Endelig afsat

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde forberedt sig på at blive gift i lidt over et halvt år, måske endda længere. Ceremonien havde været ganske smuk, og det hele var forløbet smertefrit. Gæstelisten var ikke enorm, men det passende den unge pige fint, hun havde haft tid til at forberede sig på at det ikke ville blive som det først var. Cyran af Lemaux så adelens godt ud, og hun mærkede da også at hendes hjerte havde slået et par ekstra slag, hver gang hun havde set på ham.

Festlighederne tog sted i Lemaux familiens beskedne byhus, og det var mere eller mindre et par minutter siden at de sidste var gået. Måske havde det været anderledes hvis de var andre end de var men Mirielis var letter over endelig at være på plads, hvad end det så betød for fremtiden.

Hun sad i den mindste af de to opholdsrum, hvor pejsen havde lagt et blidt varmt tæpper over hende. Hun var en smule beruset af vinen, men ikke nok til at hun ikke kunne danne sætninger af de ord der stod i den bog hun havde fundet på reolen.

[Cyran af Lemaux]

Det var primært en fest for adelige, men i og med at Cyran var, hvem han var, havde han også inviteret enkelte af sine soldaterkammerater fra sin gamle deling. Han var ikke så meget til de store festligheder, men det havde været tilforladeligt. Han var dog lettet, da det var ovre.

Det var blevet sent, meget sent og han var også træt, da han kom ind i rummet. Hans blik fandt Miri og han smilede svagt. Han så hun læste og nøjedes af samme grund med at nikke let.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis ville ikke bryde sin tradition om at få læst lidt inden hun gik til ro, og hun så intet problem i at vise sider af sig selv allerede nu. Nu de endelig var sammen, og kun Mithras ville vide hvornår han blev sendt ud igen. Selvom de stadigvæk ikke kendte hinanden til fulde, mærkede hun et stik over at skulle undvære hans tilstedeværelse; om end det ikke altid var smertefrit. De var stadig meget forskellige.

Hun løftede hovedet og gled det lille broderede stof op, så hun vidste hvor hun var kommet til. "Dine venner er virkelig søde. Karismatiske" bemærkede hun blidt. De havde sat gang i festlighederne og fået utallige blikke fra mange af de ældre ved selskabet. Men det morede kun Mirielis.

[Cyran af Lemaux]

Cyran havde stadig ikke helt vænnet sig til tanken om at være nogens ægtemand endnu, men det var også meget nyt. Han brummede dæmpet og smilede svagt, som han tog plads i en udskåret træstol overfor hende.

"Jeg holder meget af dem," svarede han. "Og vi har været gennem meget sammen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis havde heller ikke vænnet sig til tanken, men Cyran havde indtil videre vist sig at være både en god og sympatisk mand, og derfor ville hun også være støttende overfor hans erhverv og måden han bevægede sig frem på i deres forhold. Hun vidste at det var svært for ham.

"Jeg tror det er svært for os på den anden side at forestille sig præcis hvad" svarede hun stille før hun lukkede bogen. "Men det er tydeligt at mærke at i har hinandens ryg" Det var sjældent at man så et så stærkt kammeratskab i adelen, selv veninder kunne være giftige.

[Cyran af Lemaux]

Cyran slap en bekræftende lyd og så på hende med et mildt udtryk i de lyse øjne. Han forventede heller ikke, at hun kunne sætte sig i en soldats sted, men han var reelt taknemmelig for hendes støtte.

"Jeg kan heller ikke sige, at jeg har meget forstand på en adelsfrues liv ved hoffet," konstaterede han. "Men det kan du formentlig tidsnok berette om."

[Mirielis af Lemaux]

"Jeg tror vi begge skal være glade for, ikke at skulle bytte" bemærkede hun i et lille grin. Selvom det måske kunne se både kedeligt og uimponeret ud så lå der mange ting i at være ved hoffet. Hun havde endnu ikke forhørt sig hos lensfruen omkring husførelse, men ud fra Cyrans fortælling om hans mor, lod det ikke som om der ville være problemer i det.

Indtil videre var Éduin jo stadig ugift, selvom Mirielis naturligvis ikke vidste at en forlovelse lå gemt i kortene hos den ældste søn.

Hun rejste sig fra den lille sofa. "Skal vi?" Hendes stemme syntes på nippet at give op over tanken om at trække sig tilbage. Alle vidste hvad det betød.

[Cyran af Lemaux]

Cyran fløj ikke op med det samme, men rynkede lidt på brynene. Så rejste han sig dog også langsomt, men gik ikke direkte mod overetagen, hvor værelserne befandt sig.

"Før vi trækker os tilbage," sagde han, alvorlig, men ikke uden mildhed. "Jeg er klar over, at der er visse forventninger til, hvad der nu skal ske."

Han tog en indånding. "Men set fra mit udgangspunkt er der ingen grund til at gøre noget forhastet. Vi har mange år foran os og arvinger er ikke presserende. Jeg finder det bedst at... Vente og det er min forhåbning, at du er enig."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis øjne gled op mod hans ansigt, men hun så ikke overrasket ud over hans tilgang til deres ægteskabelige pligter. For han havde ret, foruden at der ikke stod nogen og ventede på potentielle arvinger, så var han en del ældre end hende. Men han troede naturligvis også at hun var urørt. Hun smilte dog.

Selvom hun havde forberedt sig på det, og noget i hendes tanker havde fået maven til at slå koldbøtter, så kunne hun sagtens stille sig bag hans forslag og nikkede. "Det vil også give os tid til at lære hinanden bedre at kende" tilføjede hun.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var lidt nervøs for om hun ville tage det som en fornærmelse, men var tydeligt lettet, da hun ikke gjorde. Det gjorde noget godt for hans billede af hende og han smilede svagt, men reelt.

"Det var min forhåbning," svarede han, lettet over, at han ikke skulle tage en attenårig piges uskyld den aften og det var med sænkede skuldre, at han tilbød hende sin arm.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis ville ikke indrømme overfor ham at der havde været noget ved det der havde føltes som et slag; Hendes indre dæmoner om skønhed pustede til ilden og med et følte hun sig næsten ikke værdi til hans godhed. Alligevel smilte hun og tog hans arm.

Der var ikke langt, og da døren blev lukket bag den slap hun hans arm og gik om bag ved påklædningsvæggen der var trukket ud over i det ene hjørne. Det var ikke fordi hun var genert, men nok mere for Cyrans egen skyld at han ikke skulle stå og betragte hende klæde sig af.

Hun havde frabedt sig at en tjenestepige hjalp hende denne aften, for i alle andres tanker ville de have overladt sig til lidenskaben.

[Cyran af Lemaux]

Cyran holdt respektfuldt ryggen vendt til, selv på trods af skærmen og ville have gjort det uanset. Imens løsnede han sit eget bælte og klædte sig af til hoser. Han trak en lang natskjorte på, før han også efterlod sine underbenklæder i en pænt foldet stak. Soldatens vane.

"Er der en side af sengen, du foretrækker?" spurgte han og vendte sig ikke for at se, om hun var færdig.

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis trak sin natkjole over hovedet og trak fingrene igennem det efterhånden lange brune hår. Det blev let flettet så den hang ned over hendes ene skulder før hun trådte frem fra skærmen. Hun tog en tung indånding; selvom der intet skulle ske var det alligevel nyt for hende igen at dele seng med en anden.

"Den længst fra døren" svarede hun og gik hen og trak tæppet og skindet til side på venstre side af sengen. Måske var det sådan de fleste kvinder havde det; hvis der nu kom nogen.

Hun kravlede ind under og lagde sig på siden, imens blikket forblev mod Cyran.

[Cyran af Lemaux]

Cyran nikkede og tog selv plads i den modsatte side af sengen. Det var uvant for ham at dele den med en kvinde. Ikke fordi han var uerfaren, men fordi han slet og ret var et nogenlunde anstændigt menneske. Med en stor undtagelse, naturligvis...

Det tænkte han ikke på nu. I stedet lagde han sig nogenlunde til rette og så over på sin hustru. Han smilede mildt. "Jeg beklager på forhånd, hvis jeg snorker. Jeg har ikke hørt klager over det i min tid i barakkerne, men det er mere reglen end undtagelsen."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis var både enormt træt, men havde også en utrolighed i sig, der gjorde at hendes øjne ikke faldt i med det samme. Hendes hånd blev lagt let under hendes kind, og hun trak benen let op under kjolen, og lå næsten sammenrullet som en kat.

"Min søster siger at jeg af og til sover uroligt, og hvis jeg har mareridt, på du gerne vække mig" svarede hun stille. De onde drømme syntes at have stået i kø siden hendes følelser braste for Elyot. Hun håbede inderligt at det ville holde op nu.