Vores lille hemmelighed (s)

[Lucien af Rouvry]

Luciens vejrtrækning var en anelse tungere end normalt, men allerede ved den tid, hvor Cateline havde sat sig op, var hans puls faldet igen. Han fugtede sine læber og så på hende gennem let sammenknebne øjne.

Han ville måske have godtaget undskyldningen, hvis ikke hun var fortsat. Det fik hendes oprigtighed til at vakle. Han kommenterede dog ikke på det, men rettede blikket mod Cleore.

"Min hustru taler på dine vegne," konstaterede han. Forventede tydeligvis at høre hendes egne ord i stedet.

[Cléore af Beauvy]

Cleore lå stadig på sengen, benene let sænket mod de bløde skind og blikket fast mod loftet. Det sidste lange stykke tid passerede for hendes blik, og selvom hun burde følte nogen former for skyld og måske usikkerhed så var det komplet modsatte. Det ville være svært at give afkald på.

Hun fornemmede at der var blikke på sig, og hun løsrev sig fra sine egne tanker og løftede hovedet en smule. Et let bryn skød op. "Så forventer jeg at Cat og jeg bytter plads, hvis det er samme .. stilling" bemærkede hun ganske rolig og ikke et sekund i tvivl om at hun gerne ville besøge deres soveværelse igen.

Hun rettede sig op i sengen og trillede til sidst ud af den. ".. For jeg er sikker på at du kan gøre det bedre" udfordrede hun sigende, imens et smil sneg sig over hendes læber, der stadig var røde af farve.

[Cateline af Rouvry]

Cat tyggede ned i sin underlæbe. Kunne hun både blæse og have mel i munden? Hun sank ned på siden og så på de to - betragtede smukke Cleo rejse sig. Og så kunne hun ikke holde sig tavs mere. Et lille fnys forlod hende.

"Du ved ikke hvor godt han gjorde det," blandede hun sig. "Han føltes fantastisk. Kunne du ikke høre mig? Det var mere end jeg på nogen måde fortjente."

[Lucien af Rouvry]

En sort skygge gled for Luciens blik over hendes måde at svare ham på. Cateline ville genkende den som faretruende, det, der kunne gå forud for, at temperamentet løb af med ham og måske var det en af årsagerne til, at hun talte, som hun gjorde. Han var ikke bevidst om det, men det tog brodden af. Fjernede ikke giften helt. Den ene hånd lagde sig dog mod Catelines skulder, holdt hende hos sig, men blikket forlod ikke Cleore.

"Du tillader dig at stille krav," sagde han og hans stemme havde fået en udpræget kølighed. "Hvor du i stedet burde bønfalde for min tilgivelse."

[Cléore af Beauvy]

Cleores mørke øjne vendte mod Cateline i det samme hendes ord lød. "Nej. Jeg ved ikke hvor godt han gjorde det." snappede hun efter hende med en sådan en ild at hun rystede på hovedet for ikke at miste kontrollen hel over hvordan stemningen havde ændret sig. "Måske gav han alt overfor dig.." ordene dvælede uden at hun fortsatte.

Hun blev dog stående rank.

"Jeg bønfalder ikke efter noget." bemærkede hun med et hævet bryn. "Din hustru kan ikke holde sig i skindet, for jeg føltes også fantastisk og kan få hele hendes krop til at runge af skælven." Bed hun. "Måske du i stedet skulle forsøge at møde mig på midten i stedet for at tro at du bare kan kræve"

[Cateline af Rouvry]

"Cleo!"

Cat lød forfærdet. Hun sad stadig nøgen på sengen med hånden ovenpå Luciens, der hvilede mod hendes skulder. Hjertet hamrede over at hendes veninde talte sådan til Lucien, som hun ikke selv var det fjerneste i stand til at sætte sig sådan op imod. Hun så muligheden for at blæse med mel i munden sive ud mellem hænderne.

"Der er ingen grund til at skændes. Du nød det, I nød det begge to!"

[Lucien af Rouvry]

Luciens blik brændte over den nerve, som hun tillod sig at tiltale ham med. Hendes komplette mangel på skam over det bedrag, der var foregået, fik ham til at se rødt og alt det begær, som havde været, var forsvundet. Måske kunne han have tolereret det, hvis de havde kendt hinanden, hvis han havde været mere investeret, men det var ikke omstændighederne.

"Tag dit tøj på og gå," hvislede han og så på hende, som var hun noget ækelt, han havde trådt i. "Hvis jeg nogensinde finder dig i nærheden af min hustru igen, skal jeg sørge for, at du kommer til at fortryde det."

[Cléore af Beauvy]

Det startede hemmelighedsfuldt, dramatisk, forførende og nu var det som om at luften havde forladt rummet. Cleores øjne lynede med en blanding af vrede og fascination. Hun stod stadig rank, selvom hun stadig var nøgen. Hun var ikke komplet overrasket over hans ordre og i et split sekund så det ud som om hendes hårde ydre faldt sammen.

Hendes øjne blev små før hun bukkede sig ned for at samle sit tøj op, og tog det hurtigt på. Hun tog sig ikke særlig meget af hans trussel, selvom hun noterede den. Hun anede ikke hvad Cateline ville gøre fremover men hun ville absolut ikke tabe ansigt.

Uden at se sig tilbage lukkede hun døren efter sig.

Forlader tråden

[Cateline af Rouvry]

Cats øjne brændte og snart var de fyldt til randen med tårer. Hun havde fået et glimt af noget og nu var det hele ødelagt. Hun åbnede munden for at sige noget, men hun vidste ikke hvad og før hun fandt ud af det var Cleo gået.

Hun snøftede ind. Trak sengens ene tæppe op omkring sig og rakte frem for forsigtigt at lægge en hånd på ham.

"Undskyld," mumlede hun dæmpet. "Jeg vidste ikke... Jeg gør det aldrig igen. Jeg lover det."

Selvom det gjorde ondt at sige, så mente hun det i det øjeblik.

[Lucien af Rouvry]

Luciens harme havde været formildet med det hele, men nu var den tilbage, næsten mere rødglødende end før. Den anden kvindes skamløshed nagede ham stadig og blev ved med at gnave, selv da hun var gået.

"Nej. Det gør du ikke," bekræftede han, men hårdheden var ikke tiltænkt Cateline. Ikke fuldt ud. Hun havde været angerfuld.

Hans blik gled ned til hendes ansigt og han lukkede tommel- og pegefinger om hendes hage. Ikke hårdt, men med alvor i de mejslede ansigtstræk. "Du er min. Hvis jeg finder ud af, at du har bedraget mig igen, sender jeg dig bort. Er det forstået?"

[Cateline af Rouvry]

Cat mødte sin mands blik og hans besidderiske trussel fik hendes mellemgulv til at trække sig sammen. Hun ville ikke bedrage ham, men det betød ikke at hun havde opgivet det lille glimt hun havde fået. Hun havde set hans blik på Cleo. Han begærede hende, uanset hvad han sagde.

Hun sank og nikkede så godt hun kunne med hans greb om hendes hage. "Lektien er lært," forsikrede hun dæmpet, men indtrængende og uden humor. "Jeg er din, Lucien. Jeg lover, at jeg er din."

Tilbage var der kun at finde ud af hvordan Cleo også kunne blive hans. Deres.

[Lucien af Rouvry]

Lucien så ingen tegn på uærlighed i hendes blik, men han holdt det længe. Granskede det, indtil han var tilfreds. Så nikkede han og hans greb om hendes hage, blev til fingre, der strøg langs hendes kæbe.

"Glem det ikke," sagde han dæmpet, som hånden gled ned over hendes hals. Han fandt kanten på tæppet og trak det blidt, men bestemt væk fra hende. I hans tanker blev det ved med at spøge, hvad Cleore havde sagt. At Cateline blev ved at komme tilbage på grund af det, hun gjorde ved hende. Som om, han ikke kunne tilfredsstille sin egen hustru. Det skulle blive løgn.

"Læg dig ned," bød han af samme grund. "Jeg vil have dig igen, men før det, vil jeg se dig vride dig under mig." Cleore. Satans til kvinde. Han forsøgte at forvise hende, men for hvert et støn, der undslap Cateline, så han den mørkhårede kvinde for sit indre blik.

Måske luk, men gerne med reaktion

[Cateline af Rouvry]

Cats øjne blev store, da Lucien trak tæppet væk fra hende. Hun holdt dog ikke på det, men sank og følte sig varm. En lille del af hende havde lyst til at sige nej, men en større del var stadig mildt frustreret fra tidligere og klar til at overgive sig.

Derfor endte hun også på ryggen i sengen igen med fingrene begravet i Luciens lyse hår, imens han fik hende til at sige lyde og beviste at han også kunne.

Hun forsøgte ikke at forestille sig Cleo imens. De var begge to dygtige til at manipulere hendes krop på hver deres måde.

Da hun faldt i søvn var det tæt ind mod sin mand, mæt på ham, men stadig sulten efter mere. Hun drømte om mørke øjne og bløde former.

Lukket