Blind passager (s)

[Pivoine Holzschnitzer]

Jérémie Bager havde overnattet i den lille by Florstedt i den wufrurgske del af Gestraria natten før og han tænkte utvivlsomt at alt han havde med i kærrens bagerste del var det brød og ost han havde købt sig til. Hvad han ikke vidste var, at der under seglet, som han ikke havde hævet, fordi det var overskyet og tørt, gemte sig en lille skikkelse, helt sammenkrummet omkring en bylt med tøj, lidt mad og de få værdigenstande hun havde.

Den første, der opdagede gæsten, var hunden, men hun havde stødt fodret ham med små stykker pølse i løbet af turen, så han var helt stille og endte med at ligge under segldugen og slikke hende i hovedet. De var mange timer fra Florstedt, langt hen af dagen, før der skete mere.

[Jérémie Bager]

Det gik langsomt. Jérémie havde ikke travlt, og han ville ikke stresse den gamle hest der trak kærren på den tørre vej ned gennem landskabet af bakker og skove. Der løb en flod ved hans ene side, og lyden af vandet gjorde ham rolig. Han havde sunget en smule det første stykke, men for nu sad han bare i sit eget selskab.

Maurice, hunden sad ved siden af ham, med hovedet hvilene på hans skød. På et tidspunkt havde han bevæget sig om bag i, og lå nu ellers bare ganske fredeligt, opslugt af de godbidder han blev fodret.

Da det blev nat trak han hesten og kærren ind til siden og hoppede ned. "Maury.. Kom her, dreng" kaldte han, men intet skete. Jérémies bryn trak sig let sammen, og først efter andet forsøg gik han om bagerst til kærren for at se hvad der skete. "Hva så, du, pelsklump" mumlede han og trak segldugen til side og så at han havde en blindpassager med.

"Hvad i.. Hvem er du?"

[Pivoine Holzschnitzer]

Da først det blev aften var Pivoine faldet i søvn ved siden af den store hund. Det var sådan han fandt hende. Sammenkrummet som en baby, brat opvågnet og med søvnige, store øjne, der blinkede flere gange i halvmørket. Hun blev ramt at et gab, imens hun kom op at sidde og løftede hænderne til sit hår, der var gledet ud af hovedlinnet.

"Åh. Jeg er din beskyttende ånd, der sørger for at ingen stjæler dine ting fra kærren," svarede hun på samme sprog som hans, men med en anden accent. Hun talte både wufrurgs og falanistisk, for hendes land rummede flere kulturer og langt de fleste børn lærte mindst to tunger.

[Jérémie Bager]

Jérémie så ikke særlig glad ud. Faktisk lignede han en der blev mere og mere irriteret over at høre hende snakke. Han havde ikke bedt om ubudne gæster, og han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af hende. Hun måtte da have familie; Nogen der ledte efter?

"Ud." lød det tvært fra ham og slog ud med den ene hånd; ud i mørket, på den vej han netop var kommet af. Maurice så fra den ene til den anden, og til hans ejer irritation slikkede han fornøjeligt den unge pige i hovedet.

[Pivoine Holzschnitzer]

Hårdt. Sådan var verden og Pivoine havde ikke været komplet uforberedt på at han ville reagere sådan. Hun var desværre bare søvnig lige nu, så hele hendes tale var lige lidt væk. Hun blinkede igen og fattede sig så småt. Klarede halsen let.

"Hør på mig først, Herre," bad hun mere underdanigt og lagde hænderne mod hinanden frem for sig i bøn. "Hør på mig og så kan du beslutte dig bagefter."

[Jérémie Bager]

Jérémie var ikke en hård mand af natur, faktisk nok nærmere det modsatte. Men han var træt og uforberedt og det var en dårlig blanding der kunne efterlade ham tvær og kort for hovedet. Hvilket også var tilfældet nu. Han kunne dog alligevel ikke finde på at rejse fra hende på den måde.

"Nuvel" sukkede han. Han havde kløvet brænde som var klar til nattens første bål så han ikke skulle ud og lede efter små kviste på jorden. Han ventede ikke på at hun begyndte at forklare sig, og startede ellers bare med at få gang i ilden.

Maurice hoppede ned fra kærren og gik sin runde i det område de havde gjort deres stop.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine så forbløffet efter ham, da han gik sin vej. Ikke langt, bevares, men væk fra kærren. Hun kravlede ud til enden og satte sig der, benene dinglende ned fra kanten. Hun var ikke særlig stor og fyldte heller ikke meget der. Blikket fulgte ham vågent i halvmørket. "Det kan være praktisk med en rejsemakker," lagde hun ud. "En, der også kan både fiske og sætte fælder og som kender landskabet og sproget." Bevares, der gik ikke lang tid før hun overhovedet ikke kendte det og wufrurgsk blev sjældnere brugt vestpå.

"Desuden," tilføjede hun og tyggede lidt ned om sin underlæbe, før hun smed hvad hun tænkte var trumfen. Han var trods alt en mand. Forhåbentlig ikke en som Vinzent. "Der kan være koldt om natten. Det er godt at have en varm kvindekrop i nærheden, når man rejser alene. Hvis du tager mig med til Falanie, så varmer jeg dig gerne om natten."

[Jérémie Bager]

Jérémie sukkede. "Jeg har en rejsemakker" bemærkede han, før han vendte sig mod hende og kastede et enkelt blik i retningen af Maurice der stadig sonderede terrænet. En ganske god rejsemakker, som han havde haft i et par år. De passede på hinanden.

"Maurice han ikke fiske, men han er en fremragende jæger. I hvert fald til det jeg skal bruge ham til" han fortsatte med at skyde hende idé ned. Det var ikke helt med vilje, han var bare slet ikke forberedt på at skulle have en ekstra med på turen. Han var på vej hjem, og hvad ville hun så gøre?

Han stoppede sine slag med de to sten. Han så ikke direkte på hende, men man kunne se at det vendte sig i hans hoved. "Hvor end fristende dit tilbud lyder, så tilhøre mit hjerte en anden" sukkede han let.

[Pivoine Holzschnitzer]

Desperationen steg langsomt i Pivoine, som på ingen måde havde tænkt sig at acceptere at blive efterladt her. Hun gled ned fra vognen og gik over imod ham. "Hvem taler om hjerter?" Hun tiltede hovedet lidt. "De kan ikke få mit hjerte. Det er ikke det jeg tilbyder dig, Herre."

Hunden kom over imod hende og gned sig imod hendes ben og hun smilede svagt og kløede den bag ørerne. "Desuden kan din hund lide mig..."

[Jérémie Bager]

Jérémie havde ikke tænkt sig og sætte sig til rette og høre hele hendes livshistorie, og han havde heller ikke tænkt sig at vise hende nogen interesse. For indtil videre var det stadig en dårlig idé. Bedre blev de da heller ikke at Maurice havde forrådt ham. Hunden der indtil nu ikke kunne lide andre end ham.

"Hmph.." mumlede han ned i skægget før han vendte opmærksomhed mod den røg der steg op fra det tørre græs og den lille bunke af brænde.

"Lige meget hvad end De tilbyder, Frøken. Er mit svar nej." sukkede han let. Han var stille et øjeblik. "Men jeg kan sætte dig af ved den næste by" afsluttede han og rejste sig og gik mod kærren igen. Han havde tanket godt op til rejsen og ved den næste store by ville kan finde en bager og give en hånd med og forhåbentligt få noget med videre.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine rynkede panden dybt. Det var ikke godt nok og hun havde ikke planer om at acceptere det.

"Er du til mænd?"

Hun satte begge hænder i siderne. "Det er den eneste forklaring."

[Jérémie Bager]

Jérémies ansigt ændrede sig langsomt, fra at være træt til en grimasse man ikke rigtig kunne placere. Det kom næsten ikke bag på ham at hun var så direkte og ærlig i sine observationer. Det var trods alt hende der var kravlet bag hans vogn. Han rystede på hovedet.

"Nej." svarede han fast. Hans øjne blev små da de gled studerende over hendes ansigt. Var hun seriøs? Havde han en udstråling der indikerede at han nød at ligge med personer af sit eget køn? Han trak vejret dybt ind. Han havde været for længe væk hjemmefra.

"Måske er forklaringen i stedet at jeg ønsker at forblive min kvinde tro" Sukkede han let før han gav sig til at rode rundt under segldugen efter brød.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine fnøs over svaret. Latterligt. Hun rynkede panden dybt og følte næsten at hun stod og overbeviste ham om at skulle bruge hendes krop. Det var dumt. Til gengæld var der ingen chance for at hun skulle sættes af i den nærmeste landsby.

"Har hun en magisk brønd, som du er fortryllet af? Jeg er ret sikker på at ingen andre mænd tænker sådan."

[Jérémie Bager]

"Så må jeg jo ikke være som andre mænd" bemærkede Jérémie, og så det ikke som noget dårligt, selvom pigen foran ham tydeligvis forsøgte at fremstille ham sådan; eller i hvert fald påpege at noget var galt med ham.

Han så heller ikke på hende som en mulighed i at få tilfredsstillet sit behov, og måske var det der problemet lå? Han så kun på hende som et generelt problem han skulle have løst, og som ikke blev løst af at han inviterede hende ind under sit skind for natten.

"Eller også har du bare ikke haft fornøjelsen af at møde særligt mange mænd" sukkede han og gik tilbage til bålet og satte sig på det udlagte skind.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine fnøs og gav sig til at finde sin egen mad frem fra bylten hun havde. "Jeg har mødt masser af mænd og der var en hel del, der gerne ville have mig til at varme deres seng." Hun hævede hagen let.

"Hvem er hun så, denne vidunderlige kvinde, som du vil være tro?"