En kvinde i nød

[Lanval af Suilleaux]

Lucille Cadieux
21. januar

Skyerne hang tungt over landet og gav et indtryk af at det snart ville begynde at regne. Lanval stod på havnefronten og betragtede skibene der var ved at læsse af og på. Han og nogle andre væbnere var blevet bedt om at sørge for at nogle af varerne til paladset kom sikkert gennem byen, det var egentlig ikke deres normale opgaver, men der var åbenbart sygdom blandt vagterne i øjeblikket så alle måtte tage deres del. Det tog dog lang tid for varerne at blive placeret på vognen og de var ikke engang halvvejs, da Lanval bemærkede noget i sin øjenkrog.

En høj skinger lyd, tumult og en skikkelse der løb hurtigt væk. Det tog blot et par sekunder for Lanval at sætte af på sin hest og ridde gennem menneskemylderet, der spredte sig som en fugleflok i himlen. Tyven var hurtig, men det var svært at løbe fra en hest og til sidst slap han posen med penge og lod den falde ned på brostenene. Lanval trak i sin hest's tøjler og fik stoppet hesten op, for derefter at hoppe af i en glidende bevægelse og videre ned på jorden. Han samlede pungen og et par mønter der var faldet ud af den op og så sig lidt omkring. Menneskene på havnen var allerede faldet til ro og efter et øjeblik var det som om der intet var sket og folk gled tilbage i deres daglige rytmer.

Lanval havde dog alle intentioner om at aflevere pungen, så han trak hesten tilbage til det sted hvor han havde set tyveriet og spejdede efter det han havde syntes så ud som en lidt yngre kvinde.

[Lucille Cadieux]

For Lucy var det alfa og omega at få mere indflydelse i Den Skøre Hat. Da et sendebud dog havde søgt frem til bordellet og hvisket noget i hendes ører, smagte ideen for sødt. En betydelig kunne nemt lokke en forhenværende tyv. Især fordi drengen der hele handlede om var så ung og endnu ikke havde ligget med en kvinde. Det ville blive lettjente penge. Selvom hun tvivlede på at Damien Sølvtunge   ville bryde sig om at hun lavede forretning udenom bordellet, hvad end det var på en fridag eller ej.

Desuden involverede det hele en smule skuespil. At dømme på hvad denne hemmelige rigmands sendebud havde sagt, skulle knægten ikke vide noget som helst om hendes erhverv, eller at penge var involveret i den ømhed hun måtte vise ham. Grundet hendes fortid som gadebarn, og hendes kontakter i tyveriet, var det nemt at kreere dette scenarie ved havnefronten.

En pung blev stjålet, et skrig løb gennem en kvindehals og hestehove hamrede mod brosten. Lucy skævede op mod den unge væbner, efter at have løbet et par skridt i retning af tyven, blot for at give op på halvvejen, selvom benene sagtens kunne bære hende længere. Hun satte sig på hug, så kjolens sømme blev lidt sølede, for at samle en mønt eller to op fra revnerne. Blikket gled op, før hun rejste sig, og søgte væbnerens i mængden. Som aftalt, var pungen blevet tabt - og nu holdt han den i sine hænder.

"Ved Mithras... Jeg troede ikke jeg skulle se den igen." Rollen som rystet og overvældet kvinde i nød blev bestemt efterlevet.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval så ned på den unge kvinde, mens hun rejste sig. Han havde måske ikke lagt mærke til det tidligere, men hun var muligvis en af de smukkeste unge kvinder han havde set. Det gjorde ham et øjeblik helt forvirret, men han formåede da at gå hele vejen hen til hende og række hende pungen. Han rømmede sig afdæmpet.

"Der er heldigvis mennesker i denne verden, der forsøger at gøre det rigtige." Bemærkede han, mens han stod og kom til at glo lidt på hende. Han fangede dog sig selv i sin opførsel og lagde derefter en hånd på sin hests mule, for at berolige den yderligere.
"De skal passe bedre på Frøken, der er alle typer mennesker herude på havnen og man kan nemt løbe væk hvis man har lovløse planer." Sagde han, måske en smule belærende.

[Lucille Cadieux]

Selvom hun aldrig havde været bange for at se folk i øjnene - selv når hun virkelig burde - slog Lucy flygtigt blikket ned, efter det havde kollideret med væbnerens. Det gjorde det også nemmere ikke at vise ham den mildt-underholdte glød i blikket over hans måde at omtale tyvene på. Isærnår hun selv havde været en.

Hun sænkede hagen og nejede høfligt, før hun rakte hånden frem og tog den fremrakte pung. Væbnerens blik mærkede hun mod sig og det var bag letbukkede, mørke vipper at hun endelig fik kontakt med det igen.

"Ja, Sir. Jeg var uforsigtig," Hun var blevet fortalt hans rang, men brugte en højere titel om ham temmelig bevidst. Et varsomt smil krusede om hendes læber, uden hun slap hans blik. Han var en køn dreng, i det mindste. "Tusind tak. Man kan vel sige at jeg står i gæld til Dem."

[Lanval af Suilleaux]

En ung knægt som Lanval havde ingen erfaring at stå imod med i forhold til alle hendes små yndige bevægelser. Han troede rent faktisk at kvinde opførte sig sådan, hvad skulle han ellers tro, han havde brugt det meste af sit liv på at lære at slås, han vidste intet om det andet køn. Hendes erkendelse og blufærdighed fik ham til at få sympati med hende. Det måtte også være hårdt at være ung kvinde i en by som denne, det var godt der var mænd som ham der kunne hjælpe dem.

Det var sjældent han blev kaldt Sir og det sagde måske lidt om hende, om at hun ikke vidste særlig meget om paladset, men hun lignede da heller ikke ligefrem en fin dame også når hun gik rundt alene.
"De smigrer mig, jeg er blot væbner frøken, jeg har ikke fortjent at blive tiltalt Sir." Sagde han. Ingen skulle tro at han rendte rundt og lod som om han var noget han ikke var.

"Det ved jeg nu ikke Frøken. Det er en del af mine principper at hjælpe mennesker i nød uden at forvente noget igen." Bemærkede han og løftede hagen en smule.
"Og er Deres forældre ikke i nærheden? Eller Deres husbond?" Spurgte han. Han havde ikke rigtig lyst til at efterlade hende, men han skulle jo også tilbage til sine pligter. "Jeg vil gerne følge Dem hjem." Sagde han. Han måtte bare forklare situationen senere.

[Lucille Cadieux]

Det var klart at hun gjorde mere ud af det. Selvom hun havde klædt sig en anderledes og mere nedtonet end hun på arbejdet, var snørerne ved livet stadig fæstnet tæt og til fordel for brystpartiet. Vipperne blev blinket lidt mere end nødvendigt, men uden at være aggressivt overdrivende. Hun var en glædespige... Sommetider var det som at være skuespiller.

Hun skænkede ham et næsten beklagende smil, mens hun fæstnede pungen ved hoften. "Oh. Den måde De stormede afsted på var bare meget ridderlig," forklarede hun sig, før noget af det brune hår der var tumlet lidt ud af fletningen blev skubbet tilbage fra ansigtet med to fingre.

"Nej, jeg er alene. Men De behøver virkelig ikke... De har allerede gjort så meget."

[Lanval af Suilleaux]

Det var næsten morsomt så nemt det var at få Lanvals opmærksomhed, for da hun først sagde at han var ridderlig, havde han det som om at han ville eksplodere af stolthed. Han rettede sig lidt op og smilede en smule smørret.
"Årh, det var da ingenting." Sagde han og lod for første gang formaliteterne forsvinde lidt.

"Er De alene?" Gentog han. "Så følger jeg Dem hjem. Det skal De ikke tænke på. Jeg vil sørge for at De kommer godt hjem og at tyven ikke kommer tilbage." Bemærkede han og havde ikke tænkt sig at godtage et nej.
"Her tag min arm, så følger jeg Dem." Sagde han og stak sin ene albue ud mod hende, så hun kunne lægge sin hånd om den som han havde set komtesserne gå på slottet. I den anden hånd tog hans hestens tøjler og førte den med sig bag sig.

[Lucille Cadieux]

Det var bestemt andre kneb der måtte implementeres i dag, end hun normalt måtte benytte sig af på værtshuset. Hun kunne ikke ligefrem bare glide over hans skød eller hviske ham i øret, men måtte gå mere varsomt til værks som start. I det mindste gik tingene efter planen indtil videre og væbneren havde da også rakt hende sin arm.

"Tusind tak," Hun vinklede hånden og de slanke fingre ind om hans arm og nikkede mod retningen de skulle bevæge sig i. Hagen blev hævet lidt da de begyndte at gå, så hun bedre kunne kigge op mod hans ansigt. Hånden krummede sig bevidst lidt tættere, da de bevægede sig over nogle ujævne brosten. Hun fugtede læberne, før hun skilte dem af for at tale:

"Der er ikke nogen der kommer til at mangle Dem?"

[Lanval af Suilleaux]

"Jo, men vi har stadig vores principper og når det kommer til mennesker i nød, så må man jo hjælpe." Sagde han og smilede blidt til hende, mens hans blik gled ned mod hendes læber. Han sørgede for at holde sig rank gående for at hun kunne støtte sig sikkert og godt til ham.
"Nu får jeg Dem sikkert hjem og så tager jeg tilbage til mine pligter, det kan vel ikke tage så lang tid, vel?" Bemærkede han og smilede skævt.
"Sig mig, jeg har vist ikke fået Deres navn?" Sagde han og kneb øjnene undrende sammen.

[Lucille Cadieux]

Mennesker i nød... Hun var endnu ikke sikker på om man skulle beundre drengens naivitet, eller om nogen måtte berede ham på at riddere ikke altid var... ridderlige. Øjnene holdt sig mod hans ansigt, mens de gik, og hun kunne heller ikke undgå at bemærke hvordan hans havde flakket mod hendes mund, da tungespidsen vædede de vinterkølige læber.

"Nej. Jeg bor ikke langt herfra," Lovede hun ham, selvom hun ikke helt kunne undgå at tænke tanken: det tager sjældent lang tid, når det er den første gang. Endnu forsøgte hun at måle ham. Vurdere hvor hurtigt hun kunne overbevise ham.

"Lucille. Eller Lucy," præsenterede hun sig. Hun kunne ligeså godt holde sig til sit givne navn. Det var nemmere at lyve om visse ting, hvis andre detaljer var sandfærdige. Det var løgnernes kunst. "Og De?"

[Lanval af Suilleaux]

Ikke lanngt væk, så var det jo intet problem tænkte han. Han kunne sagtens nå at være tilbage så lang tid det tog de varer at blive læsset på vovnen. De var kostbare, så det gik langsomt.
"Smukt navn Frøken Lucy." Sagde han lettere overrasket over sin egen evne til at give komplimenter.

Det var sjældent han skulle præsentere sig for nogen. De fleste på paladset vidste jo hvem han var og hun ville nok genkende hans efternavn når hun hørte det. Han var trods alt en slægt fra guldskjoldenes bog.
"Lanval af Suilleaux." Bemærkede han og smilede til hende. "De kan kalde mig Lanval, men sig ikke til nogen jeg har givet Dem lov." Bemærkede han med et skævt smil.

[Lucille Cadieux]

Smukt. Selvom Lucille ikke var nem at blødgøre med komplimenter, var den unge væbner noget så kær. Aldrig var hun blevet fulgt hjem af en mand på denne måde. Højest var hun blevet fulgt op til sit værelse i værtshuset, men der stank hendes ledsager ofte af alkohol og havde da også betalt for denne høflighed. Hvis da han ikke forsøgte at befamle hendes bagdel på turen op ad trappen.

"Tusind tak. Jeg har altid set det som lidt... ordinært måske," sagde hun så med en blød bevægelse ved mundvigene, der formede sig til et smil. Denne Lanval var virkelig uskyldsren, men for en pris, virkede det bestemt ikke forkert at korruptere ham.

Slægtsnavnet var hun ikke blevet overleveret før nu. Måske af en god årsag. For skulle man viderefortælle hvem det omhandlede til nogen, kunne hans sikkerhed nok blive kompromiseret endnu mere. Man fik flere penge ved at bortføre en fra guldskjoldenes bog, end at lægge med ham. "Det skal jeg nok holde for mig selv," Lovede hun så med en underholdt lyd. Hun rettede på armens greb så hun automatisk gik tættere på ham.

[Lanval af Suilleaux]

Lanval så det slet ikke som ordinært, faktisk ville han mene at det netop var unikt fordi det var så simpelt og passede så godt til hende. Lucy fik en ny side frem i ham, han havde aldrig været særlig poetisk, men nu følte han næsten at han havde lyst til at gå hjem og skrive et digt om hende.

"Tak. Man skal jo gerne sætte sig i respekt selv som væbner og det er lidt svært, hvis alle tror de kan bruge mit fornavn." Bemærkede han og smilede skævt, mens han blev meget opmærksom på hvor tæt hun gik på ham. Han rømmede sig en anelse.
"De øhm, har De et erhverv - eller måske en interesse?" Spurgte han så, fordi han havde hørt at borgerlige kvinder nogle gange arbejdede.

[Lucille Cadieux]

Rollen hun spillede nu var langt anderledes end hendes normal. Lucy havde på mange måder ben i næsen, et hidsigt temperament og en hang til bandeord. Det kom vel med at arbejde på en havnekro; en havnekro der tilmed var indgangen til et bordel. Og fra at være opvokset på gaden, hvor barmhjertighed og venlighed ikke ligefrem var noget hun havde mødt meget af.

"Så er jeg desto mere stolt over at få lov til at bruge det," sagde hun med et blødt smil, før spørgsmålet hun kom. Løgnhistorien. "Jeg arbejder på havnekroen. Som kropige." Igen holdt hun sig til én sandhed og en fordrejning. For jo, hun arbejdede på Den Tørstige Hat, men var en glædespige frem for en der serverede gæster øl. Det hun kunne tilbyde, var noget andet.

Havnekroen var desuden ikke særlig langt væk, som de fulgte havnefronten. "Jeg kan byde dig et krus. Ja, selvom De sagde at jeg intet skyldte dem, føler jeg at det er det mindste jeg kan gøre."

[Lanval af Suilleaux]

En kropige. Det gav måske meget mening, for hun virkede måske mindre nervøs overfor fremmede og mænd ende de fleste unge kvinder gjorde.
"Kropige." Gentog han for at smage på ordet og smilede lidt for sig selv. "Det må være lidt af et hårdt arbejde." Sagde han og grinede afdæmpet.

"Et krus øl?" Sagde han. "Det kan jeg vel ikke sige nej til." Bemærkede han og mærkede allerede hvor tørstig han var blevet af at stå ude på havnen og vente på varerne.
"Så lad gå da, men kun et krus, hvis det gør Dem glad." Sagde han og vendte ansigtet mod hende, mens hans sendte hende et skævt smil.