Intriger

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë og Aleron af Varoy gjorde sjældent ting tilfældigt. De var en uhellig parring, der sammen havde stået bag døden af deres to tidligere fæller og ikke gik af vejen for et komplot. Nu, i skyggen af krig, var de vendt tilbage til hovedstaden i endnu mere sikker afstand til grænsen, med alle tre børn. 

Børnene var, lige nu, med deres barnepiger. Zoë var træt efter rejsen og var gået op for at sove. Hun havde ondt i lænden af at sidde skiftevis på et hårdt sæde i en vogn og i en saddel. Hun stod op henad eftermiddagen og gik på jagt efter Aleron, som hun fandt på arbejdsværelset, naturligvis. Selv stoppede hun i døråbningen.

"Ingen hvile for den slemme?"

[Aleron af Varoy]

Alerons krop værkede unægteligt også efter rejsen, men det var blot en ryg, der gav lidt knæk ved bestemte bevægelser, og det tog han sig ikke sort af. Tilgengæld forstod han at hans hustru havde brug for et hvil ovenpå rejsen, og han udnyttede tiden på at tage sig af forskellige arbejdsopgaver, som havde ventet på ham i Levagny. 
Krigen bød på andre kvaler end vanligt - men også andre muligheder for dem, der var blevet tilbage.
Han var fordybet i at læse nogle dokumenter, da Zoës behagelige stemme distraherede ham, og han løftede sit mørke blik for at se på hende. Et langt øjeblik så han blot på hende og tillod sig at beundre hende på ny. Hun var ligeså smuk der i døråbningen, som hun havde været alle dage.

"Jeg kan hvile mig, når jeg bliver gammel, min kære," lød dommen med en lille trækning i mundvigen, før han så skubbede stolen ud, for at gå hende i møde. Solidt svang han en arm om hende og lod hånden hvile på hendes lænd. "Hvordan var dit hvil?"

[Zoë Madeleine af Varoy]

En af de ting Zoë holdt særligt af ved sin mand var, at han tog sig tid til de vigtige ting. Tid til hende, til børnene. Nogen mænd blev gift og tilbragte hele deres liv udenfor hjemmet eller inde bag et kontors lukkede døre. Aleron var en travl mand med høje ambitioner, men han viste med sine handlinger at han også havde ambitioner som ægtemand. Det havde sine fordele. Hun var ham komplet loyal og viste selv sine følelser for ham åbent. Da han gik over imod hende, lyste hun op i et smil. Hun vendte sig ind mod ham, under hans arm, og plantede et kys på hans kind.

"Langt bedre end enhver nat på landevejen," medgav hun. "Men værre end hvis du havde været gammel nok til at hvile dig med mig og finde de gode trykpunkter på min lænd. Jeg må være aldrende. En ridetur plejede ikke at være så hård."

[Aleron af Varoy]

Aleron vægtede familien højere end alt andet. Huse var bare bygninger. Tomme skaller, der skulle fyldes ud af liv - liv som skulle bygges indeni dem, så selvom der var pligter, der kunne kalde udenfor borgmure og på støvede kontorer, satte han ikke disse højere end sin hustru og sine børn. Det kunne man mene om, hvad man ville. Zoë kunne aldrig være i tvivl om, hvor hun havde ham, og hvad der for ham ville være det vigtigste, hvis verden pludseligt stod i brand en dag.

Det trak opad i mundvigen, da hun placerede et kys på hans kind, og han betragtede hende lidt. Han rynkede panden lidt i mild bekymring over hendes bemærkning om lændesmerter, men forstod også godt en hentydning, når den faldt ham for fødderne, så blidt søgte han nu efter ømme punkter på lænden. "Det er vist meget normalt at få en øm ryg efter så langt et ridt," pointerede han roligt. "Især når det er længe siden man sidst har redet så langt." 
Han bøjede nakken og kyssede hende i håret. "Kom," bad han så, mens han blidt førte hende ind i kontoret.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë sukkede dybt over de gode tryk Aleron lavede mod hendes lænd og hun fulgte ham villigt ind på kontoret med øjnene halvt lukkede.

"Det er måske rigtigt, men det føles nærmest som da jeg bar Claude," mumlede hun lavmælt og hørte det alligevel ikke helt selv.

[Aleron af Varoy]

Han spotttede velbehaget i hendes tunge suk, og det var derfor også med en hånd på hendes lænd at han guidede hende ind på kontoret.
"Som da du bar Claude?" gentog han. Hans smil trak lidt skævt og hans øjne fik en lidt mørkere glød, mens han betragtede hende.
"Kan du huske hvad vi gjorde for at få dig til at glemme den ømme lænd dengang?"
Alerons fingre trykkede stadig på hendes lænd, før hånden så flygtigt sneg sig nedad til et kærligt klem om hendes bagdel, før den atter fandt op til lænden. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë lod sig guide uden protester og lænede sig lidt ind mod Aleron. Altid hendes, altid hjælpsom. Hun brummede let, før hans spørgsmål fik en munter lyd ud af hende og hans hånd om hendes bagdel klemte et lille hvin ud. Hun kom til at le.

"Mmm. Modsat i starten med Irmelin var du ikke det mindste i tvivl om, at dét ikke gjorde skade, min egen," bemærkede hun. "Men jeg tror ikke det hjælper på det her. Det er ikke en kur imod alle typer af ømheder og lidelser, du ved."

Hun plantede et kys på hans kind.

[Aleron af Varoy]

Aleron ledte hende mod kontorbordet, hvor der lå spredte pergamenter, som han havde været ved at læse, og hans hjerte hoppede lidt over det muntre hvin. Zöes blotte tilstedeværelse fik hans indre til at føles varmere.

"Det glemmer du aldrig, gør du?" Han rystede lidt på hovedet over påmindelsen og sukkede så næsten teatralsk over hendes konstatering om, at det ikke hjalp på alle smerter og lidelser, og nok ikke det her. "Det var ellers en skam. Det var en kur jeg velvilligt ville have givet dig," lod han hende kækt vide og klemte blidt om hende.

"Jeg har tænkt på at besøge Cateline snart," luftede han så for sin hustru. Han havde ikke set sin søster en god rum tid, primært fordi han havde været rejst mod Varoy, men også fordi de begge levede travle liv nu. Det havde dog naget ham, at han ikke helt vidste hvordan det gik hende - og vægtigere i realiteten: Hvordan hendes ægtemand behandlede hende.

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë smilede skævt og tilfreds og nød at Aleron stadig, efter flere år sammen, havde det sådan med hende. Mange mænd blev trætte af deres hustru, fandt sig noget ude i byen, blev længe væk om aftenen og kom hjem og lugtede af billig duftevand. Hendes mand havde også fundet noget andet, da han var gift med hendes bedste veninde, men nu var det anderledes. De var sjælevenner.

Hun tog en dyb indånding, da han skiftede emne. Hendes bryn røg lidt op, før hun nikkede. Hun lænede sig mod kanten af skrivebordet og betragtede ham.

"Af nogen særlig årsag eller blot broderlig omsorg, min egen, bløde skat?" Hun strøg ham over armen.

[Aleron af Varoy]

Mange mænd blev ganske rigtigt mætte på egne hustruer og fandt dem kedelige efter en årrække, men Aleron havde det anderledes. Hans hustru var heller ikke som andres. Hun var guddommelig. Skarp som en sværds klinge, blød som smør imellem hans hænder. Kløgtig som en ræv. Han elskede alt ved hende, og han var sikker på, at deres sjæle var forbudne, og at han aldrig for alvor ville kede sig med hende.

Han så hendes reaktion og rynkede svagt på næsen over hendes ordvalg.
"Familiære interesser. Jeg vil sikre mig, at hun bliver behandlet, som hun har fortjent - at hun har det godt der hvor hun er," svarede han ærligt, for selvom han selvfølgeligt billigede at hun var gift af én af sin ægtemads blod, så var stand ikke alt, og hvor andre brød måske ikke kærede sig det mindste om deres søstre, havde Aleron det anderledes. Måske fordi han også kun havde den ene. Han følte en storebrors beskyttertrang over hende, selv efter alle disse år. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë kunne ikke forestille sig sin egen bror have den form for interesse i hendes liv, men hun var ikke jaloux på Cateline for det. Hun undede hende såmænd gerne Alerons opmærksomhed lidt. Hendes mand havde ikke det bedste rygte.

"Er du bekymret for at Rouvry ikke er god ved hende?"

Hun tiltede hovedet lidt. "Hvad vil du gøre hvis du har ret?"

[Aleron af Varoy]

Zöe gættede rigtigt. Det var hans bekymring, men det var måske ikke hans sted at blande sig. Og dog. Hvis ikke en storebror skulle, hvem skulle så?
"Rouvrys ry er ikke det bedste, ved du nok," startede han ud og betragtede hende lidt. "Så det er vel naturligt at bekymre sig. Til en start må jeg tale med hende. Og så ham. Jeg er næsten sikker på, at han vil forstå alvoren derefter." 
Alerons blik fik en ildevarslende mørk glød. Han havde ikke tænkt sig at gøre noget overilet, men fandt han ud af, at Lucien af Rouvry behandlede søsteren dårligt, kunne det være at han skulle begynde at se sig mere over skulderen. Og bede mere intenst til de guder de troede på. 

[Zoë Madeleine af Varoy]

Zoë tiltede hovedet en smule, men tog det alvorligt nok, at hendes mand var bekymret. Det var omsorgsfuldt af ham, selv hvis der ikke var noget at bekymre sig om eller han ikke kunne gøre noget. Hun funderede dog lidt.

"Hvorfor nu? De har været gift i to år, ikke? Har du en særlig grund til at bekymre dig for hende nu? Har hun sagt noget til dig?"

Hun kunne godt påstå at hun gladeligt ville tage svigerinden ind, hvis hun havde brug for det, men det ville hun nødig. Hun havde rigeligt at gøre med husholdningen som det var, uden at der var andre, der blev involveret. Hun talte gerne Aleron væk fra at være helt så godgørende.

[Aleron af Varoy]

Han forstod hustruens undren, og han havde ikke nødvendigvis et godt svar til hende. Han brummede svagt.
"Det er bare en mavefornemmelse, min sol." 
Han trak på skuldrene og lod blikket finde hende. "Hun har intet sagt. Og du har ret. De har været gift i to år. Længe nok til at folk viser deres sande jeg, tror du ikke?" Han lagde hovedet spørgende på skrå.