Sandheden i ord eller handling

[Estelle af Suilleaux]

Forpligtelsen var på ingen måder Estelle's, der var andre der kunne have skrevet om morens omkomme, alligevel havde den unge pige insisteret på selv at skrive brevet. En opgave der havde syntes langt nemmere i teori end det skulle vise sig at være i praksis, da hun først havde taget plads foran skrivepulten.

Med rød bulnede øjne blev de første linjer blev nedfældet, overstreget og gen forfattet til et færdigt brev foran foran hende. Lukket med Suilleaux sejl.

Til Magus Robion af Suilleaux, 

Kære Pére,

Det er med stor beklagelse at jeg skriver til dig, men selv i krigstider går resten af verden videre og mamans sygdomstilstand var ingen undtagelse. 

Mortem besøgte maman i nat.
Helbrederne har forsikret mig om hun ikke led, at hun fulgte ham uden modstand. De gav mig til at se hende ved morgengry. Hun så fredfyldt ud.
Er jeg forkert for at ønske Mortem havde strakt hende sin hånd tidligere?

Jeg håber ikke at krigen er alt for hård ved dig og Lanval af Suilleaux , at I kommer hjem uden alt for mange ar på krop og sind.

De bedste hilsner

Din datter, Estelle af Suilleaux

[Sophie af Lemaux]

Sophie betragtede ham indgående. Hun anede ikke hvad der stod i brevet, men antog at det var vigtigt, siden det overhovedet var blevet sendt. Hun så hvordan hans ansigtstræk forandrede sig, og i et splitsekund var hun næsten bange for at spørge ind til det.

Hun gjorde det dog alligevel og løftede sin hånd og lod det hvile mod hans lår, oven på skindet. "Det er alvorligt." konstaterede hun men så alligevel både spørgende og undersøgende ud.

[Robion af Suilleaux]

Robions tanker kørte allerede. Han burde måske føle dyb sorg, men han tænkte mest af alt på sin datter. Lancelin af Suilleaux ville naturligvis sørge for at gøre de rette arrangementer, hvis ikke han selv nåede hjem til begravelsen. Muligvis måtte han rejse afsted. De falanistiske tropper ville dog være blottet uden ham.

Alle de praktiske tanker nåede at fare gennem hans hoved, før Sophies hånd trak ham tilbage til virkeligheden. Han tog en dyb indånding og foldede brevet sammen.

"Min hustru er gået bort," konstaterede han og tonefaldet afslørede ikke meget om, hvordan han havde det med det.

[Sophie af Lemaux]

Det var ikke hvad Sophie havde regnet med at høre, og hun vidste slet ikke på hvilke følelser hun skulle reagre; lettet eller bekymret. I stedet klemte hun let hånden om hans lår, og trak sig ned på lejet at sidde i stedet for. De grønne øjne flakkede mod hans ansigt.

"Robion.. Det gør mig ondt" hviskede hun stille. Hun vidste godt at det ikke længere var et lidenskabeligt ægteskab, men hun havde alligevel givet ham to sunde og raske børn. Det vidste hun betød noget.

[Robion af Suilleaux]

Robion slap en udånding og gned sig over panden. Det var det værste tænkelige tidspunkt og hans tinding dunkede lidt. Han nikkede til Sophies ord.

"Jeg må tale med kommandanten," konstaterede han. Han kunne dårligt efterlade magikerne og tropperne, men havde han noget valg?

[Sophie af Lemaux]

Sophie havde ikke regnet længere ud end at nyheden betød forandring. Hun blinkede derfor lidt over de næste ord og mærkede instinktivt at hun havde lyst til at forhindre ham i det. Selvom hun ikke ville stå ved jalousien var den mærkbar; og den irriterede hende.

"Naturligvis, men du har ikke tænkt dig at rejse hjem? Robion du er stadig ikke ved din fulde styrke.. og." hun tav og slog blikket ned. Hun ville ikke overtræde hans grænse og hun havde på fornemmelsen at hun enten allerede havde gjort det, eller var tæt på.

[Robion af Suilleaux]

Robion tog ikke hendes spørgsmål til sig som noget negativt. Det spejlende hans tvivl og han åndede ud. Gned sig lidt over den ene tinding.

"Det ved jeg ikke," svarede han ærligt. Det var grunden til, at han måtte tale med kommandanten. "Jeg har brug for tid til at tænke over det."

[Sophie af Lemaux]

"Så tager jeg med dig" forsikrede Sophie ham, uden at blinke og uden overhovedet at have tænkt det igennem. Nok var hun med som magiker, men de havde ikke haft brug for hende til første slag, og det var begrænset hvad hun kunne gøre, samlignet med helbrederne. Hvis han skulle rejse i den tilstand han var i nu, ville han få brug for hjælp.

Hun løftede hånden for at afbryde eventuelle indvendinger. "Du må ikke nægte mig det" bad hun til sidst og rykkede tættere på. Hun greb ud efter hans hånd; de slanke fingre gned let over hans håndryg.

[Robion af Suilleaux]

Robions bryn trak sig sammen over hendes ord og han så til hendes hånd. Så rystede han på hovedet.

"Nej," lød det, trods hendes bøn. "Du kan ikke tage med," konstaterede han. Det var hans hustrus begravelse. Alt, hvad han gjorde, ville blive analyseret på.

[Sophie af Lemaux]

Sophie kunne mærke at hun blev oprigtig såret over at han nægtede hende at tage med ham, selvom hun også forstod fornuften i det. Hendes flik flakkede over hans ansigt før hun trak hånden til sig igen.

Hun forstod pludselig sin plads i det hele; hvor lidt hun havde at sige. Hun rykkede lidt på sig før hun langsomt rejste sig. "Jeg må hellere.." Hendes stemme var næsten kun som en let hvisken.

[Robion af Suilleaux]

Robion tænkte for sig selv, at det måske ville blive problematisk i fremtiden, hvis Sophie ikke kunne forstå, hvorfor det ikke kunne lade sig gøre. Han kunne ikke tage sig af det lige nu.

Han var ikke nogen øm mand og slet ikke lige nu. Han var træt, havde lige fået dårlige nyheder og havde alt for meget, han skulle tænke på.

"Jeg må også tale med hærførerne," sagde han derfor blot og rejste sig. Han var uendeligt træt, men der var ikke andet for.

[Sophie af Lemaux]

Sophie vidste godt at hun ingen ret havde til noget som helst, og at hendes følelser lige nu løb afsted med hende. Derfor vidste hun også at det bedste for dem begge nu var afstand. Hun regnede dog med at han ville henvende sig før eller siden.

Hun havde lyst til at bede ham om at holde hende underettet, eller give besked når han vidste mere. Alene behovet for hans nærhed og kontakt sitrede. Men hun nikkede let mod ham før hun forlod værelset.

Afsluttet