De mindste ting kan fylde mest

[Lynon Marchande]

Lynon nøjedes med at smile, ikke helt sikker på om hun selv mente, at det havde været en fornøjelse og forlod så kontoret. Hun mødte sin far på vejen og selvom hun oftest var den mere tilbageholdende og afmålte af de tre søstre, var hun ikke bleg for at stille spørgsmål.

Der gik ikke lang tid, før døren blev åbnet igen og Parsiprestre trådte tilbage ind.

[Marie Merchande]

Marie travede kontoret ned, knugede sine hænder og bandede over sig selv, selvom hendes bandeord ikke var rigtig slemme. Hun havde ikke lært nogen forfærdelige ord, brød sig ikke om at tale grimt og kunne normalt uden problemer få sin pointe igennem uden at behøve den slags.

Da døren åbnede igen, så hun brat over på den og følte sig, uvant, som en kriminel. Hendes blik flakkede over hans ansigt og ledte efter spor af, at han var blevet overrumplet af spørgsmål. Hun sank.

"Jeg kunne ikke finde ud af at tale med hende. Hun blev mistænksom og begyndte at stille spørgsmål..."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre så lettere vantro på Marie, der skulle forestille at lære unge kvinder, hvordan man gebærdede sig i verden.

"Jeg var væk mindre end et halvt timeslag," svarede han, lidt bestyrtet. I stille sind måske også lidt underholdt, men det gav han ikke tydeligt udtryk for.

[Marie Merchande]

Marie var ikke vandt til tilfældig konversation om vejret med sin fremtidige svigerdatter. Hun skammede sig dog alligevel over præcis hvor elendigt det var gået for hende og blev temmelig rød i ansigtet over pointeringen af hvor kort tid hun havde brugt på at kvaje sig gevaldigt.

"Jeg ved det," svarede hun frustreret og vred sine hænder. "Jeg var for nysgerrig. Jeg stillede for mange spørgsmål. Men De... Du efterlod mig med den sidste person jeg kunne fortælle sandheden, oprørt... Emotionel. Det var heller ikke retfærdigt."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestres bryn trak sig sammen over hendes anklage, men han blev ikke fornærmet. Tværtimod så han svagt undersøgende på hende.

"Du kunne have fortalt hende sandheden," konstaterede han, måske mildt undrende. Måske var det mere åbenlyst for ham, end det var for hende. "Hvorfor gjorde du ikke det?"

[Marie Merchande]

Marie blinkede og gik i stå med sin hændervridning for bare at stirre lidt på Parsiprestre med dyb undren i ansigtet over at han sagde det, som om det var en åbenlys mulighed.

"Fordi hun er din datter," svarede hun, efter sin mening en lige så åbenlys grund til at lade være. "Det må være dig, der bedst ved, hvordan dine døtre skal have noget så skandaløst at vide. Jeg kan da ikke bare fortælle det uden at vi har talt om det."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre kneb øjnene lidt sammen, men mere undersøgende end noget andet. "Jeg har ikke for vane at pakke tingene ind, når det kommer til mine døtre," konstaterede han.

"Lynon er ikke dum og hun ved oftest, når nogen skjuler noget for hende," indrømmede han. "Jeg burde måske have forudset det. Men du kunne have fortalt hende sandheden. Jeg ville ikke have været vred."

Det havde sparet ham en fortørnet datter, trods alt. For Lynon var en skandaløs sandhed utvivlsomt bedre end en dårlig løgn, selvom hun ikke bifaldte førstnævnte.

[Marie Merchande]

Maries skuldre sank. Hun rynkede panden lidt, men lyttede. Ingen hemmeligheder. Det var ikke den slags familie hun var vandt til overhovedet. Hun tog en dyb indånding.

"Retfærdigvis, så ville jeg ikke have anet hvordan jeg skulle sige det," indrømmede hun.

"Blev hun vred?"

[Parsiprestre Merchande]

Det var rimeligt nok og Parsiprestre anerkendte det. Til gengæld vippede han med hovedet til det næste og stod med en lidt underlig fornemmelse i mellemgulvet.

"Ikke vred," svarede han, men det var tænksomt. "Overrasket, snarere," fortsatte han og tog en dyb indånding. "Jeg tror ikke, at nogen af dem for alvor har forestillet sig, at jeg ville gifte mig igen og mindst af alt Lynon."

[Marie Merchande]

Marie tog en dyb indånding og åndede ud igen, så hendes skuldre faldt. Hun rystede alvorligt på hovedet.

"Det er ganske givet chokerende," medgav hun ærligt. "Også for mig, hvis jeg skal være ligefrem, selvom det var mig, der bad dig..." Hun løftede to fingre og klemte om næseroden. "Frygtelig start at lyve for din datter," erklærede hun selvbebrejdende.

[Parsiprestre Merchande]

Endnu engang tænkte Parsiprestre, at han først lige var begyndt at lære kvinden foran sig at kende og han var nysgerrig på det. Han brummede let.

"Hun vil forstå, når overraskelsen har lagt sig," sagde han med sikkerhed. Det havde været noget helt andet, hvis det havde været Sarah. Kunne nå at blive det endnu, frygtede han.

[Marie Merchande]

Marie lod sig berolige. Det skulle hun. Hun tog en dyb indånding og nikkede.

"Hvad fortalte du hende helt præcist? Du siger du ikke holder sandheden fra dine døtre, men jeg forestiller mig ikke at du uddybede hvordan det hele... Har udspillet sig?"

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre kom til at slippe et dæmpet, halvmuntert fnys over hendes spørgsmål. "Jeg er ærlig, ikke vulgær," konstaterede han, men gled snart tilbage i alvor.

"Jeg fortalte hende, at vi havde kendt hinanden i nogen tid og at du, uplanlagt, er i omstændigheder," fortsatte han. "Det var åbenlyst et chok, men det forklarede utvivlsomt også nogle ting fra hendes samtale med dig."

[Marie Merchande]

Marie hævede et bryn og trak svagt på smilebåndet, før hun blev alvorlig igen.

"Mm. En retfærdig beskrivelse," medgav hun. "Du er en meget retfærdig mand, Parsiprestre. Det er en lettelse."

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og han slap en dæmpet, munter lyd. "Mh," slap det ham, som det så ofte gjorde og hans blik spillede lidt.

"Jeg vælger at lade være med at fokusere på dine lave forventninger til mig," svarede han og det var ment spøgefuldt, selvom det ikke var løgn.