan jeg skal finde tiden til en hustru."

[Mariote af Lemaux]

Mariote greb om hans arme, blidt og rystede på hovedet igen.

"Ingen beklagelser, min søn. Jeg skrev utvivlsomt intet spændende at svare på. Jeg er blot lykkelig for at se dig igen og for at få lov til at se dig blive gift. Ganske lykkelig."

[Cyran af Lemaux]

Cyran studsede over hendes indledende ord og så siden hendes ord om at være lykkelig. Var hun lykkelig? Han nænnede ikke at spørge og så blot lidt undersøgende på sin mor, selvom han smilede vagt. Med en bekymret kant.

"Jeg har ikke fået breve fra dig," svarede han undrende.

[Mariote af Lemaux]

Mariotes lykke var naturligvis begrænset generelt. Hun levede et liv i mørke, men synet af Cyran var det bedste der var sket i årevis. Hun rystede helt over det, før hans undren trængte ind. Hun blinkede.

"Åh. Nej, det har du vel folk til at tage sig af," svarede hun fortrøstningsfuld. Hun havde været ulykkelig over de manglende svar, men hun ville ikke bebyrde sine børn med sin egen ulykkelighed.

[Cyran af Lemaux]

Det undrede Cyran, men han var ærligt for chokeret over at se sin mor til at han kunne dvæle ved det. Han så undersøgende på hende, bekymret og måske en kende længselsfuldt.

"Hvordan har du det, maman?"

[Mariote af Lemaux]

Mariote var ikke blevet stillet det spørgsmål i mange, mange år. Hun så i et langt øjeblik på Cyran, før hun klemte om hans arm igen.

"Jeg er glad for at se dig, min søn," svarede hun og mente det, selvom det ikke var et rigtigt svar.

[Cyran af Lemaux]

Cyran vidste, at det ikke var et rigtigt svar, men han forventede ikke mere. Så han nikkede let og smilede mildt og skjulte, at det også var trist. Tanken om Ysa spøgte i hans baghoved.

"I lige måde," svarede han. "Og lad os nu sidde. Jeg er træt og kunne bruge det. Har du bedt om noget varmt at drikke?"

[Mariote af Lemaux]

Mariote lod sig endelig lede ned at sidde. Hun var træt. Hun var altid træt.

"Jeg tror der er en portion suppe på vej," svarede hun. "De tror ikke jeg har nogen tænder tilbage, fordi jeg er sådan en ynkelig, gammel kone," svarede hun humorløst.