Efter kampens hede

[Micah Brygger]

Micah stirrede på hende, imens hun græd, men også indrømmede, at hun elskede ham. Han rakte ud, forsøgte at få hende trukket ind til sig, kunne slet ikke bære alle tårerne hun spildte. Det var tortur at se hende sådan. Værre end noget andet han kunne forestille sig. Og det var nok til at han blev rystet i sin grundvold.

"Schh, schh, ikke græde," bad han indtrængende. "Sødeste Dina. Jeg vidste det ikke. Jeg vidste det ikke."

[Dina Brygger]

Dina havde omtrent ingen modstandskraft og havde snart sit tårevædede, ophovne ansigt presset ind mod hals hals. Det var rimeligt, at han intet havde vidst, for hvis ret skulle være ret, så havde hun først selv indset det nu. Hun havde aldrig været god til at vise sine følelser i det hele taget, men nu lå de der, rå og ufiltrerede.

"Du kan ikke," fik hun endelig hikset frem. Hun kunne ikke tage sig af, hvor ynkelig hun var. Hvor fjernt det var for hende. "Du kan ikke få mig til at elske dig og så bare forsvinde," kvækkede hun ulykkeligt.

[Micah Brygger]

Micah knugede hende ind til sig og kyssede hende på håret og strøg hende over ryggen. Hans hjerte svulmede og fik et knæk, men gennem tårer fandt han ordene.

"Jeg vidste det ikke. Jeg bliver hos dig. Hvis jeg kan, så bliver jeg hos dig."

[Dina Brygger]

Det var første gang i den korte tid de havde set hinanden, at Micah ikke med det samme havde gennemskuet hende. Sådan føltes det i hvert fald og tanken om at miste denne søde, betænksomme mand, der utroligt nok forstod hende bedre end alle andre, var komplet uudholdelig.

Derfor knækkede noget i hende igen ved hans ord, men tændte noget, der mindede om håb. Hun tog en hørlig indånding og rettede sig op. Så på ham gennem rødrandede, ophovne øjne. "Ja?" kvækkede hun, som var hun nødt til at høre ham sige det igen.

[Micah Brygger]

Micah så det for sig. Han, en krøbling hjemme i Levagny. Men Dina ved siden af, som elskede ham. Som var gået i opløsning for ham. Han sank og mødte hendes blik.

"Ja. Find en helbreder," bad han dæmpet.

[Dina Brygger]

Der gik et sug gennem hende og hun nikkede, som hun tørrede sine kinder. Hun så stadig komplet forgrædt ud, men forfængelighed kunne ikke være længere væk. Hendes hjerte hamrede og hun måtte kysse ham, før hun kom på benene.

Der var ingen tøven, da hun gik til den første hun genkendte af paladsets helbredere. Hende, der endnu stod og talte med den Kaptajn, der havde siddet hos Micah. Hun afbrød dem, uden undskyldning.

Snart efter var helbreder Tource, Kaptajn Lemaux, Dina og en tredje helbreder samlet omkring den sårede soldat.

[Micah Brygger]

Micah gav et brummende svar og beklagede sit vægelsind overfor kaptajnen. Han var mat, tydeligt syg, men store dele af det handlede også om hovedskaden.

Meldingen var dog klar. Benet var kraftigt skadet og sandsynligvis ville det simpleste valg være en amputering. Micah sank. Han hadede tanken om et liv som krøbling.

[Dina Brygger]

Cyran rystede let på hovedet, som for at sige, at han ikke skulle tænke på det og lyttede. Dina satte sig på knæ ved ham igen og tog hånds hånd, mens de andre helbredere undersøgte. Hun var ikke sart, men det gav et sug i hende at se, hvor slemt det stod til.

"Den simpleste," var det dog kaptajnen, der gentog og han så mellem soldaten og den lyshårede helbreder. "Betyder det, at der er et alternativ?"

[Micah Brygger]

Micah sank og lukkede øjnene halvt. Han var så uendelig træt. Det ville være nemmest blot at sove. Han holdt sig dog vågen for Dina. For det håbefulde og koncentrerede i hendes blik.

Den tredje helbreder rømmede sig. "Man kan forsøge at tømme forgiftningen fra kniven ud. Det har tilsyneladende ikke bredt sig til hele benet, men det er usikkert hvor meget ben, der vil være tilbage og om det kan fungere efter."

[Dina Brygger]

Dina lyttede til kaptajnens spørgsmål og endnu mere svaret, mens hendes blik søgte også mod Micahs ansigt. Bekymringen sad som en hård knude i hendes mave og hun kunne ikke helt finde det i sig at se væk igen.

"Hvad end, der skal til for at redde ham," sagde hun dæmpet, men det var ikke så meget en ordre, at Micah ikke selv kunne byde ind. Hun sendte en lille flig af sin gave ind i ham, lindrende en anelse af den trykken, hun fornemmede i hans hoved.

Cyran nikkede og klarede halsen. "Korporal?" gav han Micah en sidste mulighed for at komme med indvendinger, før han havde tænkt sig at sige til helbrederne, at de skulle gøre, hvad de vurderede bedst.

[Micah Brygger]

Micah åbnede øjnene og så på Dina. Han havde mærket hende i sit hoved og sendte hende et taknemmeligt blik, selvom hun ikke burde bruge sin gave mere.

Han så over på helbrederne og Kaptajnen og nikkede svagt. "Jeg ville selvfølgelig foretrække et ben," konstaterede han en smule tørt.

[Dina Brygger]

Cyran nikkede og helbrederne gjorde det samme. Dina så på Micah og selvom det utvivlsomt ville være et lærerigt stykke helbrederarbejde, kunne hun ikke være en del af det. Ikke medmindre det var strengt nødvendigt.

Til gengæld var der heller ikke meget mere tid at spilde og med en advarsel om, at det ville blive smertefuldt, gik Sylvie og den anden helbreder i gang. Både Cyran og Dina blev.

[Micah Brygger]

Micah nød ikke så meget at Dina blev, fordi han kort efter både skreg i smerte og måtte holdes nede, båret af impulsen til at komme væk. Det var en torturforestilling og han havde ikke brug for flere vidner.

Sveden sprang fra hans pande og han var hensat til en tilstand uden meget sans for sine omgivelser. Det varede alt for længe.

[Dina Brygger]

Årsagen til at kaptajnen blev var åbenlys, da det først gik i gang. Han hjalp med at holde korporalen nede, mens helbrederne arbejdede.

Dina holdt også ved ham, men måtte lukke øjnene, da det blev uudholdeligt. Helbreder eller ej. Lydløse tårer trillede ned over hendes kinder, men hun slap ikke hans arm.

Det var Micah, der var i smerte, men det var ren tortur og tiden føltes uendelig. Som om det aldrig ville slutte.

[Micah Brygger]

En evighed senere var hele Micahs ben forbundet grundigt med bandager og han lå ned med en kold klud på panden og så segnefærdig ud.

Alt han ville var at sove. Han forstod slet ikke hvad han havde været igennem endnu.