Løgn i din hals

[Theuderic af Sangy]

Theuderic gjorde tegn til bannermændene om det forestående holdt, efter at have vekslet nogle ord med et sendebud. "Vi slår lejr!" Havde han viderekommanderet. Umiddelbart blev denne større lysning deres hjem for de næste par dage, indtil styrkerne var samlet og strategierne lagt. Der ville være møde blandt adel, krigsfører og royalitet snart.

Han lod væbneren tage Tencendurs tøjler og trække afsted med ham, efter Theuderic havde siddet af. Han beklagede ikke destinationen. Med så mange dages ridt, var han meget klar til at komme ud af rustningen og i noget mere komfortabelt - skønt det endegyldige holdt også indebar et forestående slag, som led i en strategi om at tage en poleposition på Wufrurg.

Det nagede ham lidt, skønt han ikke gav udtryk for det. Det var kun idioter der ikke anerkendte en krigs alvor, og de sammenstød der havde været hidtil havde kostet. Men han gjorde sit for idet mindste at holde det lidt på afstand. Bare lidt endnu.

Med teltet rejst, gløderne ulmende i ildfadet og med en kop vin i den ene hånd, lod han væbneren hjælpe ham af rustningen til han atter var ordenligt klædt på igen.. processen ledsaget af sporadiske slurke af den sødmefulde væske.

Han trådte ud i den sene aftenluft. Man kunne allerede dufte røgen fra de tændt bål omkring. Latter hørtes længere væk, hvor øllet sikkert også flød blandt soldaterkammerater. Hvor havde han i grunden gjort af sin lillebror? Var han ikke ved Bois tidligere? Han satte ud for at finde ud af netop dette.


Aelin Mélanie af Sangy

[Aelin Mélanie af Sangy]

Realist af hjertet havde tanken om krig aldrig været fuldkommen fremmed for den yngste Sangy. Sandheden var dog at der var langt fra forestillingsevne til virkelighed, Aelin havde siden barnsben gjort sig flere forestillinger om hvordan det ville være, at stå side om side med hendes brødre under rejste faner og med trykkede sværd, men ingen af dem havde indebæreret en væbner titel.
Desto tættere mod fronten brigaden havde bevæget sig, jo mindre klar følte hun sig også. Ikke at hun troede på man nogensinde ville føle sig klar til blodudgydelse, omend håbede håbede på det ville blive nemmere.

Med teltet sat og Matthieu gjort fri fra sin rustning og bevægede Aelin sig ud i jagten på vand, til både telt og heste. "Jeg hører om nogen har noget ekstra reb de kan undvære på vejen." Informerede hun og fattet en spand i den ene hånd og den anden, med brudt hank, under armen på vejen ud under teltklappen.

Benene værkede stadig efter de mange dage ridt, og ledte tankerne mod alle de gange et lindrende varmt bad var blevet taget forgivet. Halvt fortabt i eget hoved havde Aelin nært formået at overse Theuderic' forbi passene skikkelse længere fremme.
"Theud." Kaldte hun vanligt og skridtede op på siden af ham "Er du optaget?" For alt lillesøsteren vidste kunne han lige så vel være på vej til et af mange strategi møder, som repræsentant for Sangy, som han kunne være på vej mod floden for at vaske sig.

[Theuderic af Sangy]

Han vendte sig mod lyden af en familiær stemme. Ingen andre end familie og nære bekendtskaber kaldte ham for 'Theud'. Havde det ikke været for Aelins velkendte feminine stemme, havde han nok snare troet at skulle påtænke undvigelse. Intime relationer, burde ikke accentueres i offentligheden. Han havde været skødesløs nok for en stund.

Men heldigvis var det ikke tilfældet. Han drejede derfor blikket mod lillesøsteren, der kom slæbende med spande, og gjorde holdt. "Nej." Svarede han blot, lidt afventende hvad hun havde på hjerte, men tilføjede så. "Jeg ledte efter vores allesammens kære bror." - "Han rekognoscerer området sammen med Bois."

[Aelin Mélanie af Sangy]

"Du er måske bekymret for Bois lader ham slippe siden du føler et behov for at tjekke op på dem?" Spørgsmålet kom ud en kende mere skarpt end det havde været intentionen. Den ene spand nært tabt, idet hun forsøgte at signalerer sin beklagelse for den anklagende kant ved at viftede med den ene hånd.
"Har du tilfældigvis noget reb i overskud? Den ene hank er gået og det vi har er for tykt til at trækkes gennem hullerne." Spurgte hun og gjorde et nik mod den omtalte spand, selvom dens defekt tvivlsomt var gået brorens skarpe blik forbi. Han havde trods alt en tid tider irriterende tendens til at være temmelig observant for en mand at være. En velsignelse og en forbandelse for alle parter.

[Theuderic af Sangy]

Han rynkede brynene og kneb øjnene lidt sammen ved spydigheden der lå bag. "Hvis du absolut må vide det, så ville jeg sikre mig at der ikke hang en pil igennem brystet på ham, som resultat af den udflugt." Bed han fattet, men spidst.

Hun må selv have hørt det anklagende i stemmen, for de efterfølgende ord var væsentligt mere neutrale. Det samme attituden. Han sænkede blikket til spandene, og havde egentligt bemærket det uden at tænke videre over det, men ignorerede det egentligt bare fortsat. "Hvad er der galt, Aelin?" Ville han langt hellere vide. Studsende over hendes konfronterende adfærd.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin krympede sig en smule, idet Theuderic ramte hende med den samme bidende spydighed. Den bad hun selv om. Det havde været en uretfærdig anklage at komme med både overfor ham, og ikke mindst Tómas og deres farbror hver i sær ikke kunne betegnes for at være så inkompetente.

Brynene trak sig en anelse sammen i frustration på det udeblivende svar "Hvad mener du med hvad der er galt? Jeg har lige forklaret at jeg mangler reb, som du ikke svarede mig på om du havde." Hun sendte ham et mindre anklagende blik. Havde han fuldkommen mistet forståelsesevnen på rejsen her til? Hvad var der galt med hende, hvorfor reagerede hun sådan her? Det lignede hende ikke at være sådan på krigsstien som nu.
Hun lukkede øjnene og tog en dyb vejrtrækning først ind gennem næsten, holdt den lidt før den derefter langsomt blev lukket ud gennem munden. Med en svagt hovedrysten og åbnede hun øjnene igen "Det er bare," Tænderne bed sammen om underlæben og de resterende ord intentionelt tilbageholdt.

[Theuderic af Sangy]

Han hævede nu et bryn og opfattede hende tættere på fire end tredive. Han sagde intet, men i blikket lå en tydelig attitude af; 'vorherrebevares'.

Hun synes endelig at kapitulere, da hun lidt punkteret og med en vagt hovedrysten ansporede til den sande torn i hendes øje. "Bare hvad?" Nåede han spørge. Nu, med lidt mere venlighed.

Hans hvilede på Aelin, men gled bag hende da en høj, slidt mand kom ridende på en sort destrier. Theuderic fulgte ham med et blik af afsky og bandede lavt. "Forbandede Migran.." vrissede han dæmpet.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Ja hvad havde hun egentligt tænkt sig at sige? Hvad var hendes bare? Tusinde tanker hvirvlede under den mørke fletning, men alle i sådan en hast at Aelin havde svært ved at fast holde en bestemt før hun mentalt greb efter den næste. Intet syntes at kunne undskylde de spydige ord eller den knivskarpe tone de var blevet sagt med alle med. Nervøsitet kom nærmest, men var end ikke begyndelsen af roden til de atypiske udfald.

Dybt i egne tanker i jagten på en konklusion på spørgsmålet bemærkede Aelin ikke hverken hest eller dens rytter bag sig, før Theuderic' blik gled forbi hende, og storebroren til at lignede en der havde lugtet noget fælt, stærkt efterfulgt af en brøsige bemærkning der alene havde været nok til at få hende til at dreje om sin egen akse.
"Jeg," Hun sank synligt ved synet af det velkendte arret ansigt. Med hårdt bankende hjerte skottede hun efter den rivaliserende ridder ud af øjenkrogen, da blikket igen vendte sig mod storebroren "Ved du hvad, bare glem det. Jeg hører om Henri har ekstra reb." Bøjede hun ilsomt af, uden tanke for den pludselige brug af den familiære tiltale.

[Theuderic af Sangy]

Det var som om al fokus for en stund florerede mod den tiltrådte nemesis. Theuderic kunne ihvertfald ikke tage sig af en lillesøsters luner, når Henri af Migran var indenfor øretæve-vidde - omend ingen af dem rigtigt kunne komme til at svinge den anden en højre, uden at komme til at ligne to forurettede børn... man havde vel et billede udadtil at opretholde.

Ihverfald hørte han ikke Aelins lille kvækken, der blev til en snerren, over hans, tydeligvis, manglende forståelse for hendes utilfredshed over.. et eller andet. Ét ord fik dog fluks hans stålgrå øjne til at vendtes mod hende, med en hårdhed der sjældent havde hvilet mod familie og bekendte. "Henri..?" Gentog han lavt, skønt anklagen klingede harmonisk heri. "Siden hvornår er i kommet på fornavn?" Tilføjede han så med anklagen emmende under overfladen.

Bange anelser begyndte at antage form i baghovedet og minder fra den forrige sommer ved træningspladsen blev genspillet for hans indre.

"Svar mig!" Snerrede han, da lillesøsteren helst forblev tavs. Utålmodigheden voksede sig hurtigt for stor til at han kunne rumme suspensionen af frygt for at antagelserne lod sig bekræfte.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Øjnene blev store. Merde!
Det var næsten svært ved at bedømme hvilket der var værst; om det var måden hvorpå Theuderic' blik varslede torden og lynild eller om det var hvordan stemmen lagde an til at dryppe gift. Hvad der derimod var sikkert var at Aelin ikke kunne undgå hverken det ene eller det andent om hun så prøvet. Det betød dog ikke at hun ikke havde i sinde at give det forsøget alligevel.

"Sagde jeg Henri? Jeg mente Ridder Migran." Forsøgte hun uskyldigt, som havde det ikke været mere end et simpelt uheld. En fortalelse uden dybere mening. Hun fugtede læberne i en nervøs trækning og mærkede hvordan blikket begyndte at flakke lidt. Hun havde alle dage aldrig været i stand til at holde øjenkontakten når hun løj, og værre var hun til at spinde løgne på stedet.

[Theuderic af Sangy]

"Aelin.." Brummede han lavt, advarende. Han så lige igennem det febrilske forsøg på at slette sine spor. Hendes flakkende øjne og lidt nervøse fremtoning, gik ikke hans blik forbi... og det adderede kun til at hans mistanke. "Svar. Mig." Faldt ordren igen, med en vægt af alvor der hang tungt i luften mellem dem. Tonen tydeligt indikerende, at han ikke var i humør til julelege.

[Aelin Mélanie af Sangy]

De mørke øjne hæftede sig på et uspecifikt punkt over brorens skulder, efter at have gledet ned over ham. Hans ben var måske længere, men Aelin havde løbet fra ham da de var yngre og det var ikke fuldkommen utænkeligt at hun kunne gentage succesen. Aelin overvejede i alt alvorlighed at tage flugten, og var mere end villig til at ofrer begge spande for et bedre forspring. Lige nu virkede Matthieu's skuffelse over de tabte spande som en væsentlig billigere pris at betale, end at stå front til Theuderic' misbilligelse når sandheden kom frem. Flugten ville dog være kortlivet. Hun kunne ikke gemme sig forevig og en teltdugen var desuden en ringe barrierer mod en vred ridder storebror.

"Kun hvis du lover ikke at blive gal." Blikket rykkede sig, søgte hans. Det var næppe den bedste indledning og Aelin vidste, inderst inde, godt et sådan løfte ville være lige så porøst som den sandede jord de stod på.

[Theuderic af Sangy]

"Ved Mortem Aelin! Hvis du ikke får munden på gled nu, så kan jeg garantere at jeg bliver vred!" Udbrød han. Tålmodigheden sluppet op. Sandheden sagt, var theuderic nok allerede vred. Inderst inde havde hendes ord kun bekræftet ham i sine antagelser, men han ville høre det fra hendes egne læber.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Hun kunne have holdt vejret til hun blev blå i hovedet, men det ville ikke gøre nogen forskel. Aelin forbandede i indvendigt hans vedholdenhed som det uundgåelige ikke kunne udsættes meget længere.
“Vi mødtes på en kro,” Endte hun med at bræge små bistert ud “Jeg havde en fri aften og så faldt vi i snak.” En sandhed brudt i passende stykker til løgnen kunne holdes for døren “Du har aldrig forbudt mig mod at snakke med ham, og hvad ville du have jeg skulle have gjort? Ignoreret ham i åbent selvskab med andre?” Formulerede hun sit forsvar, kraftigt antydende at hun modsat Theuderic ikke behøvede at være en uforskammet tølper overfor Henri af Migran .

[Theuderic af Sangy]

For et øjeblik så han bare dumt mod hende. "Ja, selvfølgelig!" Bekræftede han, lidt overrasket over hvor lidt intellekt han synes vægtede i det argument. "Jeg har heller ikke forbudt dig, at gå over og tale med Wufrurgenserne derovre," Han gestikulerede i en retning bag hende. "Men jeg tillægger dig åbenbart for megen intelligens, når jeg forventer at du ved, at det vil blive betragtet som forræderi hos resten af kompagniet!" Eksemplificede han emnet for hende.

Han sukkede. Armene lagt over kors, med den ene albue hvilende på underarme idet han klemte det øvre af næseryggen mellem to fingre. Han forsøgte at tøjle temperamentet. Han stemme faldt roligere, men ikke mindre faretruende. "Sidste sommer bad Henri mig, at hilse dig.. indikerede, at I var mere end blot på talefod." Han fjernede fingrene fra ansigtet, for istedet at lade det kølige blik finde hendes skikkelse igen. "Er det sandt?"