Endelig afsat

[Cyran af Lemaux]

Cyran rynkede lidt på brynene over hendes ord, men i sympati mere end noget andet. Han kendte til mareridt. Havde dem selv, særligt efter krigen. Han havde mistet gode mænd.

"Har du ofte mareridt?" spurgte han dæmpet.

[Mirielis af Lemaux]

"Det sidste år har været hektisk" svarede Mirielis, uden at komme ind på hvad præcis der var sket. Hvis hun en dag blev forelsket i Cyran og fandt sin styrke tilbage ville hun måske fortælle ham sin historie. Det åd hende op indefra ikke at have nogen at snakke med. Ingen at betro sig til at hun havde en søn; den smukkeste dreng, med de røde skær i sine lette lokker.

Hun trak vejret dybt ind. "Men et par gange om ugen.. Nogen gange kommer det an på hvor stresset jeg er"

[Cyran af Lemaux]

De havde mere til fælles end nogen af dem vidste. Cyran havde selv en søn, som han ikke kunne se og som det ville forblive sådan med for altid.

"Jeg lover at vække dig, hvis jeg oplever det," svarede han. "Hvis det er, hvad du foretrækker."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis nikkede. "Det er det. Det er forfærdeligt at være fanget i en ond drøm" svarede Mirielis og sukkede svagt. Forhåbenligt ville Cyrans tilstedeværelse være nok til at de ikke ville komme så tit.

Måske var han i virkeligheden hendes redning.

Hun løftede den anden hånd ud fra tæppet og strakte den frem mod hans ansigt. Blidt strøg hun den over hans kind. "Vil du ikke også vække mig hvis du vågner før mig?" hviskede hun

[Cyran af Lemaux]

Cyran så lidt overrasket ud over hendes kærtegn. Det føltes en anelse mærkværdigt, fremmede som de endnu var, men trods alt ikke ubehageligt og han trak sig ikke væk fra det.

"Jeg står op før daggry og rider mod barakkerne," svarede han og rynkede lidt på brynene. "Ville du ikke hellere foretrække at sove længe?"

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis lagde sin hånd under tæppet igen som hun trak tættere omkring sig. Hendes øjne blev i et split sekund store over hvor tidligt han ville tage afsted. Alligevel nikkede hun.

"Bare for at fortælle mig, at du går" svarede hun i et smil. "Jeg kan godt falde i søvn igen bagefter"

[Cyran af Lemaux]

Cyran var ikke en af den slags adelsmænd, der slængede sig dagen lang. Han havde arbejde at gøre og soldaterne kunne ikke bruge en kaptajn, der ikke var der.

Hendes bøn gav dog mening for ham, så han smilede selv mildt. "Det skal jeg gøre, så," lovede han. "Sov godt."

[Mirielis af Lemaux]

Mirielis smilte og nikkede en enkel gang. "Sov godt" hviskede hun stille og vendte sig om for at puste lyset ud så der blev helt mørkt i værelset.

Hun lagde sig bedre til rette i sengen og lukkede øjnene og faldt snart i søvn.

Afsluttet