Dårlige nyheder

[Marie Merchande]

Marie var ikke faldet til som købmandsfrue endnu. Der var meget at lære og hver dag var der noget nyt. Der var de ansatte, Parsiprestre Merchande's børn, forretningen og driften af huset, men der var også alle naboerne og Marie gik træt i seng hver aften - oftest ved siden af sin nye mand.

Hun havde hørt at Michel af Louzy var blevet gift, men der var ikke længere kommunikation imellem dem. Hun havde ikke været til brylluppet. Havde ikke engang nået at sende en gave. Men han havde heller ikke sendt hende noget, så måske stod de lige?

Hun tilbragte formiddagen i underetagen i færd med at aftale ugens menu med kokken. Sarahs favoritret lørdag, hvor hun kom hjem til middag. Lynons favorit om søndagen, hvis det virkelig var hendes favorit og ikke bare noget hun havde sagt, fordi det var let at lave.

Da hun blev meddelt at der var en gæst til hende i den lille stue, studsede hun, men begav sig roligt derind.

[Michel af Louzy]

Man burde måske have gjort mere, eller i Michels tilfælde, noget, i anledningen af Maries bryllup. Men han havde stået på sin fars side af hele konflikten og kunne ikke med sin gode vilje støtte hende i det hun havde gjort. Han havde ingen forståelse for det, og havde heller ikke gidet at sætte sig ind i det. Men han var heller ikke en mand af mange ord og selvom han på sin vis kunne have sendt hende et brev, havde Sylvie af Louzy overtalt ham til at møde personligt op.

Så kunne han ved lejlighed lykønske hende med hendes fald på rangstien, eller bryllup. Men det havde han dog ikke tænkt sig. Faktisk ville han ikke trænge sig alt for meget på. Men da døren til stuen alligevel gik op, og synet af hans lillesøster kom til syne, mærkede han alligevel et eller andet.

Smil var der dog ingen af, og han bøjede i stedet hovedet meget let. "Marie" hilste han roligt.

[Marie Merchande]

Marie rankede sig helt og stift, da hun så hvem gæsten var. En skygge gled over hendes ansigt. En sorg over noget tabt. Hun nikkede let. Bukkede sig ikke for et familiemedlem.

"Michel," hilste hun roligt. "Jeg kan forstå, at jeg bør ønske dig tillykke med din brud."

[Michel af Louzy]

Selvom han forsøgte at skjule grimassen bag sit skæg, så kunne det ikke undgåes at der var et par træk at lægge mærke til. Han vidste godt at han burde sige det samme til hende. Men alt der lød fra ham var et stift "Tak". Hun havde ikke overfor ham forsøgt at forklare sit valg, og lige nu ville han slet ikke høre om det; Deres far havde været sur nok over det, og nu var det blevet helt forbudt at tale om Marie. Måske havde han alligevel været ked af det over at miste hende på den måde; selvom ingen stod og sagde at de ingen kontakt skulle have.

"Far er død." kom det bagefter fra ham. Som om det var en melding han hurtigst muligt ville af med.

[Marie Merchande]

Marie havde intentioner om at forlange at han også ønskede hende tillykke. Det burde han. De var søskende, ikke fjerne slægtninge. Hun nåede dog ikke dertil, før Michel bragte grunden til sit besøg på banen og Marie blinkede overrasket.

Det tog hende adskillige øjeblikke at fatte sig. Hun satte sig tungt ned.

"Hvordan... Hvordan skete det? Hvornår?"

[Michel af Louzy]

Michel havde ikke i sinde at indfrie hendes ønske, og han ville helst snakke så lidt om både hendes og hans eget bryllup. Så det passede ham udmærket at det gik videre til den essentielle grund til hans besøg. Det var et hårdt nok emne at bevæge sig ind på, end hvorfor Michel distancerede sig fra sin søster.

"Han har holdt sin sygdom hemmelig for os" svarede Michel roligt, og var tydeligt frustreret over det. Han havde lyst til at bebrejde Marie; at det var på grund af hende at han overhovedet var blevet syg. Hendes valg om at forlade familien. Men han holdte igen.

"For to dage siden. Han gik i seng, alt var roligt. Men mor kunne ikke få liv i ham, den næste dag" sukkede han let og endte efter et øjeblik med også at sætte sig. Han havde dog ikke tænkt sig at gå med det samme.

[Marie Merchande]

Marie lyttede, men fattede det ikke. Hun havde ikke andet. Ingen havde åbenbart anet. Hun pustede langsomt ud.

"Det er jeg..." Hun stoppede op. "Så er du lensherre nu." Hun tog en dyb indånding. Hun vidste jo godt at dagen ville komme. Havde ikke indset at det ville være så snart. "Hvordan har mor det? Og Rouland?" Hendes stemme skælvede let.

[Michel af Louzy]

Michel nikkede let. "Ja. Jeg ville dog have ønsket mig det på en anden måde" svarede han let. Det værste var at de intet havde vidst. Nok havde Michel forberedt sig hele sit liv, og selvom han og hans far ikke altid var enige ville han godt have haft tiden til at sige farvel. Nu var det som om der lå en masse usagte ting og uforløste følelser.

"Hun er lidt i fornægtelse. De har hentet ham, og hun går stadig lidt rundt som om at han bare er ude" Han rystede på hovedet.

Et af hans få smil nået ham. "Rouland er tapper. Men jeg ved ikke - Jeg tror ikke han forstår hvad der er sket" Han så op og mødte Maries blik. Han ville ikke indrømme at han godt kunne bruge hendes hjælp. Hun ville have kunne tage alle de rigtige beslutninger og taget sig af Rouland, når deres mor ikke havde mulighed for det.

[Marie Merchande]

Maries hjerte slog hårdt. Rouland. Hendes lille dreng, den store tiårige dreng, som hun ikke havde set i så lang tid. Måske så længe, at han ikke engang ville genkende hende. Han var stor nok til at skulle på væbnerskolen næste sommer.

Hun tog en dyb indånding og fandt fokus. Han havde en mor. Hendes mor. "Du må hjælpe hende til at kunne tage sig af ham," sagde hun, uden så meget tanke for sine egne følelser over at hendes far var død. "Han får brug for hendes omsorg, når det slår ham hvad der er sket. Han er jo kun et barn."

[Michel af Louzy]

Michel lyttede til sin søsters ord. Uvidende om at de kom et dybere sted fra end hvad han vidste. For ham var Rouland deres lillebror. Han nikkede dog. Selvom han var blevet gift lå børn ikke i den nærmeste fremtid. Han skulle stadig opbygge et godt forhold til Sylvie af Louzy.

"Jeg kommer til at være en del i Louzy de næste par måneder, og jeg har tænkt mig både ham og mor med." svarede han roligt og fattet. Det var en nødvendighed og han vidste at de alle havde brug for den ro det kunne give, ikke at være i den travle by.

[Marie Merchande]

Det flænsede i Marie, selvom hun kunne se logikken. Hun tog en dyb indånding.

"Lad mig se ham," bad hun. "Inden I rejser. Jeg har ikke set ham i flere år."

Hun rømmede sig lidt.

[Michel af Louzy]

Michel så på hende med et let hævet bryn. Måske var det farens dødsfald og brylluppet med Sylvie der havde gjort ham en smule mere blød. Men drengen fortjente ikke at lide under at hans storebror var småtvær.

Så uden at tænke yderlige over det, nikkede han en enkel gang. "Nuvel." svarede han ganske simpelt i et let suk. Han var lidt bekvemt ved situationen og han overvejede hvor længe han burde blive i Maries nye hjem. Han havde sagt hvad han var kommet for.

Hvilket også gjorde at han snart efter rejste sig.

[Marie Merchande]

Marie måtte holde sine følelser inde. Hun havde gjort det i alle de år. Hver gang hun så Rouland havde hun spillet rollen som kærlig søster, imens hendes hjerte knustes lidt.

Hun rejste sig samtidig med sin virkelige bror.

"Michel?" Hun rankede sig. "Du mangler at ønske mig tillykke."

[Michel af Louzy]

Michels bryn trak sig sammen og mumlede lavmeldt utydelige ord før hans skuldre faldt en smule. Hånden knugede let om sværdets pommel og overvejede stadig at lade være.

Han ville ikke indrømme at Sylvie af Louzy måske havde mere virkning på ham end hvad han ville tillade. Han sukkede opgivende. "Jeg bifalder det ikke" Bemærkede han en anelse skarpt og brysk.

".. Men tillykke."

[Marie Merchande]

Marie hævede et bryn af den første erklæring. Hun så afventende på ham. Da han alligevel bukkede under, sitrede hendes mundvige. Hun nikkede let.

"Tak. Jeg sender et bud med besked om hvornår jeg kommer. Så kan du jo vælge om du vil være der eller ej."