Fortiden spøger

[Marcus Agrippa Vespasian]

Han havde ganske ærligt ikke tænkt over det, da han valgte at komme til Levagny og undervise på universitetet. Han havde ikke tænkt over det, da han lod sin datter forlove med den unge Helias.

Nu, hvor Marcus stod i tronsalen og hans blik faldt på Tetrica af Bonville, kom det hele tilbage til ham og han havde en smule besvær med ikke at stirre på hende i let chok over at se hende der.

[Tetrica af Bonville]

Tetrica var midt i en lavmælt samtale med et par af de andre nådigfruer, da hun mærkede et alt for velkendt blik hvile på sig. Til en start forsøgte hun at være til stede i samtalen om snit og kjolestof, men måtte til sidst erkende sit nederlag og så op.

De mørke øjne mødte hans, og hun mærkede hvordan hendes hjerte sprang et par slag over, og bagefter slog tungt og hurtigt. Hun havde ikke regnet med nogensinde at se ham igen. Hun trak vejret dybt ind og undskyldte sig den lille flok af kvinder før hun i rolige skridt gik over til ham. Det var som om hun ikke selv var herre over sine fødder i netop det sekund.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus så hende nærme sig og havde tiden, de få sekunder, til at forberede sig. Ingen sans i at lade som om han ikke så hende. Han bukkede dybt, da hun stod foran ham.

"Cometessa Tetrica," bød han hende. "En glæde at møde Dem igen."

Det var ikke en glæde. Deres sidste ord til hinanden var sagt i vrede og han havde været lettet, da hun forelskede sig i en falanist, som tog hende med langt væk fra Edrye.

[Tetrica af Bonville]

Tetrica vidste godt hvorfor hun var gået imod ham, men derfor vidste hun stadigvæk ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun følte sig pludselig meget yngre, og blev blæst tilbage til sandet, for så mange år siden. Hun sank en enkel gang før hun løftede hovedet og for alvor så ind i hans øjne.

"Mester Vespasian" Hilste hun, hun bukkede flygtigt hovedet en anelse. Hun vidste ikke hvad hun skulle tro om hans ord. For var det i virkeligheden det? Minderne væltede frem, og hun huskede alt for godt hvordan bølgerne gik højt ved deres afsked.

"Er det?" spurgte hun lavt. "Jeg forventede ikke at se Dem her." svarede hun ærligt.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus rankede sig stift en smule mere over det ærlige spørgsmål, midt i tronsalen. Han rynkede panden og så hende i øjnene. "Jeg har fået en stilling på universitetet her," konstaterede han. "Jeg havde ikke tænkt over, at De ville være her."

Hun så godt ud. Det vedkom dog ikke ham, længere. Det var længe siden det havde. "Estevot af Bonville?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica kunne ikke blive enig med sig selv om det var godt eller dårligt at Marcus var her. Hun trak igen vejret dybt ind, langsomt mildnede hendes ansigt dog en smule. "Selvfølgelig ikke" svarede hun let; hvis han gjorde havde han måske ikke takket ja til stillingen.

Hun nikkede. "Og du er stadig..?" Hun kunne ikke få det over sine læber, men håbede han forstod hendes hentydning til hans eget ægteskab.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus nikkede. Han studerede hendes træk og så hvor de havde ændret sig. Hun var blevet voksen, i den grad. Dengang han kendte hende havde hun været meget ung. Nu var der sket noget. Et par rynker havde indfundet sig, men hun var stadig en attraktiv kvinde.

"Lucretia passer huset derhjemme," svarede han på det halvt usagte spørgsmål. "Vores datter kommer snart til Falanie. Hun skal giftes med en Tardigy."

[Tetrica af Bonville]

Årene havde kun været gode ved Marcus, og jo mere hun så på ham; betragtede ham, jo mere begyndte hendes hjerte at slå. Alligevel holdte hun sit blik på ham, og havde ikke i sinde at vige fra hans mørke øjne.

Hun kunne godt leve med hans lille undvigelse, for måske var det i grunden meget godt at han ikke fortalte hende firkantet hvordan det var derhjemme. "Ah, så har de endelig fundet en hustru til Admiralen?" Hun smilte let.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus rystede langsomt på hovedet. Han havde ikke mødt Helias af Tardigys ældre bror, men det var ikke ham, hans datter var lovet bort til. "Hans lillebror, mener jeg det drejer sig om. En Gois i elementmagi og underviser på universitetet her."

Han kastede et enkelt blik rundt. "Deres børn...?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica nikkede. Han virkede ikke utilfreds over alliancen; men så igen. Måske brugte han sine diplomatiske evner til at fremstå ulæselig. Det irriterede hende en smule at hun ikke helt kunne finde frem til hvor han var henne.

Hun slog et enkel nik med hovedet i retningen af en ung pige. Adélita af Bonville som var ved hoffet, i fuld snak med sine veninder. "Adélita er min ældste.. Jeg har endnu at finde hende et passende parti" svarede hun i et let suk.

"Så har vi tvillingerne Théodore og Bénjamin. Den yngste er lige blevet gift, og den ældste har en forlovelse, dog til efter krigen.." Hun vidste ikke om det var de oplysninger han søgte, men nu vidste han det. Hun pressede læberne let mod hinanden. Det hele var så formelt, og hun havde mest af alt lyst til at de var alene; måske endda af flere årsager.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus havde intet ønske om at være letlæselig eller gennemskuelig overfor Tetrica. Han stod rank og med en glat hofmaske. Og betragtede hende med mild høflighed.

Det ændrede sig kun lidt, da hun listede sine tre børn op. Han undrede sig, men var ikke indfødt i Falanie og vidste dermed ikke om det var mere normalt her. Dog holdt han sig ikke tilbage fra at spørge.

"De to drenge, yngre, gift før deres søster...?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica vidste godt at det var usædvanligt, at Adélita af Bonville endnu var afsat, og at hendes brødre havde en alliance allerede. Men det var ikke hendes arbejde alene. Hendes blik holdte hans.

"Estevot af Bonville har vel ment at det var bedst at sikre drengene først." svarede hun roligt og lagde beslutningen over på sin mand i stedet for. Som hustru skulle man kende sin plads, selvom Tetrica havde sagt sit til sin mand over hans mulige bud på en ægtemand til deres datter. Måske ønskede hun at hendes lille pige ville finde en som elskede hende, og som ikke blot sagde ja til en god slægt.

".. Hvordan har du det?"

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus nikkede let. Det var ikke hans opgave at dømme beslutningen, men det var en dårlig idé alligevel. Hans søn var blot 21 og behøvede ikke at blive gift før om flere år. Han selv havde været 28. Det var anderledes med kvinder, som skulle afsættes mens de endnu var unge og kønne og fertile.

Hans blik dvælede lidt ved Tetricas datter og kunne se hendes forældre i hende. Han tog et bæger vin fra en forbipasserende tjener og tog en tår, før hans blik vendte tilbage til Tetrica.

"Jeg har det fortræffeligt," svarede han høfligt. "Hvordan står det til for Dem, Nådigfrue - eller er det Grevinde nu?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica var heldigvis ligeglad, og måske til Marcus' held anede hun ikke hvad han mente om det hele. Det var ikke hver deres hold af børn hun ville snakke om. Hun var langt mere interesseret i ham; hvad han havde oplevede og hvor længe han måske havde tænkt sig at blive i Levagny.

Hun rystede let på hovedet; på sin vis passende det hende glimrende at hun endnu ikke havde overtaget pladsen som Grevinde endnu. Nok havde hun været i lære i mange år efterhånden, men det skræmte hende stadig. "Ikke endnu.." svarede hun let, stadig uden at flytte sit blik fra hans.

"Ah.. Du ved, en mors bekymringer. Broderingsselskaber.." Hun rystede let på hovedet. Marcus havde givet hende mere opmærksomhed på relativt kort tid end hendes mand havde i flere måneder.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus fik en underlig følelse af hendes tiltale af ham og til sidst italesatte han det direkte. Han klarede halsen let først og formulerede det i tankerne.

"Nådigfrue," startede han ud. "Jeg beklager, men jeg mener ikke længere at vi er uformelle."

Han hævede et bryn let og så ganske alvorlig ud. De havde ikke set hinanden i mere end tyve år, trods alt.