Det er hårdt at være en Aren

[Hugubert af Morgis]

"Det er vist mest Dem der har forårsaget den transformation." Sagde han og tænkte tilbage på hvordan han havde opført sig dengang. Han væmmede sig ved tanken om hvor selvoptaget han havde været.
"Hvis den bedre mand så spurgte Dem igen - hvad ville Deres svar så være?" Spurgte han, mens han overvejede om han var dum at overhovedet tro på at det kunne ske. Han ville bare blive afvist igen. Hun havde allerede gjort det klart, at hun ikke ville have ham.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde ikke forventet dette, men nu stod de der og hun vidste, at noget havde forandret sig for hende. Det nev lidt i hendes næse.

"Jeg kan ikke se, at jeg ville have andet valg end at sige ja," svarede hun, helt lavmælt. "Men hvad har jeg selv at tilbyde?"

Skandalerne stod i kø i hendes familie lige nu.

[Hugubert af Morgis]

Hugubert overvejede om hun blot sagde ja, fordi hun følte hun burde. Selvom det var denne grund, var den vel egentlig god nok. Måske ville hun aldrig elske ham, men i det mindste ville han kunne passe på hende.
"Det er ligemeget. Jeg har ingen ambitioner om at blive anerkendt ved hoffet eller være der meget mere end højst nødvendigt. Vi kan bo på landet, hvor luften er frisk og god for Dem. Efterhånden, ville alle have glemt at der nogensinde har været en skandale." Bemærkede han med et svagt smil.

[Laudine af Morgis]

Laudine var lettere overrumplet og så op på ham med følelserne skrevet i det lyse blik, komplicerede som de var. Taknemmelige, men også noget mere.

"Det er et meget mere generøst tilbud end jeg nogensinde kunne have forestillet mig," svarede hun. "Men det er ikke min eneste årsag til at sige ja. Ved De det?"

[Hugubert af Morgis]

"Er der da en anden grund?" Hugubert turde ikke håbe på at der var andet i det end stabilitet og tryghed, samt ikke at være en byrde for familien resten af livet. Han kendte hende godt nok til at det sikkert var en del af hendes tanker om at gifte sig, selv hvis hun ikke elskede personen.

[Laudine af Morgis]

Laudine havde altid været praktisk og var det som sådan også nu. Det var ikke et tilbud, som hun kunne afslå, selv hvis hun ikke havde brudt sig om ham. Virkeligheden var:

"De er en god mand og jeg... Holder meget af Dem. Både som min ven, men måske også som noget... Mere."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert følte sit hjerte banke hurtigere da hun erklærede hvordan hun havde det, han kunne slet ikke lade være med at smile, men det var dog mest hans øjne der lyste.
"Virkelig? Jeg troede du hadede mig. Jeg mener, det ville være forståeligt hvis du gjorde. Men, så må jeg bede din fader om jeg må gifte mig med dig. Tror du han vil acceptere det?" Spurgte han, lettere nervøst.

[Laudine af Morgis]

Laudine stoppede op og vendte sig mod ham. Hans smil fik hendes hjerte til at hamre endnu hårdere og hun smilede selv forsigtigt. "Jeg kunne ikke hade dig efter alt det, vi har været igennem," indrømmede hun, uanset hvordan hun engang havde haft det med ham.

Hun slog kort blikket ned, men det fandt ham snart igen. "Jeg kan ikke forestille mig nogen grund til, at min fader skulle afslå."

[Hugubert af Morgis]

Hugubert kendte ikke hendes far så godt, det var mest hendes mor han havde stiftet bekendtskab med og selvom hun virkede desperat efter at få sine døtre gift, kunne det godt være faderen var anderledes.
"Det håber jeg ikke." Sagde han og et øjeblik vidste han ikke hvad han skulle sige. Han var stadig lettere chokeret over at hun ville sige ja.
"Har du nogle drømme om, hvordan du ønsker dit bryllup skal være?" Spurgte han. De kunne blive gift i hovedstaden eller på Morgis lenet, han var egentlig ligeglad men hvis det blev lenet ville de nok skulle vente til foråret.

[Laudine af Morgis]

Laudine blinkede lidt over spørgsmålet, som hun ikke ville have anet, at hun skulle tage stilling til. En udånding undslap hende.

"Sandt at sige, så troede jeg efterhånden ikke, at jeg skulle giftes i det hele taget," indrømmede hun, lidt forpustet ved tanken om det hele.

"Hvad foretrækker du?"

[Hugubert af Morgis]

"Jeg vil ikke fratage dig det, hvis du ønsker et stort bryllup. Personligt, ville jeg foretrække et der var lidt mere stille og roligt, måske bare med vores nærmeste familie og venner. Hvis du ønsker noget større, kan vi dog godt gøre dette, men det ville nok tage et stykke tid at planlægge." Sagde han, mens han smilede oprigtig. Han var blevet gift før, stort bryllup og alt det ståhej der førte med. Han havde ikke noget behov for dette og han tænkte heller ikke at folk forventede det, når det var anden gang han blev gift.

[Laudine af Morgis]

Det var helt absurd, men ikke på en dårlig måde og Laudine kunne ikke lade være med at smile. Hun virrede lidt med hovedet.

"Nej. Nej, et lille bryllup ville være helt perfekt," svarede hun og så op på ham med sommerfugle i maven. "Måske... I Morgis?"

[Hugubert af Morgis]

Hugubert var ærlig talt en smule lettet, men det var vel fordelen ved at forelske sig i en kvinde der ikke var en 16 årig der stadig troede ægteskab handlede om store bryllupper og flotte kjoler.
"Ja, lad os holde det i Morgis." Sagde han med et smil. "Så lad os holde det småt." Sagde han.
"Men jeg må nok hellere komme hjem, jeg kommer forbi i aften og snakker med din far. Så må vi håbe, at han siger ja." Sagde han og smilede en anelse.

[Laudine af Morgis]

Laudine forstod det næsten ikke og var en kende åndeløs, men nikkede også til hans ord.

"Ja. Selvfølgelig," svarede hun og smilede let overvældet, men mildt. "Måske har jeg forstået det til den tid."

[Hugubert af Morgis]

"Forhåbentlig, for det kommer til at ske." Sagde han med et svagt smil og tog derefter hendes hånd i sin og gav den et lille klem. Det var lige akkurat det han kunne tillade sig her i haven. Derefter gav han slip på hende og smilede flygtigt.
"Vi ses i aften, Nådigfrøken." Bemærkede han og gav derefter slip på hende, for at vende sig for at gå hjem og forberede sig til i aften.

Forlader tråd.