Blind passager (s)

[Jérémie Bager]

"Du er, selv i mørket en smuk kvinde, Frøken." Svarede Jérémie sandfærdigt. Han var ikke blind og han kunne sagtens se hvorfor andre mænd gerne ville være i hendes selskab. Men han var bare indstillet anderledes og måske en lille smule romantisk anlagt.

"Hun hedder Ceryse. Hun er skrædderdatter, og vi har været hinandens i et par år nu." svarede han let.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine hævede hagen lidt, men var svag for smiger og komplimenter og smilede også svagt. Så betragtede hun ham med et alvorligt blik over hans fortælling og tiltede hovedet.

"Skrædder. Så fornemt. Venter hun på dig i Falanie? Hvor længe har hun ventet?"

[Jérémie Bager]

Jérémie mærkede et lille skift og selvom det stadigvæk ikke betød at han ville lade hende rejse med, så kunne de vel godt tale ordenligt til hinanden. Han vendte brødet mod ilden så det kunne blive varmt og sprødt i kanten.

"Et par år efterhånden.." svarede han i et let suk. Han havde aldrig tænkt at der kunne opstå problemer, aldrig skænket en tanke at der kunne gå noget galt. Men mennesker kunne ændre sig med tiden og han anede ikke hvilken Ceryse han endte med at komme hjem til.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine hævede begge bryn og dumpede ned i græsset med sin medbragte mad. Hun delte et lille stykke pølse med hunden, som logrede og åbenlyst elskede hende.

"Flere år? Og du tænker hun stadig venter? Så må hun virkelig være noget specielt. Ønsker hun sig ikke ægteskab, tryghed?"

[Jérémie Bager]

Det irriterede stadig Jérémie at hans hund virkede til at være lidt for glad for deres blinde passager. Det skulle jo ikke hænde sig at Maury hellere ville med hende fremfor ham selv, når han satte hende af. Han vidste godt at det ikke avr sådan; hans hun var loyal til benet. Men han havde altid frydet sig en lille smule over at han var den eneste den kunne lide. En illusion der nu blev ødelagt og trådt på.

"Det er nu meningen at vi skal det, når jeg kommer hjem." svarede han roligt som han brækkede det varme brød op og lagde et par tynder skiver ost hen over. Når han kom hjem og forhåbentligt bestod sin svendeprøve, og derfor kunne tilbyde hende mere.

[Pivoine Holzschnitzer]

To bryn forblev hævet, imens Pivoine tyggede sit afkølede fladbrød og pølsen i sig. Hun nikkede langsomt, men så også lidt skeptisk ud.

"Så... Du har rejst i flere år og ikke delt seng med en eneste kvinde på vejen? Hvis din pige ikke har ventet på dig, så har du en god karriere som Mortem-præst i vente, hvis du vil..."

[Jérémie Bager]

Jérémie var ved at få sit brød galt i halsen, og han måtte hoste en smule. Han skulle virkelig vende sig til hendes måde at sige tingene på. Han mumlede lidt før han drejede hovedet for at se på hende.

"Tak for dit råd" svarede han en anelse tørt. "Jeg er bager .. ikke præst" bemærkede han og var stadig lidt småsur. "Det lyder nu også som om at du ikke rigtig er blevet tilfredsstillet"

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine fnøs let, gumlede sin mad færdig og slikkede fingrene rene. "Hvad ved du om at tilfredsstille en kvinde?"

Hun hævede et bryn udfordrende. "Mange års cølibat imens man venter på sin hjertenskær er i hvertfald ikke måden."

[Jérémie Bager]

Jérémie åbnede munden for at ville protestere, men endte med at tage det sidste af sit brød i munden og tygge på det i stedet. Han vidste da alverdens om at.. Brynene trak sig sammen.

"Måske ikke. Men man kan også bruge flere år på at være sammen med mange forskellige kvinder og tro man har fundet nøglen til lidenskab. Men først når man har fundet en man elsker, går det op for en hvor godt det egentlig kunne have været" Bemærkede han og rykkede lidt på sig. Det sagde han i hvert fald til sig selv. - Han havde desuden været alt for fokuseret på sit arbejde til at finde midlertidig trøst.

[Pivoine Holzschnitzer]

Et let fnys forlod Pivoine, men hun havde efterhånden forstået det. Det ville ikke blive den indgang hun kunne bruge. En skam. Det var ellers så oplagt og han var ikke utiltrækkkende.

"Har I velgørenhed i Falanie? Hvad siger jeres præster om det?"

[Jérémie Bager]

"Velgørenhed?" Spurgte Jérémie og hævede et enkelt bryn. Han tørrede sig let om munden og samlede sit drikkeskind op fra jorden og tog et par tåre. De her samtaler tog pusten fra ham.

"Der er hjælp til dem der søger" svarede han roligt og tænkte ikke yderlige over hendes ordvalg. Hun havde åbenbart tænkt sig at der var muligheder i komme til Falanie, og det var ikke gået op for ham at det nok ham hun stadig håbede at rejse med.

[Pivoine Holzschnitzer]

"Så hvis man søger, fordi ens ægtemand ikke var som han burde, at komme langt væk fra ham, så ville der være hjælp?"

Hun formulerede sig strategisk. Vinzent havde aldrig løftet en hånd mod hende, men det havde hun ikke tænkt sig at sige.

Hun strøg hunden over hovedet, da den skubbede det ind mod hende.

[Jérémie Bager]

Jérémie kunne ikke finde hoved og hale i hendes særlige måde at fortælle om sit ægteskab, og han forsøgte at finde svar i hendes ansigtstræk for at finde ud af hvorvidt han havde slået hende. Det virkede ikke sådan, så for nu undlod han at spørge mere ind til det; desuden kom det ikke ham ved, og han havde stadig alle planer om at tage afsked med hende ved den næste by. - Han kunne ikke have hende med hele den lange vej til Levagny; hvad ville Ceryse også mene om det. Hun ville med sikkerhed tro en masse usandheder.

"Hvis du selv mener at du har brug for hjælp, og du mener din eneste løsning er at søge hjælp hos vores præster, så vil de hjælpe dig" svarede han roligt og ganske alvorligt. Måske.. Måske skulle han alligevel komme over sig selv og hjælpe hende.

[Pivoine Holzschnitzer]

Pivoine gjorde i høj grad sit til at det lød præcis som om hendes mand havde slået hende. Hun stirrede lidt ud i luften, før hun så over på manden og klarede halsen.

"Så du ville tage mig med til jeres præster?"

Sikke en fælde.

[Jérémie Bager]

"Det sagde jeg ikke." svarede han hurtigt, og en anelse varm i nakken. Var han for god af sig alligevel? Han stirrede på hunden der absolut ikke havde noget problem med den fremmede pige. Men han var også blevet overtalt med lækkerier. Det var han nu også selv, men han var standhaftig nok til at afslå, modsat visse andre.

"Jeg vil sove på det" lovede Jérémie alligevel og rejste sig for at gå hen til kærren. Han havde kun to tæpper; et til at lægge sig på, og et til at tage over. Men han overvejede ikke længe hvorvidt hun skulle have det ene, og snart rakte han da det også til hende.