De mindste ting kan fylde mest

[Marie Merchande]

Marie var måske gået for langt. Hun bed sig i tungen, men kunne vel nok komme ud af det uden at lyve direkte. På sigt ville den yngre kvinde få en dybere indsigt i hendes grunde.

"Hvorfor ikke? Jeg har sjældent stået tilbage for at hjælpe med at smede to passende sjæle sammen. Ganske vist aldrig to borgerlige, men det kan ikke være meget anderledes?"

[Lynon Marchande]

Det var meget mærkeligt og Lynon forstod ikke motivationen. Hun kunne ikke huske sin tid som adelig, men hun vidste, at hendes far kun havde få forbindelser tilbage i adelen, som han villigt så. At mange ikke ville forbindes med dem.

"Det er et generøst tilbud," svarede hun lidt tøvende og så undersøgende på den anden kvinde, der åbenlyst heller ikke selv var gift. "Men det kunne jeg ikke bede Dem om."

[Marie Merchande]

Marie nikkede. Måske ville det ændre sig, når først sandheden kom frem. For nu, måtte hun finde bedre måder at konversere med den unge kvinde på. Hun følte sig akavet, væk fra sin autoritet og vante rammer.

"Hvad lærer man om, som De bruger her, på universitetet?"

[Lynon Marchande]

Lynon var stadig lidt forundret og forvirret og med en distinkt følelse af at være midt i en eksamination, men hun var heldigvis ikke komplet uvant med den fornemmelse. Hun rettede sig lidt.

"De juridiske implikationer, der følger med et købmandsimperium," svarede hun, åbenlyst mere sikker i dette emne. "alt fra købstadsprivilegier, transittold, handelsrettigheder," listede hun og smilede så, halvt beklagende. "Det lyder måske tungt, men det er det værd."

[Marie Merchande]

Marie lyttede, nikkede, kneb øjnene let sammen og tog en dyb indånding.

"Det lyder som meget svære emner. De må være ganske kvik for at kunne finde ud af alt det. Er der mange andre, unge kvinder på det studie?"

[Lynon Marchande]

Lynon var ærligt talt ret kvik, men hun var også beskeden nok og undlod at kommentere på det. Til gengæld rystede hun på hovedet.

"Nej, vi er kun ganske få, Nådigfrøken," svarede hun. "To, for at være helt præcis."

[Marie Merchande]

"Ah. Kun to," svarede Marie og nikkede. Hun var overrasket over at der var nogen andre, men undtagelser fandtes jo tydeligvis. Hun undlod at eksaminere hvordan hun selv var en undtagelse.

"Hvad med Deres søstre. Begge ugifte? Den ene endda skuespillerinde?"

[Lynon Marchande]

Overraskelse igen, dernæst undren og hun så lidt undersøgende på adelskvinden. "Ja, Nådigfrøken," svarede hun, men uddybede ikke. I stedet sagde hun:

"Har min fader fortalt Dem det?"

[Marie Merchande]

Marie rankede sig. Foden i munden igen. Hun tog en dyb indånding. "Han er stolt af jer, lader det til," nøjedes hun med at svare.

Og han lod vente på sig. Hun overvejede om hun skulle undskylde sig og vende tilbage senere, men de var ikke færdige med de praktiske detaljer. Hurtigt bryllup, kun vidner. Denne unge kvinde som steddatter.

[Lynon Marchande]

Lynons tanker summede om de mærkelige, private spørgsmål, om synet af nådigfrøknen på skrivebordet. Hendes bryn rykkede sig lidt sammen og nogle brikker rykkede på sig, selvom hun ikke satte dem korrekt sammen. Endnu.

"Er De her for en forretningsaftale, Nådigfrøken?" spurgte hun. Måske lidt direkte, men hun var trods alt kvalificeret til at hjælpe.

[Marie Merchande]

Marie rankede sig og mærkede et stik af panik. Hvad hvis datteren regnede hende ud? Hun tog en dyb indånding og fandt sin mest autoritære udstråling frem. Den hun brugte overfor børnene.

"Naturligvis, Frøken Merchande," svarede hun simpelt. "Jeg har forretninger med Deres far."

[Lynon Marchande]

Lynon rankede sig instinktivt, selvom kvinden foran hende ikke kunne være meget ældre end hun selv var. En mistanke blev dog ved at gnave og måske var hendes undren synlig.

"Måske er det noget, jeg kan hjælpe Dem med?"

[Marie Merchande]

Dybere panik. Marie skjulte det godt og rankede sig igen.

"Ellers tak, Frøken. Jeg foretrækker at handle direkte med Deres far. Hvis han ikke snart kommer tilbage, vil jeg returnere senere. Eller en anden dag."

[Lynon Marchande]

Lynon rankede igen, denne gang af en anden årsag. Hendes øjne kneb sig den mindste smule sammen, men hun nikkede også og var ikke uhøflig.

"Udmærket, Nådigfrøken. Hvis det behager Dem, vil jeg gå ud og se, hvordan det skrider frem."

Og hun havde pludselig ikke så meget lyst til at blive der.

[Marie Merchande]

Marie bandede indvendigt over faren for, at datteren havde gættet noget hun ikke skulle og hun havde til dels lyst til at advare Parsiprestre om spørgsmålene, som hun frygtede ville komme. I stedet sank hun og nikkede værdigt.

"Selvfølgelig, Frøken. Det var en fornøjelse at konversere med Dem."