Det er hårdt at være en Aren

[Laudine af Morgis]

Det havde været nogle frygtelige begivenhedsrige måneder. Ikke direkte for Laudine, ikke som sådan, men først havde der været kusinen, der var stukket af med skrædderen. Dén skandale blev direkte efterfulgt af at Arens arving, Laudines fætter, var deserteret fra krigen og efter alt at dømme, havde taget den unge Elysande af Arge med sig. Så var krigen kommet og alt føltes rykket op med rod. Hun havde ikke selv været involveret direkte i nogen af skandalerne, men hvis hun ikke havde været et attraktivt parti før, så var hun det da slet ikke nu.

Derfor var det en lille trøst, da det blev annonceret, at Zacherie havde giftet sig med hendes kusine. Hun havde mødtes med kusinen, nødt til at vide, hvordan det var endt sådan og den information hun var gået derfra med, havde efterladt hende i en mindre tilstand af chok. Siden var krigsfølget vendt tilbage til hovedstaden og det rygtedes, at de ikke var de eneste, men at Hugubert af Morgis endnu engang var i byen.

Laudine havde tøvet lidt, men så havde hun til sidst sendt et brev til ham og inviteret ham på en gåtur i paladsets haver, hvis det ikke var frygteligt ubelejligt for ham. Der stod hun og ventede nu, mens hun glattede sin lysebrune kjole lidt og trak sjalet tættere sammen om sig. Mon han ville komme?

[Hugubert af Morgis]

Det havde været lidt af en risiko for den eneste arving af Morgis at tage i krig, men Hugubert havde besluttet sig for at han ikke kunne være en kujon der blev hjemme, mens andre skulle afsted. Så han var draget i krig, men dog ikke rigtig befundet sig i fronten og det havde sparet ham for de værste skader. Hugubert var ikke rigtig en kriger længere, men han havde hjulpet med organiseringen og de mere lavpraktiske ting. Ind imellem havde han også befundet sig i kamp, men det var ikke ofte.

Brevet nåede ham først da han kom til Levagny, på trods af hans træthed, var han glædeligt overrasket. Han undrede sig over hvad der havde skabt denne handling, han overvejede om hun havde hørt hvem der havde sørget for at Zacherie havde giftet sig med hendes kusine. Han havde betalt Zacherie's gæld og givet ham et beløb, han ikke kunne sige nej til. Han tvivlede på kusinen ville blive lykkelig i sit ægteskab, men det var bedre end at blive smidt væk og udstødt fra alt anstændigt selskab.

Hugubert mødte selvfølgelig op i haven og synet af Laudine, fik ham  til at smile en anelse. Han huskede dog samtidig på hvor meget hun hadede ham og det fik hans smil til at forsvinde langsomt. I det mindste var de nu venner og det var nok alt han kunne håbe på.

"Nådigfrøken Aren." Hilste han høfligt, mest fordi de var et offentligt sted og han ville ikke give en antydning af at der var noget særligt mellem dem.

"Tak for Deres brev. Hvordan har De det?" Spurgte han, med et svagt smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine og Hugubert havde haft mange uoverensstemmelser, men alligevel fandt hendes skuldre en anelse, da hun så ham. Der var intet forkert i at være lettet over at se en mand være helskindet tilbage fra krig, fortalte hun sig selv og hun mødte ham da også med et mildt smil.

"Ridder Morgis," hilste hun, selvom de egentlig var dus. Det gik ikke her, hvor nogen kunne høre dem og hvem kunne egentlig vide, hvor meget der havde forandret sig siden de sidst havde set hinanden i den tidlige sommer. Før krigen.

"Så godt, som omstændighederne tillader," svarede hun og kunne ikke helt holde en tapper mine oppe. Af samme grund skiftede hun hurtigt emne. "Men det burde utvivlsomt være mig, der stillede det spørgsmål. Det er jo Dem, der har været i krig. Det glæder mig at se Dem tilbage i god behold."

[Hugubert af Morgis]

Omstændighederne. Var det krigen eller hendes familie hun talte om? Hugubert var ikke sikker, men han ærgedede sig over at han ikke havde kunne hjælpe hende fuldt ud. At der var flere i hendes familie der var løbet væk med nogen, var dog næppe hans fejl, han havde kun følt sig skyldig over Zacherie.

"Det er sandt. Jeg er i god behold. Det var ikke ligefrem mig, det gik værst ud over." Han havde mere ondt af fodfolket, soldaterne der blev brugt som hundeføde. Han havde været imod krig på mange måder, men det gjorde ikke at han ikke tog sin del af byrden.

"Har De været bekymret for mig?" Et fjollet spørgsmål, men han kunne ikke lade være. Hun ville sikkert afvise ham, men det ville ikke gøre det store, det havde hun jo allerede gjort før. Derefter tilbød han hende sin arm, så de kunne gå en tur i haven.

[Laudine af Morgis]

Laudine så op på ham ved hans spørgsmål. "Det må De da ikke være i tvivl om," svarede hun dæmpet og med en lidt underlig fornemmelse i maven, som de begyndte at gå.

Men det var sandt, at de var kommet hinanden nærmere efter hun havde været syg og tilbragt lang tid i hans hjem. "Jeg ønsker Dem alt det bedste, Ridder Morgis. Det... Er der mange grunde til."

[Hugubert af Morgis]

Det føltes mærkeligt at være så formel overfor hende, men han turde ikke andet her i paladsets haver, fordi han var bekymret for at nogen ville tro noget om dem. Ikke at han ikke ønskede det, men et uplettet ry var vigtigt hvis en ung kvinde skulle gifte sig og han ville ikke være årsag til flere problemer for hende. Det var kun lige akkurat anstændigt at de gik tur, men det kunne være som venner og ikke nødvendigvis som elskende.

"Det er jeg glad for at høre. Jeg ønsker også det bedste for Dem." Sagde han med et smil. De mange grunde - han overvejede om kusinen mon havde sladret. Det virkede sandsynligt, at hun ville have gjort det. Hun talte generelt meget mere end de fleste mennesker Hugubert havde mødt.
"Jeg bad hende om ikke at sige noget. Din kusine. Det var ikke meningen du skulle vide noget." Bemærkede han og glemte den høflige tiltale et øjeblik.

[Laudine af Morgis]

Det havde været et chok, da lillesøsteren var forsvundet med en mand, som hun selv havde været charmeret af. Hun ville nok aldrig tilgive ham, men i det mindste var hendes søsters ry blevet reddet - takket være Hugubert.

Hun så op på ham og rynkede brynene, undrende over hans ord. "Hvorfor ville De ikke, at jeg skulle vide, hvad De har gjort?" spurgte hun, uforstående.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde ikke lyst til at nogen skulle vide det, men især ikke Laudine. Han ville ikke have at hun følte at hun stod i gæld til ham eller noget. Derudover, så ville han ikke have sine andre motiver kendt i offentligheden. Han holdt jo af hende og det havde han ikke gjort for nogen i lang tid. Ingen skulle dog vide dette, hun havde allerede afvist ham en gang.

"Jeg var bange for at du ville føle du stod i gæld til mig." Sagde han. "Og det ønskede jeg ikke." Bemærkede han, men sket var sket og han havde nok tænkt at det nok ville slippe ud før eller siden.

[Laudine af Morgis]

Laudines bryn forblev let sammentrukne, mens hendes indre var i et vældigt oprør. Der var en umiskendelig varm følelse, der rettede sig mod ridderen og hun var svagt overvældet af den.

"Men De må da vide, at jeg i forvejen står i større gæld til Dem end jeg nogensinde kunne gøre gengæld for," svarede hun. "Efter det De gjorde, da jeg var syg og nu dette..."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert havde ikke følt at han gjorde så meget, for ham var det som at trække vejret at tage sig af hende. Han kunne simpelthen ikke lade være. Selv hvis hun ikke ønskede de skulle være tætte, så ville han gøre hvad han kunne for at hun havde det godt.
"Det skal De ikke tænke på. Jeg holder jo af Dem. Jeg kan jo ikke lade være." Sagde han med et smil, der dog var en anelse bedrøvet, måske fordi han efterhånden havde accepteret at hun bare så ham som en ven. Det var svært, men der var ingen garantier i livet.

[Laudine af Morgis]

Noget flaksede i Laudines mellemgulv, men det var en følelse, der blev afdæmpet af udtrykket på hans ansigt. Hun rynkede svagt på brynene, som hun så på ham og hendes tonefald var blidt, da hun talte.

"Men det får Dem til at se bedrøvet ud?"

[Hugubert af Morgis]

"Beklager. Det var ikke min mening." Sagde han, fordi han ikke havde været helt bevidst om hvordan hans ansigsudtryk havde været.
"Det er blot fordi, jeg har svært ved blot at være Deres ven, men jeg ved De ikke ønsker mere, så jeg vil ikke presse sagen yderligere." Bemærkede han, i et forsøg på at formulere sig så diplomatisk som muligt.

[Laudine af Morgis]

Forståelsen dæmrede tydeligt på hendes ansigt og hun rettede blikket frem, mens hjertet hamrede lidt hårdere i brystet på hende. Hun var stille nogle sekunder, mens hun tænkte og følte sig lidt åndeløs, da hun talte.

"Og hvis det ønske skulle ændre sig?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert kendte efterhånden Laudine godt nok til, at vide at hun ikke legede med hans følelser på den måde. Det var alligevel svært at tro på at hun kunne have skiftet mening.
"Så ville jeg håbe, at De ville sige det. Hvis det er tilfældet." Sagde han, fordi han var i tvivl om hun rent faktisk mente det eller om det bare var et hypotetisk spørgsmål. Han mærkede at han holdt vejret. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men stoppede bare op og så på hende.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde ikke meget andet valg end selv at stoppe, da han gjorde og hendes blik rettede sig mod hans ansigt. Hun fugtede sine læber og hjertet slog hårdere. Hun vægtede sine ord nøje.

"Jeg har..." begyndte hun, men ombestemte sig og rynkede lidt på brynene. "De har vist Dem at være en anden mand, end jeg først antog." Hun klarede halsen. "En bedre mand."