Efter kampens hede

[Dina Brygger]

En kold, klam følelse strøg gennem Dina. Voldsommere, end hun ville have troet og hun rystede på hovedet.

"Selvfølgelig kommer du gennem det her," slog hun fast, selvom hun rationelt godt kunne se, at det ikke nødvendigvis ville gå sådan.

Hun løftede hånden og lukkede fingrene om hans, der kærtegnede hendes kind. "Det gør du."

[Micah Brygger]

Micah så Dina i øjnene og blinkede langsomt, udmattet af det sidste døgn, det tabte blod, hjernerystelsen, benet, som han ikke kunne mærke længere og feberen. Han sank og flettede sine fingre ind mellem hendes.

"Dina," svarede han langsomt. "Jeg har sagt, at de ikke må tage mit ben. Du ved, hvad det betyder. Jeg kommer ikke hjem herfra."

[Dina Brygger]

Dina vidste, hvad det betød og hun blev bleg. Hjertet sank i livet på hende, men hun forstod heller ikke. Hendes blik gled til hans ben, før hun så ham i øjnene igen.

"Nej," sagde hun så, bestemt. Lidt vred, fordi hun var bange. "Du får ikke lov at dø. Ikke for et ben, Micah."

[Micah Brygger]

Micah var ikke vanvittig overrasket over reaktionen. Han diskuterede det ikke. Hun var ikke herre over liv og død. Ingen af dem var.

"Hold dig til Sarah og Magnus," nøjedes han med at sige. "Og fortæl min familie, at jeg tænkte på dem."

[Dina Brygger]

Dina slap hans hånd og rykkede lidt tilbage. Hendes øjne sved pludselig og hun tog sig ikke af, at det var tydeligt. En del af det var i pludselig harme.

"Stop," sagde hun bestemt. "Stop det."

[Micah Brygger]

Micah stoppede. Han var træt, så hans øjne gled lidt i, selvom han gerne ville se Dina en sidste gang.

Han brød sig ikke om, at hun var vred, men han kunne ikke sige noget, der ville ændre situationen, så han tav i stedet og lod øjnene forblive lukkede.

[Dina Brygger]

Dina var helt kold og al hendes vrede var baseret i en pludselig, men overvældende frygt, der kun tog til, da han lukkede øjnene. De havde haft så kort tid og hun kunne ikke rumme tanken om, at det allerede var slut.

"Du kan ikke forlade mig," sagde hun og stemmen knækkede, som hun greb hans hånd igen. Ikke kun for at sikre sig, at han stadig havde en puls. "Du må ikke. Micah..."

[Micah Brygger]

Micah åbnede øjnene igen for at se på Dina, da hun tog hans hånd. Hun var så smuk og så sørgelig at se på og det gjorde ondt dybt inde i ham. En enkelt tåre gled ned over hans kind og han rynkede panden. Han havde lyst til at sige at han elskede hende, men det føltes uretfærdigt.

"Undskyld," sagde han i stedet. "Jeg lovede at komme tilbage til dig. Jeg svigter mit løfte."

[Dina Brygger]

Dina følte desperationen som en knude i brystet. Måske vidste hun ikke alt, men hun vidste, at hun på ingen måde var klar til at sige farvel til ham. Hendes fingre strammede sig om hans hånd.

"Så lad være med det," bønfaldt hun. "Lad være med at bryde det. Jeg er ligeglad med dit ben. Bare bliv hos mig."

[Micah Brygger]

Micah åndede tungt ud og lukkede øjnene halvt i. Han var så træt. Hvis han bare kunne sove lidt - men han kunne ikke sove fra Dina, som havde hans hånd og hans hjerte og bønfaldt ham. En tåre mere gled ud af det modsatte øje og ned over hans kind.

"Jeg vil ikke bruge resten af mit liv som en krøbling, et besvær. Du skal ikke spilde dit liv på at passe mig."

[Dina Brygger]

Det var ikke sådan her, det skulle gå. De skulle have tid, hun skulle have tid, men måske fortalte det hende allerede noget, hvor magtesløs og komplet rædselsslagen hun pludselig følte sig.

Hendes øjne løb over og tårerne trillede ned over hendes kinder. Hun vidste godt, at det var meget at bede ham om at vælge, et hårdt liv, men hun kunne ikke bare give slip.

"Jeg kan ikke, Micah," græd hun, ikke højlydt, men hjerteskærende nok. Det var ulig hende, men hun kunne ikke tænke på det. "Jeg kan ikke miste dig nu, hvor jeg endelig har fundet dig. Det er for tidligt. Der har ikke været nok tid."

[Micah Brygger]

Micahs hals blev tyk af alle de følelser hun fik op i ham. Alle de følelser, som han kunne se malet på hendes ansigt, imens hun græd som pisket. Han kunne knapt få vejret i chok over det og han måtte tage en dyb indånding, som ikke kom dybt nok ned i lungerne.

"Dina," hviskede han hæst og klemte om hendes hånd. "Jeg er ikke... Der er en anden mand for dig. En hel mand, er jeg sikker på. Du må ikke... Græd ikke, sødeste Dina."

[Dina Brygger]

Dina kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde grædt, men nu kunne hun ikke standse det. Tårerne væltede ud og hun pressede bævende læber sammen, mens hun rystede på hovedet. Kunne ikke svare, stemmen kvalt i gråd.

Så hun rystede bare på hovedet igen, mens hun knugede krampagtigt om hans hånd. "Nej," var det eneste hun fik frem, tykt og ynkeligt, men hun var ligeglad.

[Micah Brygger]

Micah kunne slet ikke bære gråden, følelserne, følelsen af at svigte hende fuldstændig. Han elskede hende jo. Havde lige testamenteret sin pension til hende. Hun var det mest vidunderlige strejf af lykke og hun holdt af ham. Måske, måtte han indrømme i sin døsige tilstand, mere end det. Han sank. Samlede ordene.

"Elsker du mig, Dina Brygger?"

Hans stemme var hæs.

[Dina Brygger]

Dina var fuldkommen udmattet, havde set de mest frygtelige ting i løbet af det eneste døgn og det her var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Det føltes umiskendeligt som om, at hun aldrig ville stoppe med at græde igen og tårerne trillede fortsat, da han talte.

Det var for tidligt at sige det, sagde den rationelle del af hendes hjerne, men samtidig genspillede hun alle de øjeblikke, de havde delt, for sit indre blik. Få, men fulde af flere følelser end noget andet, hun havde prøvet før og pludselig stod svaret lysende klart for hende. Måske var det for tidligt, men hvem bestemte egentlig, hvor meget der skulle til for at elske nogen?

"Ja," gispede hun, som flere tårer erstattede de foregående og hun vidste ikke om indsigten kun gjorde det så meget mere forfærdeligt, at han havde tænkt sig at forlade hende.