Skabt i mit billede

[Cyran af Lemaux]

Cyran morede sig ikke over svaret, men blev bare mere bekymret. Han nikkede dog let. "Jeg bestiller noget mad. Jeg er også sulten," svarede han og havde snart kaldt efter en tjener.

Med det klaret, tog han selv plads og så på sin mor. Den skrøbelige kvinde og han huskede svagt, at det engang havde været anderledes. Alt på grund af Ysa. Ysa, der nu var et sted i huset. Han tog en indånding.

"Hvordan var rejsen?"

[Mariote af Lemaux]

Mariote sank lidt sammen, imens Cyran forlod hende. Hun sank også ind i sig selv igen. Hendes øjenlåg blev lidt tungere og hendes blik fjernt.

"Meget lang," svarede hun. "Forfærdelig. Ukomfortabel."

[Cyran af Lemaux]

Cyran rynkede let på brynene. "Jeg er sikker på at værelset er klar til, at du kan hvile dig, når du har spist lidt," konstaterede han dæmpet.

Han var bekymret for hende. En meget levende bekymring nu, hvor han rent faktisk havde set hende.

[Mariote af Lemaux]

Mariote nikkede. "Tak min egen," svarede hun og så lidt fjernt ud i luften.

"Fortæl mig..." Hun vendte halvt tilbage og så på ham. "Fortæl mig om din forlovede. Kan du lide hende?"

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde set sin mor i Lemaux for ikke så længe siden, men rejsen syntes at have gjort hende mere skrøbelig at se på - eller også var det det svindende dagslys. Han tog en indånding og rynkede på brynene.

"Hun virker som en sød pige," svarede han, tøvende. "Men det er også problemet. Hun er blot en pige."

[Mariote af Lemaux]

Mariote rynkede panden dybt og nikkede. "Det er problemet," medgav hun stille. "Det er altid problemet."

Hun tog en dyb indånding.

"Jeg har opdraget dig til at være en god mand. Blid. Du ville aldrig påtvinge dig på den stakkels pige."

[Cyran af Lemaux]

Cyran blev kvalm bare ved tanken. Han havde sandt at sige ikke delt seng med et hav af kvinder, men de få havde alle været villige deltagere.

"Aldrig," sagde han med eftertryk, men også lidt mismod. "Jeg håber, at jeg kan være en god mand, men jeg har travlt, maman. Det er ikke meningen, at mænd i livgarden gifter sig."

[Mariote af Lemaux]

Mariote smilede svagt. "Det er et mindre problem end hvad mange, unge, alt for unge adelsfrøkener bliver udsat for, min egen. Vær blid, tal med hende, lyt til hende. Hun kan bo i Levagny, hvor hun aldrig behøver at kede sig."

Hun tog en dyb indånding. "Hent en tjener til mig, Cyran. Jeg har en gave til din forlovede."

[Cyran af Lemaux]

Ordene gav ham lidt ro. Så meget, som han kunne få og han var overraskende taknemmelig over at have talt med sin mor. Han var vant til primært at have sin søster som kvindeligt forbillede og hun var yngre end ham.

Han så på hende, før han nikkede og undlod at indvende, at tjeneren ville komme med mad snart. Han rejste sig blot for at efterkomme hendes ønske.

[Mariote af Lemaux]

Mariote gav tjeneren en meget specifik instruktion om hvad han skulle hente, da han kom. Hun beskrev indpakningen, men ikke indholdet, for det ville hun holde for sig selv lidt.

Lige indtil tjeneren vendte tilbage snart efter og hun nikkede i retning af sin søn. "Giv den til ham."

Inde i pakken var et nydeligt slør, håndlavet fra ende til anden i den fineste kvalitet og broderet med smukke, farverige blomster. Mariotes eget værk.

[Cyran af Lemaux]

Cyran tog imod pakken og så over på sin mor. "Hvad er det?" spurgte han. Hun sagde sagt det var til Mirielis, så naturligvis pakkede han ikke bare op.

[Mariote af Lemaux]

Mariote smilede svagt og nikkede mod den.

"Åben den og se," bad hun.

[Cyran af Lemaux]

Cyran åbnede den og så det fine stod indvendigt. Han kunne se, at det havde taget mange timer, men han havde ikke nødvendigvis nok forstand på kvindebeklædning til at forstå, hvad det var.

"Smukt," sagde han dog og så spørgende på sin mor.

[Mariote af Lemaux]

Mænd. Uvidende. Selv hendes kloge søn. Hun rystede let på hovedet. "Det er et slør," konstaterede hun.

"På den måde var jeg sikker på at noget af mig ville være med på din bryllupsdag."

[Cyran af Lemaux]

Forståelsen gryede og Cyran sørgede for at pakke det ordentligt ind igen, uden at røre ved det. Han var ikke ren efter en dag i livgardens barakker. "Det er en flot tanke," svarede han. "Tak."

Han så op på hende. "Men du vil også være der selv, håber jeg. Det ville glæde mig."