Løgn i din hals

[Aelin Mélanie af Sangy]

Aelin havde genkendt sin stemme, men uden at hun havde kunnet nå og fortryde sine ord. Theuderic stirrede blankt inden vreden kogte over og skoldede hende, hvor det gjorde mest ondt; mentalt, så hun havde foretrukket at blive stukket en syngende lussing.


Rystende på hovedet med øjne der skinnede blankt hiksede hun “Det… det,” ude af stand til at møde hverken hans blik eller at få den voksende klump i halsen til at slippe. Deri lå det svar hun ikke var i stand til at give. Henri's antydninger havde været sande og efterlod Aelin værgeløs overfor sin egen dumhed.

[Theuderic af Sangy]

Egentlig ville han faktisk ikke høre det. Ikke tro bekræftelsen af sine ord, men langt hellere, og på trods af hans pressende ord, være i evig bevidst uvidenhed.

Han så det hvide i hendes øjne blive røde som tårerene sikkert sved indvendigt. Hun kunne ikke afvise det. Hvorfor fanden kunne hun ikke afvise det?! Noget indeni Theuderic sank til livet og knustes som det ramte bunden. En blændende vrede rejste sig brændende i nakken, som følelsen af forræderi fik det til at smage bittert bagerst i halsen. Han mærkede hånden klø i den tilfredsstillende tanke om at lade fladen marre hendes bløde kinder med et aftryk, der ville syde i de kommende timer. Næven måtte knyttes for at afholde sig fra det.

Med kæben spændt, så tænderne knugede under trykket, snerrede han sammenbidt; "Forsvind."

[Aelin Mélanie af Sangy]

Det havde aldrig været meningen at flirten med Mirgan skulle havde fundet sted. Ligeså vel som det aldrig have været meningen, at Theuderic skulle have fået nys om det. Det kunne have været en hemmelighed, endda Aelin’s største, havde det ikke været for opblæste egoer og årelang rivalisering. Hun forbandede Henri for hans store mund, og endnu mere hvor lidt hun i virkeligheden hadet den selvom hun burde - særligt med eksplosiv Theuderic stående foran sig.

Hun forblev stående, mens tårer dirrende samlede sig langs nederste vippekant og fik øjnene til at svie. “Nej. Ikke før du er villig til at høre på mig.” Forsøgte hun forsorne, og trådte et skridt frem.

[Theuderic af Sangy]

En knugende følelse lå i brystet og han vidste snart ikke om det var forræderiet eller det bånd til lillesøsteren, som kunne mærkes skåret.
Hendes tårer fik det til at trække i hjertetrådene, men vreden og følelsen af bedrag brusede i blodet og gjorde ham koldhjertig. Måske var det fordi han netop holdt så meget af Aelin, at hendes tilståelse sved så grusomt.

Theuderic var for vred til at kunne lytte på hendes undskyldninger. Han ville ikke høre mere. Ikke se mere. Så da hun bad ham lytte og trådte frem, trak han sværdet i en glidende bevægelse og lod det pege truende mod hende, så det glimtende stål næsten kunne hvile mod den perleblege hud. "Forsvind.." Lød stemmen gentagende, dæmpet, rolig, men med en underliggende gift der understregede alvoren af truslen, sammen med afskyen af hendes væsen. De grå øjne var hårde og kolde som stål, men bag dem, ville man kunne se noget såret. Noget der mest af alt var blevet svigtet.

[Aelin Mélanie af Sangy]

Vandperler sprang fri af øjnes vandspejl og trak våde spor over kinderne, inden de næste fulgte. Theuderic' stærke reaktion burde ikke havde været kommet som nogen overraskelse, men Aelin havde i den grad fejlbedømt hadet til den rivaliserende ridder.

Blændet af sine tårer og en desperation for at rode bod på sit fejltrin registrerede Aelin ikke sværdet før dens klinge lå koldt mod struben. De havde før haft deres kontraverser, som søskende nu en gang havde, men aldrig havde de grebet til våben og vendt dem mod hinanden. Hun var ikke længere den eneste med skyld i det direkte brud på det tillidsforhold der altid havde været mellem dem.
Øjnene der før havde været bedende, tiggende for tilgivelse blev hårde af foragt og mistro over truslen der ikke alene lå i sværdet, men også hans ord. "Hele mit liv har du advaret mig om mænd uden morale. Mænd som Henri, men jeg ser nu at det er dig selv du har advaret mig imod." Spyttede hun mod ham, inden hun med vrede i kinderne og åbnestående sår på sjælen drejede omkring for at forsvinde væk med hænderne gnidende hårdt over kinderne, så andre ikke skulle bemærke tårernes trillen.

[Theuderic af Sangy]

Situationen var surrealistisk. Som om fornuft havde veget for følelser og spontane reaktioner. Men hvilken fornuft var at se i bedrag? Hvilken grund skulle man have, hvis ikke for at svige en anden? Aelin måtte have holdt en større torn i siden i siden på ham, som hun kunne retfærdiggøre sine handlinger med. Det indså han nu. Hun vidste udmærket hvor dybt hadet stak mellem de to arvinger.

Så flot hun havde løget. Så fint hun havde smilt. Som var intet hændt.

Han trak sværdet i skeden igen, da hun trak sig og spyttede dernæst på jorden foran hendes sko. "Tal ikke til mig om morale!" Hvæste han, "Ikke når det er dig der deler seng med en fjende."


Hun drejede omkring og spankulerede bort. Theuderic stod et øjeblik tilbage og så hende gå. Det gippede sørgmodigt indeni, men han skød det væk næsten så hurtigt som det kom og drejede om på hælen med harmefuld bitterhed i blikket og forsvandt.


Og med det knækkede et familiebånd.

/afsluttet