Vores lille hemmelighed (s)

[Cateline af Rouvry]

Foråret 842

"Schhh," tyssede Cat bestemt, men stadig smilende, da hun skubbede døren i til det lille, støvede rum, hvor tjenestefolk opbevarede duge og gobeliner, der ikke var i brug. "Ingen må høre os," hviskede hun. "Vi er her slet ikke."

Det var et generelt mønster for hende, når hun var sammen med Cléore af Beauvy. Hemmelighedskræmmeri og maskespil.

Hun greb fat om veninden og trykkede hende op imod den lukkede dør. Så fandt hun hendes bløde, eftergivende læber og fortabte sig i dem.

Cat var ikke ulykkelig i sit ægteskab. Ikke utilfreds. Men hun kunne heller aldrig blive helt tilfreds uden Cleo. Ingen kunne få hende til at føle som Cleo gjorde.

[Cléore af Beauvy]

Cleos mørke øjne syntes næsten storte af begær som det hvilede mod veninden, kun lige knapt kunne ane i det halvmørke rum de snart befandt sig i. Hun kvalte et grin og rystede overbevisende på hovedet. "Slet ikke.." hviskede hun stille. Lige nu var hun alt hvad der betød noget.

Blidt men bestemt førte hun sin slanke hånd om i nakken på Cat så hun kunne holde deres ansigter tætte mod hinanden og gjorde kysset endnu dybere end det allerede var.

Hvor Cat ikke kunne klage over det ægteskab hun var havnet i, så kunne Cleo i den grad beklage sig. Hendes mand var ikke grim, eller uinteressant. Men interesserede sig bare ikke for hende. Både til hendes overraskelse og til hendes irritation. Så ingen kunne vel undre sig over at hun søgte tilbage til den eneste der nogensinde havde fået hende til at føle noget så stærkt.

[Cateline af Rouvry]

Retfærdigvis ville Cat have masser af klage over, hvis hun spekulerede dybt nok over det, men det gjorde hun heldigvis ikke. Udadtil var alt perfekt. Indadtil kunne hun ikke holde sig fra Cleos bløde læber, fine krop og bekræftelser. De var begge to lede og ondskabsfulde overfor udefrakommende og mindre vigtige mennesker end dem selv, men de kunne være blide i mørket sammen. Hun var blid nu, men også insisterende.

De prøvede begge at være stille, men udenfor døren stod en af Lucien af Rouvry's tjenestefolk med øret imod træet og lyttede, da dæmpede støn forlod begge kvinder. Han havde set dem gå ind og senere, ikke længe efter, stod han også bag et hjørne og så dem komme ud, rødkindede og grinende med kurs imod deres respektive hjem. Han gik direkte til sin herre, som stadig var til festen, og fortalte om hvad han havde set.

Samme nat sad Cat i Rouvrys gemakker og var ved at få håret børstet af sin kammerpige, da døren gik op.

[Lucien af Rouvry]

Lucien havde ikke ønsket sig en ny hustru og måske var det hans egen fejl, hvis hun søgte en anden seng at varme sig i. Han så det ikke sådan og han kunne stadig mærke den umiddelbare vrede ulme, selvom den var mildere nu, end den havde været, da han havde fået beskeden. Han havde dulmet den i vin; ikke nok til at være fuld, men nok til at sløre grænserne og da han åbnede døren til sine gemakker, var han stålsat.

Han sendte kammerpigen ud og eventuelle protester fra selv samme døde ud ved hans blik. Tilbage var han med sin hustru og han så på hende nu, som havde han ikke for alvor set hende før. Granskende. Han satte sig ikke, men gik op bag hende. En langfingret hånd lagde sig mod hendes skulder, fingrene ind mod hendes hals. Han så på hende i det lille spejl.

"Cateline," lød det fra ham, næsten blødt. Faretruende. "Du har ikke været ærlig overfor mig."

[Cateline af Rouvry]

Cateline drejede sig ikke om, da Lucien kom ind. Da kammerpigen lagde børsten skyndsomt fra sig på bordet og gik, hævede hun et bryn, men ét blik på hans udtryk fik hende til at undlade at stille spørgsmål. Hendes hår var dog ikke helt glat endnu, så hun løftede børsten og fortsatte hvor den uduelige kammerpige havde sluppet. Først da Luciens hånd lagde sig imod hendes skulder, lagde hun den fra sig på bordet. Hun antog, til en start, at han ville have hende med i seng, men snart føg en kuldegysning gennem hende over hans bløde ord og billeder af aftenens hændelser genspillede sig for hende. Cleo, der krummede fingrene i hendes opsatte hår, imens hun knælede foran hende. Bløde, sultne kys. Hun fik snart den pæne hofmaske justeret, men der havde været et afslørende udtryk af chok inden da. Nu smilede hun svagt, foregivende forbløffelse, selvom hendes hjerte slog hårdt.

"Jeg kom til at drikke det sidste af den gode vin fra Triviers i forgårs. Er det det? Det er jeg ked af, Lucien. Den var for sød og god til at lade stå og blive ringere."

[Lucien af Rouvry]

Svaret fik en bølge af vrede til at gå gennem ham og hans fingre strammede sig mærkbart. "Lyv ikke for mig," advarede han, halvt mellem tænderne og selvom hans ansigtstræk ikke afslørede meget, så var der noget faretruende i blikket. En anden form for advarsel.

"Jeg ved, hvad du har foretaget dig," fortsatte han. "Troede du, at jeg aldrig ville finde ud af det?"

[Cateline af Rouvry]

De store, mørke øjne spærrede sig op over følelsen af hånden, der klemte hårdt sammen om hendes skulder. Smilet var vasket af Catelines ansigt igen på få sekunder og hendes udtryk i spejlet var ængsteligt. Blikket flakkede over hans træk og hun rykkede lidt på sig, forsøgte diskret at vride sig væk fra hånden. Det gjorde ondt.

"J-jeg..." Hendes instinkt var at foregive uvidenhed, at krybe udenom, men spillet lod til at være ude og rædslen bredte sig i hende. Hun vidste at det hun havde gjort var forkert - ikke kun fordi hun var gift. Det var unaturligt ville hendes lærerinde på pigeskolen have sagt hårdt. Hun sank og hendes blik faldt.

"Tilgiv mig," bad hun hæst. En klump sad fast i halsen på hende.

[Lucien af Rouvry]

Lucien var vred. Vred fordi nogen havde rørt ved det, der var hans. Ikke fordi han var forelsket i sin hustru, men fordi hun tilhørte ham. Han havde ikke det samme behov for at besidde hende, som han engang havde oplevet, men det var underordnet. Hun var stadig hans.

"Tilgive dig?" gentog han. Han løsnede grebet og fingrene gled et stykke længere ind over hendes hals og selvom de blot lå der, var der en trussel i det. Han bøjede sig lidt ned mod hende. Hvæsede dæmpet ud for hendes øre. "Hvis du vil have min tilgivelse, må du gøre dig fortjent til den."

Og med det slap han hende.

[Cateline af Rouvry]

Catelines øjne blev fugtige, da hans fingre dvælede ved hendes hals og truslen var mere end åbenlys. Hun bar det uden en klynken, men sad helt stiv af skræk og stirrede op på hans spejlbillede, imens hans ånde ramte hendes øre og gav hende kuldegysninger - og ikke den gode slags. Hun sank og mærkede enhver detalje af følelsen. Så slap han hende og hun sad fastfrosset i adskillige øjeblikke, før hun rejste sig.

"Lucien. Du må ikke fortælle det til nogen. Jeg lover aldrig at gøre det igen. Det var sidste gang."

[Lucien af Rouvry]

Luciens blik faldt på hende og hans øjne kneb sig sammen. For ham var det uforståeligt, at hun var mere bekymret for, at han ville fortælle det til nogen, end hun var for, at hun havde bedraget sin mand. Hun havde ydmyget ham, men det var tilsyneladende ikke hendes bekymring. Raseriet skinnede i hans blik og voksede kun under hendes ord.

"Vov ikke at fortælle mig, hvad jeg må og ikke må," snappede han af hende og trådte et skridt tættere på. Fingrene greb ublidt om hendes kæbe og tiltede hendes ansigt op mod ham. "Hvorfor skulle jeg tro på et ord ud af din mund?"

[Cateline af Rouvry]

Catelin veg bagud, men det var for sent. Fingre greb hendes kæbe og og hun stivnede i hans greb. Hendes hjerte hamrede hårdt og hendes øjne var store og rettet direkte mod hans.

"Det er jo kun Cleo," indvendte hun i en bange hvisken. "Jeg vidste ikke at det ville betyde noget. Vi er jo bare veninder."

[Lucien af Rouvry]

Måske var det tæt på det meste, som Lucien for alvor havde været investeret i Cateline. Det skænkede han ikke en tanke. Han slap hendes kæbe igen og rettede sig op. Han tårnede over hende på den måde, men han kunne ikke være ligeglad med, om han intimiderede hende. Måske ønskede han at gøre det, respektløs som hun var.

"Lad være med at spille rollen som et fjols," bed han. Han vidste, at hun var klogere end det. "Og fortæl mig så, hvad du vil gøre for at fortjene min tilgivelse. Du svarede mig ikke."

[Cateline af Rouvry]

Cateline blinkede befippet over gentagelsen af ordren, som hun ikke anede hvordan hun skulle besvare. Hun snøftede lavt ind og tog sig til kæben med lette fingre, imens hun tænkte. Hun var ikke dum, men hun vidste ikke hvad han ville ønske sig af hende, for det var ikke meget han fortalte eller gav af sig selv. En ting vidste hun dog. Han kunne lide opmærksomhed, ligesom hende, og han kunne lide den fra hoffets kvinder, selvom det ikke var ham, der havde valgt hende.

En tanke formede sig langsomt i hendes hoved og hun trykkede læberne lidt sammen imens, før hun endelig tog en dyb indånding.

"Hvad hvis du også gik i seng med hende?"

[Lucien af Rouvry]

Lucien havde accepteret. Årsagerne havde han ikke analyseret i detaljen. Måske var det nysgerrighed på om den anden adelskvinde så nemt ville indvillige, måske var det bare fordi, at det potentielt ville genere Cateline og han var vred på hende. Uanset gik det sådan, at Cateline havde inviteret sin veninde til byhuset. Han lod dem mødes kort, men ikke så lang tid, at de kunne nå at have en ægte samtale. De havde talt det, der var nødvendigt, da de havde arrangeret det.

Således var de alle tre i det samme rum nu og Lucien trådte ind med et blik, der øjeblikkeligt gled ned over den mørkhårede kvinde, der ikke var hans hustru. Havde hun indvilliget eller ville hun modsætte sig?

[Cléore af Beauvy]

Cléore havde været noget skeptisk til at starte med. Det virkede som en fuldkommen afskyelig fælde, som hun alt for let havde ved at vade fuldkommen ind i. Cateline vidste hvordan hendes eget ægteskab hang sammen, og at hun mere end nogen anden søgte begær. At hun ville tilbyde sin egen ægtemand, var en overraskelse, men også en som hun ikke veg fra.

Lucien var en yderst tiltrækkende mand, og hun ville lyve hvis ikke hun havde smådrømt lidt om hvordan det ville være at have en mand der kunne opfylde alle hendes behov. Hendes lange mørke hår hang i anledningen løst, kun med enkle opsætninger. Kjolen var mørkerød og små gyldne detaljer var broderet ind i overfladen. Hendes mørke øjne søgte op og mødte hans; de var stålfaste og fyldt med et syndigt begær.