Fortiden spøger

[Tetrica af Bonville]

Det var pinligt. Vanvittig pinligt. Tetrica havde ikke tænkt over det, måske fordi at hun så en anden overfor sig end han gjorde. Måske bar han bære nag. For selvom hun huskede som var det i går hvad der var sket så huskede hun også det gode og hvordan han fik hende til at føle. Måske var det dén følelse hun stod med; men som hun uden tvivl skulle pakke væk igen.

Hun trak vejret dybt ind og bøjede hovedet en anelse. "Undskyld. Det var ikke for at være disrespektfuld af Dem" svarede hun stilfærdigt før hun rettede sig igen.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus så hendes kinder få farve, kunne nærmest mærke hendes puls stige, som hendes øjne spærrede sig lidt op et øjeblik, før hun sænkede hovedet. Han fulgte det hele med blikket og noterede sig det. Senere ville han tænke grundigt over det. For nu, nøjedes han med at bøje hovedet let.

"Alt er tilgivet, Nådigfrue," forsikrede han roligt.

"Måske vil De fortælle mig om admiralen og hans familie, imens vi går en tur rundt i salen?"

[Tetrica af Bonville]

Selvom han ikke var vred op hende, ville hendes hjerte ikke holde op med at slå, selvom hun mærkede skuldrene sænke sig langsomt. Let nikkede hun til hans forslag og fulgte ham i rolige skridt rundt i salen.

"Admiralen er en utrolig venlig ung mand. Han taler ikke så meget.. Hans bror derimod; Den unge Tardigy er at mærke selvom det er noget tid siden at jeg har set ham til nogen af festlighederne. Det siges at han bruger alt sin tid i universitets drivhus." svarede hun i et smil.

"Så jeg håber at Deres datter er glad for jord og planter. Det virker til at det er det eneste han går op i."

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus havde ikke tilgivet fortiden, nødvendigvis, men de kunne ikke have en scene her og han kunne drage nytte af hendes viden. Så han gik rundt med hende i tronsalen og lyttede til hvad hun sagde om familien. Han brummede let.

"Vi har mødt den yngre Tardigy," forsikrede han. "Han besøgte hoffet. Min datter er ganske betaget af ham og hans planter... De antyder at hans ry er en enspænder?"

[Tetrica af Bonville]

Hvad end det var så nød Tetrica det. Stadig med et smil hvilene let mod hendes læber imens hendes opmærksomhed lå på Marcus.

"Han er social når han vil" svarede hun let og så flygtigt frem for sig. "Men sød. Jeg forstår godt at din datter er betaget af ham" Så håbede hun at han også var betaget af hende; det kunne så let gå falt.

Hun havde intet dårligt at sige om den yngre Tardigy og mente ofte at han tilføjede et frisk pust til de lidt stive masker i forsamlingen til selskaberne.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus brummede let. Det var en luksus at kunne vælge hvornår man ville være social og han havde til dels samme mulighed selv. Dog ikke i dag. I dag var han blevet budt at være ved hoffet og lade sig se an.

Han så i stedet Tetrica lidt an og vidste ikke hvad han fandt.

"Og De? Er De fri til at være social når De ønsker?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica havde fundet roen igen. Det var ikke så underligt i selskab med Marcus; hvad end der lå mellem dem for mange år siden og stadig ulmede. Hun huskede knapt nok sine ord til ham, men hun forstod nu at de skår der var blevet slået var dybere end som så.

"Estevot og jeg viser os til alle offentlige selskaber ved hoffet. Men er derefter frit stillet hvor længe vi ønsker at være der." svarede hun let og på sin vis diplomatisk; hun undlod at fortælle at hendes mand havde for vane til at finde andre unge damer at tage med hjem, eller finde et værelse med. - De havde en forståelse langt det meste af tiden, men hun savnede opmærksom og romantik.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus så sig om, men han så ikke Estevot af Bonville nogen steder og hævede et let bryn. Det var næppe usædvanligt. I Edrye ville kvinder ikke blive ladt alene i blandet selskab som hoffet var. Hans hustru kunne til gengæld nemt være blevet efterladt hjemme, som hun var, imens han var bortrejst. Hjemme, hvis ikke et familiemedlem kunne tage hende med sig.

Han tog en dyb indånding. "Hvor er han så nu? Deres mand?"

[Tetrica af Bonville]

Tetrica vidste godt hvordan det var i hendes hjemland, og at det var en af de tydelige forskelle fra de to slags hof. Men det gjorde hende ikke noget; hun kunne godt lide den forandring og følte sig mere som sin egen kvinde på grund af det. Hun trak vejret dybt ind.

"Jeg ved det ikke." svarede hun ærligt. Hun bed sig i kinden og mærken kæben spændte sig. Hun var vred over det endnu. Han kunne sådan set være hvor end det passede ham; forretning eller fornøjelse. Hendes blik så mod Marcus igen.

"Det er efterhånden ikke noget nyt. Jeg er blevet vant til det"

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus havde ikke forsøgt at fiske efter sladder. Han havde i virkeligheden ikke det store ønske om at vide noget om sin tidligere elskerindes ægteskab. Da han fik information - rigeligt af den - hævede han et bryn og betragtede hende lidt. Havde hun altid været så følelsesladet? Ja, formentlig. Han havde også skændtes med hende. Han havde dog ikke lyst til at tænke på hvordan hun enedes med sin mand. Han klarede halsen en anelse.

"De virker ganske afklaret," kunne han ikke lade være med at sige ironisk.

[Tetrica af Bonville]

Tetrica var efterhånden holdt op med at pakke tingene ind, for at fremstå på en anderledes måde. Heller ikke overfor Marcus ville hun lyve og smile som om alt var i den bedste orden. Hvor længe de kunne gå rundt i tronsalen og tale overfladisk med hinanden, vidste hun ikke og hun overvejede om det var for alles bedste hvis de snart gik hvert til sidst? Hun var ikke klar over hvor meget hun selv kunne klare af hans selskab før hun måtte have mere af den.

“Det er man nødt til her. Desuden nytter det ikke at skabe en scene” bemærkede hun en anelse tørt.

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus kunne have pointeret at han havde været ironisk og ikke synes hun virkede reelt afklaret, men snarere ganske irritabel. Det undlod han dog, for i stedet blot at tage en dyb indånding og fortsætte ned af det nye spor.

"Er det anderledes end i Edrye, synes De?"

Adelige, begge steder, havde en vældig pæn facade. Når man skrabede lidt, gik den tit i stykker.

[Tetrica af Bonville]

Tetrica så op på ham; store brune øjne søgte hans, og igen; kun ganske flygtigt blev hun suget tilbage til sandet. Hun trak en dyb indånding.

"På nogen punkter" svarede hun vagt og vidste ikke hvor meget hun burde komme ind på. Marcus skulle ikke tage synet af Falanie ind igennem hendes blik. "Nogen gange ville jeg gerne tilbage"

[Marcus Agrippa Vespasian]

Marcus burde ikke fortsætte samtalen. Slet ikke ned af det spor. Han kunne mærke bitterheden bide lidt i haserne og han tog en lindrende tår af sit bæger med krydret vin. Kun et enkelt glas. Han holdt altid hovedet klart, når han var i selskab med royale.

Klart hoved eller ej, så kunne han dog ikke frasige sig at være nysgerrig. Han hævede et bryn let.

"Tilbage til ungdommen? Til hoffet? Hvilken del savner De?"

[Tetrica af Bonville]

Hun hadede at hun havde det sådan. Hun foragtede følelsen langt væk og ville ønske hun bare kunne glide hen over hver eneste samtale med Marcus. Hun hadede at hun ikke havde ladt ham være i fred, og i det mindste havde ladet det være op til ham, hvorvidt han ønskede at de skulle tale sammen.

Men nu var de i det, og selvom hun mærkede et flygtigt stik i brystet over muligheden for at stikke af, så forblev hun ved hans side. Ungdommen.. Alle tankerne for med et tilbage til dén tid. En tid som Marcus ikke var fri for at være en del af. "Hvem ville ikke ønske sig tilbage til ungdommen?" kunne hun dog ikke lade være med at sige i en småleene tone. Hvis ikke for ham, så for at være en del år yngre; hvor problemer syntes langt væk.

"Lige nu savner jeg alt" erkendte hun.