En kvinde i nød

[Lucille Cadieux]

Da han gentog ordet, vidste hun at han smagte på det. Hun nikkede, uden at det rolige smil forlod de bløde læber. "Ja. Det er det, men jeg møder mange interessante mennesker. Folk der har rejst længere end jeg kan drømme om." Sømændene der betalte for hende tid talte dog ganske vist ikke om deres rejser. Jo, måske efter, selvom det ofte var der hun lyttede mindst.

"Det gør det skam," Forsikrede hun ham om og fangede hans blik med sit. Bevidst flakkede øjnene mellem hans, mens de gik det sidste stykke mod værtshuset. "Det er min fridag i dag, så det kunne være skønt at kunne hvile fødderne lidt og få én af de skummende øl selv, frem for at servere dem."

Ikke længe efter, var væbnerens hest blevet tøjret foran værtshuset. Stedet var måske snusket og øllen lidt krydret, men det var her hun snart bragte væbneren og hende selv noget at drikke i et bord i en af krogene. I denne del af værtshuset, vidste dem der arbejdede da også udmærket hvem hun var, men af samme grund var det godt at hun havde brugt sig rigtige navn.

"Skål." sagde hun og hævede kruset mod væbnerens.

[Lanval af Suilleaux]

Det havde Lanval ikke tænkt over. At man mødte en masse mennesker gennem den slags arbejde. Det var virkelig anderledes end at være væbner, han mødte selvfølgelig folk af og til men i sin dagligdag beskæftigede han sig mest med dem han kendte i forvejen. Han smilede og nikkede som svar til hendes andre ord og fulgte derefter med hende ind på værtshuset efter hesten var blevet tøjret udenfor.

Da øllen blev sat på bordet, lagde han fingrene om sit krus og løftede det mod hendes. "Skål." Bemærkede han og smilede skævt, hvorefter han drak en tår. Det var længe siden at han havde fået øl og smagen var sød og forfriskende i hans mund.
"Tænk at De tør arbejde her, jeg kender ikke mange kvinder der ville kunne holde til det." Sagde han og nikkede anerkendende. "De må have lidt mere hård hud, end De ser ud til" Kommenterede han.

[Lucille Cadieux]

Krusene mødtes på midten og skummet skvulplede da også en anelse i dem. Hun betragtede ham over kanten, da hun tog den første tår. Øllen var måske ikke byens bedste, men krydderierne der var smækket i gjorde måske op for at vandet ikke nødvendigvis var det reneste. Det var dog bare spekulationer og ikke ligefrem hendes fokus nu. Ølskummet blev diskret fanget med tungespidsen, da hun sænkede kruset.

"Mh, det er sødt af Dem at sige," bekræftede hun med et smil. Øjnene bevægede sig over hans ansigt i interesse. "Det kan skam være hårdt, men min hud er da endnu blød." Den ene mundvige hævede sig blidt over den anden.

[Lanval af Suilleaux]

Det var nok noget af det mest direkte som Lanval havde hørt fra en kvinde før og han blev et øjeblik helt chokeret over hvad hun sagde. Han rømmede sig diskret og tænkte, at han måske havde misforstået hende, eller at hun ikke havde ment det sådan. Det måtte være hans tanker der var syndige, ikke hendes.

"Det. Øhm." Bemærkede han og drak en tår af sin øl. "Det ser da også sådan ud Frøken." Bemærkede han i en rationel tone og forsøgte at holde hovedet koldt. Han forstod slet ikke hvad der skete, han måtte have tabt hovedet på vej hen til kroen for han kunne slet ikke tænke klart. Derefter sagde han ikke mere, for han vidste simpelthen ikke hvordan han skulle opføre sig, klappen var gået og han sad bare og gloede dumt på hende.

[Lucille Cadieux]

Det var en katten-efter-musen leg, men Lucy var i så fald en temmelig utålmodig kat. Summen af mønter der havde drevet hende i dag var mere end gavmild, og det var måske derfor motivationen ikke ligefrem fik tungen til at formulere en masse udenomssnak. I stedet betragtede hun væbneren, uden nogen form for uærlighed over det sitrende smil. For hans reaktion var kær om noget.

"Jeg ville ikke gøre dem forlegen. Det beklager jeg," sagde hun blødt, før hun fugtede ganen med endnu en tår. "Jeg kan måske være lidt... ligefrem."

[Lanval af Suilleaux]

"Det må man sige Frøken." Sagde han og tog en tår af sin øl. "Det er vel også i orden, jeg er bare ikke vant til det." Bemærkede han og stirrede stadig lidt dumt på hende. Han vidste ikke ligefrem hvad han skulle gøre.
"Men. Jeg vil jo ikke, jeg vil ikke skade Deres ry." Sagde han og så overvejende på hende. Han var altså ikke den slags mand der ødelagde en kvindes liv med en skandale.

[Lucille Cadieux]

Knægten var så jomfruelig som man kunne være. Han havde ikke ligget med en kvinde, og Lucy havde gjort sig sine teorier gennem tiden om at dé mænd der ikke havde, ofte var dem der behandlede hende mest menneskeligt. Samtidig kunne denne mand, overfor hende ved det smalle bord, ikke vide hvem hun var. Eller om det ry hun havde der nok, efter hans mening, allerede var godt skadet.

"De er en god mand," sagde hun, mens to fingre pillede lidt ved krusets kant - i en diskret, men næsten kælende bevægelse. "Deres ord er pænere end mange af dem man høre et sted som dette."

[Lanval af Suilleaux]

Lucy talte i den grad til Lanvals fantasi og han forstod ikke helt hvordan, men hun fik hans hoved fyldt med syndige tanker, som han normalt ikke brugte sin tid på. Det var måske også fordi, at han ofte havde så travlt at der ikke var tid til at ligge og tænke på piger.
"Jeg er jo adelig og godt opdraget Frøken." Bemærkede han. "Det er vigtigt at være en god mand, når man er ridder." Sagde han, uden at have nogen ide om hvor dårligt mange af mændene i den adelige stand behandlede deres hustruer.
Derefter så han ned i sit krus med øl og drak lidt mere, det var ved at være sent og han måtte snart komme videre.
"Jeg må hellere komme tilbage, når jeg har drukket færdig, men hvis De har lyst til at jeg kommer forbi igen, så ville det være mig en ære." Bemærkede han.

[Lucille Cadieux]

Aftalen Lucille havde indgået med Hr. Xs sendebud havde ikke været tidskonkret. Desuden vidste hun hvordan en mand kunne længdes mere i savnet efter det han potentielt kunne få. Derfor nikkede hun ved væbnerens sidste ord.

"De er altid velkommen. Selvfølgelig har jeg lyst." sagde hun, skålede kruset mod hans og tog endelig afsked med væbneren under bukkede vipper og al forventning om at han ikke havde sat benene i kroen for sidste gang.

Luk