Efter kampens hede

[Micah Brygger]

Micahs deling var en af dem, der var blevet sendt til Shoberbach og han var der, da Wufrurg først angreb. Han var til stede, da stenene faldt om ørerne og travlt beskæftiget med at mønstre forsvaret af borgen i samspil med andre. Da tropperne trængte ind gennem de yderste mure var han en af dem, der stod imellem Wufrurgs hær og de flygtende fra Gestraria, der trak sig tilbage til den indre del af borgen. 

Det var et mareridt uden sammenligning og langt værre end kampe med røvergrupper nær grænsen til Hasnea. Alt var kaotisk, mudret og højlydt. Hans sværd var sunket dybt ind i kroppen på en soldat, da andre kom væltende og han registrerede en let smerte under knæet, før han faldt, slået omkuld af nærkontakten med et skjold i baghovedet. 

Denne gang blev han liggende. Alt blev sort for en stund, før han kom til sig selv ved lyden af øresønderrivende skrig og et glimt af bragende ild fra udenfor murene. Han stønnede lavt og forsøgte at rejse sig, kun for at indse at han ikke kunne. Der sad en kniv fast i hans ene ben. Indsigten fik ham til at kaste op og han formåede netop at dreje sig, så det røg ud over jorden. 

Tid blev lidt en flydende størrelse, men pludselig fik han øje på Cyran af Lemaux, der bevægede sig gennem murbrokker, i selskab med andre uskadte. Han forsøgte at sige hans navn, men det blev kun til en hosten, der til gengæld var højlydt nok.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var kaptajn for hundrede mand og en god del af dem var med ham i dag. Han forblev ikke selv tilbage, men førte dem an og blev ved med at kæmpe, selv da alt pegede mod at slaget ville være tabt. Der var en sang af klinger, brosten, der var glatte af blod og en storm af sten, hver gang bliderne smadrede endnu en del af borgen. Han kæmpede, råbte ordrer og så gode mænd falde for sine øjne.

De ville ikke vinde. Han havde indset det, da en pludselig varmebølge skyllede ind over de smadrede mure og både han og flere andre skærmede sig. Han missede med øjnene mod lyset, men brugte ikke mere end et sekund, før han råbte ordrer igen. Mændene hørte ham og han sendte dem forbi sig, tilbage mod citadellet og løb ikke selv, før den sidste levende soldat havde passeret ham.

Det var den eneste grund til, at han hørte en hosten og hans blik søgte instinktivt i retning af det. Det var et farligt sted at standse op, men han kunne ikke efterlade en af sine egne og snart fik han øje på soldaten; næsten væk, den ellers hvide tunika dækket af støv, blod og andre unævneligheder. Han tøvede ikke, men satte straks mod ham og genkendte Micah. Hans blik gled over ham, så kniven. "Vi må tilbage," halvt råbte han over larmen og var allerede i gang med at hjælpe hans overkrop op. "Kan du gå?"

[Micah Brygger]

Alting vendte sig i Micah, da han blev trukket op og han kastede op, men havde ikke mere maveindhold, så det blev kun til et par ubehagelige krampetrækninger. Så klarede han halsen og fik hæse ord frem: "Humpe, måske," svarede han og håbede at det passede.

Rundt om dem var der skrig, skrål og lyden af buldrende ild. Han støttede sig til sin kaptajn og forsøgte at komme frem med hans hjælp. Det gik, men det gik også langsomt.

[Cyran af Lemaux]

Det gik for langsomt. Cyran kunne godt se det og høre råbene, der nærmede sig, som fjenden kom stormende i retning af dem - væk fra hvad end, der foregik udenfor murene. Han så sig over skulderen og bandede dæmpet. "Hold fast," sagde han beslutsomt, før han greb om korporalen og løftede ham op på skulderen.

Det var en kraftanstrengelse uden lige, for han var ingen lille mand og brynjen tyngede, men han havde ikke tænkt sig at efterlade ham. Han var så forsigtigt som muligt med det sårede ben, men kunne kun gøre så meget. "Hold ud," hvæsede han anstrengt, som han satte i bevægelse - hurtigere, men ikke uendeligt. De skulle bare nå frem.

[Micah Brygger]

Micah var ingen lille mand og det var i den grad imponerende, at kaptajnen løftede ham og var i stand til at bevæge sig frem i et hurtigere tempo. Micah hvæsede svagt af anstrengelse, da han lå over skulderen og hans bevidsthed gik lidt ind og ud, som der opstod sorte huller. Bag dem glødede ilden og noget frygteligt var ved at ske - han vidste bare ikke hvilken side, det var, der brændte.

Han følte sig som en tung sæk med korn, som de endelig nåede indenfor de inderste borgmure. Han vidste ikke om han var købt eller solgt. Lige nu var han klar til bare at stille træskoene.

[Cyran af Lemaux]

Cyran var intet overmenneske, men han var stærk, drevet af adrenalin og ærligt kun i stand til at gennemføre, fordi han kunne se murene til citadellet. Sveden haglede af ham og blandede sig med blod og skidt og både hans ben og lunger skreg, men han pressede sig selv yderligere. Han nåede ikke mere end lige ind, før knæene gav efter og andre fra livgarden kom løbende.

Nogen sørgede for at støtte Micah, holdt ham mellem sig og Cyran tvang sig selv på benene igen, selvom han var træt og trak sit sværd. Han råbte, at de skulle falde tilbage og først i sidste øjeblik, blev porten lukket for at holde fjenden ude. Han spærrede øjnene op ved synet af ildmuren, der tilsyneladende hamrede ind i den ydre borgmur og næsten fik stenen til at gløde. Så vendte han sig mod sine mænd igen.

[Micah Brygger]

Micah blev hejset op af soldater han kendte og stønnede lavt af anstrengelse. Hans blik svømmede lidt, som de alle så mod flammerne. Nogen råbte at bliderne brændte, andre at det var Mester Suilleaux og hans lærlinge.

Uanset, havde de mistet folk. Gode folk. Takket være kaptajnen virkede det til at de havde mistet en mindre.

Micah hev luft ned i lungerne. "Tak, Kaptajn," sagde han hæst. Hans ben... Hans ben var en anden historie. Han så ikke på det.

[Cyran af Lemaux]

Der skete meget, men Cyran vendte sig alligevel mod Micah og selv med krigen rasende omkring dem, var der plads til at se på korporalen med forståelse og bekymring i blikket.

"Godt kæmpet, korporal," sagde han dæmpet og nikkede så til mændene. "Få ham til helbrederne," sagde han. Senere ville han besøge sine sårede mænd der, men nu var ikke tiden. Og da de gik med ham, så han mod porten igen.

[Micah Brygger]

Micah blev slæbt mod helbrederne med en lille panikangst. Dina. Dina skulle ikke se ham sådan. Da de kom frem forsøgte han med alt i verden at sikre sig at en anden så til ham og det lykkedes også. Han hørte ord som hjernerystelse og overskåret blodåre og på et tidspunkt kastede han igen op igen uden at der kom noget op. Han blev sat op, fik vand og ordre om ikke at falde i søvn. En ung helbreder rodede i hans hoved med sin gave og senere ved hans ben, hvor de var to om det og forsøgte at distrahere ham, imens de trak kniven ud og stoppede blødningen.

Han blev også holdt vågen, da de var færdige med ham. En medhjælper uden gaven blev sat til at sørge for at han ikke faldt i søvn, så han sad blot ret op og ned og stirrede ud over lazarettet, da han pludselig så hende.

[Dina Brygger]

Dina havde ikke tid til at se sig rundt. Hver gang hun var færdig med en såret, var der kommet to nye til og det hele gled sammen i et grotesk virvar. Hun lærte kun at se på det, hun var i gang med og gjorde, hvad hun kunne. Det føltes ikke altid som nok og hun kunne mærke kræfterne slippe langsomt op. Hun kunne ikke blive ved at trække på sin Gave.

Trods den viden, gav hun soldaten under sine hænder lidt ro, så han kunne finde hvile under den blodige bandage, der dækkede hans øje. Hun skyllede sine plettede hænder i det nærmeste vandbad og strøg sig træt over panden med det ene ærme. Det var i den bevægelse, at hendes blik tilfældigt krydsede rummet.

Der gik et sekund, før hendes hjerne genkendte ham og et par mere, før hendes hjerte slog igen. En umiddelbar rædsel strøg over hendes træk, før det lagrede sig, at han sad - at han selv så på hende, og selv da forsvandt den ikke helt. Uden tøven hægtede hun op i skørterne og krydsede afstanden, halvt i løb. Havde omfavnet hans siddende skikkelse, før hun kunne nå at tænke på alle grundene til at lade være.

[Micah Brygger]

Micah stirrede på Dina, da hun løb imod ham. Hans hjerte hamrede. Gik i stå et øjeblik. Så knælede hun og var i hans arme, lugtende af sved, blod og sprit. Ulækkert, men ikke anderledes end stedet de var i.

Han rykkede lidt på sig og var mere eller mindre stivnet. Ville ikke lade sig mærke med hvilke smerter han var i eller hvor skidt det stod til.

[Dina Brygger]

Det var en komplet instinktiv respons på at se ham i live og ikke blandt det, der lige nu virkede som utallige døde. Hun dvælede dog ikke, men trak sig tilbage og lod øjeblikkeligt blikket fare over ham.

"Hvad er der sket?" sagde hun, stemmen tyk, allerede før hendes blik havde nået hele vejen ned over ham. Hjertet sad i halsen.

[Micah Brygger]

Micah var stakåndet over at se Dina og kunne knapt følge med i hendes hurtige bevægelser eller stemmen, der lød en smule hul i hans ører, hvor alt stadig rungede lidt. Han rynkede panden dybt og anstrengte sig for at få det hele til at give mening.

"Jeg... Kamp. Mit hoved..." Han tog sig til det, men nævnte ikke benet, selvom det var bundet ind i tyk bandage. Hun skulle ikke bekymre sig for meget. "Træt," kom han frem til, fordi han var så uendelig træt, men ikke havde fået lov til at sove.

[Dina Brygger]

Bekymringen sad som en hård knude i hendes mave og lettelsen over at se ham i live, var kun forbifarende. Hun tog mål af det, hun kunne se, men kun kort, før hendes blik var tilbage til hans. Alt ved det fik hendes indre til at vride sig og hun nikkede forstående, mens hun pressede læberne hårdt sammen for at hindre dem i at bæve lidt. Hun tog en indånding gennem næsen og strøg fingrene blidt over hans tinding.

Hun havde ikke mange flere kræfter at give af, måske var hun allerede ved at være opbrugt, men det hindrede hende ikke i at lindre bare lidt af den smerte, han måtte være i. "Jeg forstår," sagde hun dæmpet, lidt anstrengt, men også i en forsikring om, at han ikke behøvede at bruge flere kræfter på at forklare. Hun sendte lidt mere af sin Gave afsted.

[Micah Brygger]

Micah var allerede blevet helbredt, men han var stadig i smerter. Hvis han havde anet at Dina var i færd med at bruge af sit allersidste, måske endda af sin egen livskraft, ville han have råbt op og fået hende til at stoppe straks, men i stedet faldt han lidt tilbage med et dæmpet støn og lukkede øjnene i.

"Jeg må ikke sove," mumlede han, selv imens han var ved at falde i søvn.