Et skridt frem

[Mirielis af Lemaux]

31 Oktober

De døde sjæles nat

Mirielis og Cyran af Lemaux havde ikke været gift særlig længe, og det var vist nok kun en lille uge. Det havde været underligt for hende endelig at være nogets efter så langs tids forberedelse og så endda til den forkerte. Tiden ville vise hvorvidt det ville ændre sig. For selvom Cyran behandlede hende godt så var de hverken tætte eller kærlige overfor hinanden.

Måske var det hendes alder? Eller også fandt han hende bare ikke attraktiv. Nyheden om at Éduin af Lemaux nu også skulle giftes havde nået dem begge og Mirielis havde haft lyst til at spørge ham indtil det op til flere gange nu.

Men de havde først set hinanden til aftensmaden, og dér ville hun ikke nærme sig ind på emnet, med hans storebror tilstede. Nu var de endelig alene som de bevægede sig mod byen til fejringen af natten. "Cyran..?" spurgte hun stille. Fingrene krummede let om hans skjorte hvor hendes hånd lå, som hendes blik gled op mod hans ansigt.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde meget at tænke på. Der var forandringer under opsejling i livgarden, som tog hans opmærksomhed, men det var også en særlig nat og for øjeblikket var hans tanker på de mænd, som han havde mistet i krigen.

Af samme grund var han stille indtil Mirielis talte og han så ned på hende, uden bebrejdelse over at være blevet afbrudt i sine tanker.

"Ja?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis blik hvilede let mod hans ansigt, og der gik et øjeblik før hun overhovedet opdaget at han havde svaret. Hun smilte let.

"Hvordan.." Hun trak vejret dybt ind før hun fortsatte. "Hvordan har du det med at din bror nu også skal giftes?" Hun vidste at han havde i vildrede over de beslutninger som hans far havde taget, særligt omkring deres eget bryllup og forvirringen over den ældste brors manglende bryllup.

Hun bed sig i kinden og hun vidste slet ikke om hun burde have bevægede sig ind på netop dét emne.

[Cyran af Lemaux]

Det var ikke et fuldt ud uventet spørgsmål, men han havde ikke regnet med det lige der og måtte bruge et øjeblik. Han tog en dyb indånding og så frem for sig.

"Det får mig til at tænke, at vores ægteskab på mange måder var en hovedløs handling," svarede han ærligt, men så også på hende med et mildt blik. "Ikke, at det har noget med dig at gøre, naturligvis. Kun, at min fader er opportunist."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis forstod dog udmærket hvis ikke han ønskede at bevæge sig ind på netop det emne. De behøvede heller ikke tale om hans storebror, da der var dårlig stemning nok omkring de mange folk der vandrede rundt i byen. Man kunne høre sang inde fra midten af pladsen. Men den var ikke livlig. Det gjorde hele stemningen en smule sørgmodig.

Hun nikkede stille. Hun trak vejret dybt ind. "Fortryder du?" Hun vidste ikke om det i virkeligheden var for tidligt at spørge om det. Men hvis deres ægteskab skulle bestå af andet end gensidig respekt overfor hinanden måtte hun vide om der var sprækker af tvivl.

Hun vidste godt at hvis det kunne gøres om, ville han redde hende fra et katastrofe ægteskab, selvom hun så ham som meget mere.

[Cyran af Lemaux]

Cyrans bryn trak sig sammen over hendes spørgsmål, selvom han udmærket forstod grunden. Til sidst rystede han på hovedet.

"Der er ingen grund til andet end at se fremad," svarede han dæmpet, men reelt. Han ville aldrig kunne få sig selv til at lade hende i stikken.

"Må jeg spørge til din egen årsag for at spørge?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis så op på ham igen, men var glad over det svar han gav hende, og hun nikkede. "Jeg er enig" medgav hun og knugede fingrene igen om hans arm, denne gang på en helt anden måde en før. Langt mere naturligt. Som et usagt kærtegn.

"Vores ægteskab er stadig så nyt, og jeg ville ikke holde det imod dig, hvis du hellere ville undvære mig" svarede hun ærligt og så frem for sig. Hun vidste hvem hun var; Renards mor. Det kunne ingen nogensinde tage fra hende. Men nu var hun også Cyrans hustru og dét tog hun alvorligt, uden at det blev for kedeligt

"Men det ville ikke gøre nogen af os godt, hvis der var den mindste tvivl."

[Cyran af Lemaux]

Cyran rynkede ganske, ganske let på brynene og overvejede om det var hendes måde at fortælle ham, at hun selv havde tvivl.

"Ville De ønske det?" spurgte han derfor. Måske var det direkte, men det var væsentligt. "At komme ud af ægteskabet?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis stoppede op. Hun havde ikke overvejet at ordene kunne blive vendt imod hende, og selvom hun ikke selv havde nogen tvivl, så overraskede det hende dog i sidste ende ikke at Cyran måske, som hende havde tænkt tanken.

I stedet for at have sin arm hvilende mod hans, tog hun i stedet hans hænder i sine og knugede dem. "Nej." svarede hun uden tøven. Hun trak vejret dybt ind.

"Jeg føler vi har en stabil grobund, til at kunne udvikle noget .. godt." Hun vidste ikke hvordan hun skulle beskrive det, uden at lyde alt for drømmende og håbefuld. Hun havde sat sine forventninger gevaldigt ned siden deres første møde.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var lidt overrasket, da hun stoppede op, men ikke mere end at han selv standsede og lod hende tage hans hænder. Han så alvorligt ned på hende.

Så nikkede han let, forstående. "Meget vel," svarede han, før han blidt opfordrede til at gå videre. "Hvad angår min brors ægteskab, så kan jeg endnu ikke fuldt ud sige, hvad det får at konsekvenser for din hverdag. Kender du den unge Nådigfrøken?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var efter fødsel af Renard blevet en del mere opmærksom og meget i kontakt med sine følelser og hvad hun sagde. Før i tiden ville hun bare have talt videre og måske i langt større grad gemme det hele lidt væk. Men nu var det blevet vigtigt for hende at få sine meninger igennem og måske særligt i en sådan grad at ingen var i tvivl om hvordan hun havde det.

Og da de talte om tvivl og forventning var det endnu mere vigtigt for hende at Cyran forstod hvordan hun så det. Hun nikkede og smilte let før hendes arm igen var slynget om hans og hun let lænede sig ind mod ham.

Hun slog blikket ned mod de store sten på vejen. "Hun er en strigle. De kalder hende Isdronningen på Universitetet" Hun gøs let. Det passede perfekt til en komtesse fra Arge.

[Cyran af Lemaux]

Cyran blev ærligt lidt chokeret over hendes svar. Han havde nok forventet noget pænt, måske lidt generisk. Absolut ikke det svar han fik, selvom han måtte give, at det i det mindste var ærligt.

"Jaså," svarede han og rynkede lidt på brynene. "Det var ellers min forhåbning, at I ville komme godt overens."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis sukkede. "Undskyld. Det var ikke min mening at tale grimt om Lemaux fremtidige Baronesse" svarede hun og bed sig i kinden. Hun så frem for sig og mærkede stadig en let kulde snige sig ind og fik hende til at ryste.

"Man kan jo håbe at jeg tager fejl, og at hun har ændret sig." svarede hun, men lød ikke særlig overbevist. Hun var dog glad for at det ikke havde været hende som Cyran var endt med at gifte sig med. Selvom nogen mente at Lysanna på sin egen måde var mere moden.

[Cyran af Lemaux]

Cyrans ord var ikke en irettesættelse, men en reel forhåbning. Han rynkede lidt på brynene og nikkede let, men blev distraheret fra samtalen af hendes lette skælven.

"Fryser du?" spurgte han, svagt bekymret.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde været vant til altid at undskylde sig, hvis hendes opførsel veg ud fra hvad der var forventet af hende. At Cyran ikke skældte hende ud, eller påpegede hendes fejl var en så stor omvæltning at hun stadigvæk ikke kunne slippe trækningen i skuldrene når de hæv sig op mod ørerne.

Hun havde altid skulle bekymre sig om alle andre, og det var ikke mange der havde set til hendes side; selvom Helene af Suilleaux altid havde været sød. Men hun kunne ikke være i hendes hjørne for altid, og efter begge deres fødsler følte hun sig ikke nær så tæt på veninden. Der var ingen der forstod hvordan hun havde det. Ingen tillod hende sorg.

Hun smilte mildt. "Nej, det er bare.." lagde hun ud og vidste ikke om hun skulle blive ved med at bevæge sig ind på emnet der omhandlede Lysanna. Det måtte være Éduin af Lemaux 's hovedpine. "Lidt?" sagde hun i stedet.