Sandheden i ord eller handling

[Sophie af Lemaux]

Foregår lige efter det første slag

Sophie havde været hjemme i lejeren da slaget var blevet slået. Det sidste hun huskede før lugten af røg, og sårede riddere og soldater kom tilbage var Robion af Suilleaux der med sine to lærlinge havde hastet dem til undsætning. Selvom hun gjorde alt hvad hun kunne for at hjælpe hvor der var behov for det, søgte hendes blik ham hele tiden i håb om at finde ud af hvad der var sket.

Heldigvis var han ikke såret, selvom han lige så godt kunne have fået en klinge gennem brystet. Han var så drænet at det var livsfarligt, og hurtigt blev han bragt til sit værelse i den slidte borg til hvile. Et par enkle magikere med gaven i helbredelse havde givet ham noget at styrke sig på, men de havde været nødt til at vende tilbage til de andre der var såret.

Sophie havde meldt sig til at holde øje med ham, og heldigvis fandtes der også urter der kunne øge hans energi og få ham på fode igen. De grønne øjne søgte hans ansigt og hver eneste gang han bevægede sig, eller sagde noget var hun ved ham. Selv var hun stille og skiftede bare den kolde klud mod hans pande.

[Robion af Suilleaux]

Ingen havde haft lyst til at efterlade de værdifulde magikere ved frontlinjen, selv hvis slaget var vundet. Robion havde fået lov at sove nogen tid, men så måtte de afsted og da han nåede tilbage til fortet, var han så udmattet, at han knapt kunne holde sig på hesten.

Han gik ud som et lys, da han ramte lejet og der gik mange, mange timer, før han så meget som rørte en muskel. Da det skete, var han ikke ved bevidsthed og ville intet huske af, hvad han havde sagt i sin uendeligt dybe døs. Der gik i hvert fald et døgn, før han langsomt åbnede øjnene.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde været svær at rokke ud af stedet, men der var tidspunkter hvor hun var nødt til at løsrive sig, og overgive Robion i nogen andres varetægt. Han sov alligevel det meste af tiden, og dagene smeltede så meget sammen at hun ikke engang selv kunne finde ud af hvor lang tid han havde sovet.

Hun sad på en lille skammel ved hans side og kvaste urter så de på et senere tidspunkt kunne blive brugt som salve. Det gik et øjeblik før hun opdagede at han mere eller mindre var ved bevidsthed, selvom han endnu ikke havde sagt noget. Hun stoppede sin bevægelse med den ene hånd og satte morteren på gulvet for i stedet at rykke tættere på.

"Hej.." hviskede hun stille og måtte bruge alt sin kraft på ikke at bryde sammen i gråd.

[Robion af Suilleaux]

Robion havde brugt flere kræfter end nogensinde før i sit liv og bevidstheden om, at det var derfor han nu var uendeligt træt og øm, meldte sig langsomt. En ringe pris at betale, for det Mithras havde ladet ham præstere.

Han blinkede tungt og drejede kun langsomt hovedet. Hun var sløret først, men de røde krøller afslørede hende, før han kunne se hendes ansigt skarpt.

"Vand," sagde han og stemmen var slidt.

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde lyst til at fortælle ham hvor dum han havde været at det kun havde været de tre der var taget af sted for at mødes med de andre ved fronten. Hun var sikker på at hun kunne have ydet stor hjælp med sin egen gave. Men det undlod hun at kommentere på. I stedet betragtede hun ham indgående.

Hun nikkede hurtigt og rakte ham lerkruset med vand der havde stået klart. "Her.." svarede hun stille, og satte sig så hun bedre kunne hjælpe ham med at få støtte.

[Robion af Suilleaux]

Robion var tilpas tørstig til, at han tillod Sophie at hjælpe, fremfor først at bakse sig helt op at sidde. Han sank og lod sig falde tilbage igen med en dæmpet, anstrengt lyd.

Han lod øjnene falde i igen, stadig træt og øm, men han fandt, at han ikke havde et problem ved at lade hende se det.

"Hvor længe er der gået?"

[Sophie af Lemaux]

"Lidt over et døgn" svarede Sophie med rolig stemme. Størstedelen af de tilskadekommende modtog stadig behandling, mens en lille gruppe langsomt kom til hægterne. De øverste generaler var allerede i gang med at planlægge et modangreb. Selve lejeren var stille end nogensinde før havde været og man mærkede tydeligt at mange af de unge var helt modløse, til trods for at fjenden var blevet drevet væk. Det var stadig ingen sejr.

Hun satte kruset på det lille bord ved sengens side, og reagerede impulsivt da hun lukkede sin hånd om hans. Hun var fuldkommen ligeglad med regler, og hvorvidt han ville tillade det eller ej.

[Robion af Suilleaux]

Robion slap en dæmpet lyd og hans hjerne registrerede det. Til gengæld var han ikke meget opmærksom på hendes hånd i hans og han gled lidt hen igen.

Om der gik fem minutter eller to timer, før han rørte på sig igen, havde han ikke den fjerneste anelse om.

[Sophie af Lemaux]

Sophie sad ikke hele tiden med hans hånd i sin, men af og til strøg hun fingrene over håndryggen, og lod dem hvile mod hans knoer. Morteren var blevet byttet ud med et broderi. Af alle ting hun havde pakket, var det havnet i hendes bylt af ejendele. Hun havde aldrig været i krig, men hun vidste at når man var væk hjemmefra, ville der være huller i dagene der ville kræve beskæftigelse. Selvom hun aldrig havde håbet på at hun ville få brug for det som nu.

Da han igen virkede til at være ved bevidsthed lagde hun det fra sig, og søgte mod hans leje igen. Uden at sige noget betragtede hun ham.

[Robion af Suilleaux]

Robions hoved føltes bare en anelse mere klart, da han slog øjnene op igen. Han var stadig tørstig, men denne gang skubbede han sig op at sidde.

Det var en kraftanstrengelse, men det gik og først da gik det op for ham, at han ikke var alene. Hans bryn trak sig let sammen.

"Sophie," lød det hæst. "Hvor længe har du været her?"

[Sophie af Lemaux]

"I to dage. Du har været ind og ud af søvn mindst ti gange det sidste døgn" svarede Sophie roligt selvom hendes stemme var fuld af bekymring og lettelse nu hvor han selv havde sat sig op, og sagde mere end et enkelt ord. Hendes grønne øjne var store som hun studerede hans ansigt.

Hun havde lyst til at ruske i ham og tvinge ham til at love at han aldrig gjorde nogen ligene igen.

[Robion af Suilleaux]

Robions bryn trak sig sammen over hendes ord, men han lod hende tale ud. Imens rakte han ud og tog det krus med vand, som han fik øje på. Han tømte det og satte det igen.

"Min krop har haft brug for hvile," svarede han hæst. "Hvilken begrundelse har du brugt for at være her så længe?"

Han vidste at der måtte have været adskillige forbi for at se ham.

[Sophie af Lemaux]

"Langt det fleste helbredere har måtte blive tilbage hos de andre, og det vigtigste var at nogen holdte øje med dig, som kunne sende bud hvis der skete noget" svarede Sophie roligt, selvom hendes hjerte næsten løb afsted med hende.

"Jeg har desuden selv haft brug for brug for ro til at kunne lave salver" endte hun med at afslutte før hun rykkede sig tættere på. Som han selv var kommet ind på havde han haft brug for at hvile sig.

[Robion af Suilleaux]

Robion lyttede, men det var en acceptabel undskyldning og det var ikke ulogisk med en kollega fra universitetet. Så han nikkede. Ønskede at han havde endnu et krus vand, men han skubbede behovet bort.

"Sarah og Danae?" spurgte han i stedet.

[Sophie af Lemaux]

"De har det begge godt. Ved bevidsthed, men hviler endnu" svarede Sophie og smilte let. Det var betænksomt af ham at han næsten instinktivt spurgte til sine elever, og hendes hjerte sprang et ekstra slag over. I en lomme inderst i hendes kjole lå et brev som var adresseret til Robion. Det var næsten lige kommet, men hun anede ikke hvorvidt han var klar nok i hovedet til at læse det, selvom hun ikke anede hvilke nyheder der ventede hjemme fra.

I stedet klemte hun hans hånd igen ude af stand til at få ordene på gled, selvom der pludseligt var så meget hun gerne ville sige.