Fygende gnister [S]

[Parsiprestre Merchande]

Der var ikke noget at gøre. Det rullede gennem ham og han trak vejret tungt ind mod hendes hals, fingrene endnu lukket om hendes lår. Grebet løsnede sig dog lidt.

Der gik nogle sekunder, før han rettede sig nok op til at kunne se hende. Han fugtede læberne og der var intet skamfuldt i hans udtryk. Et bryn skød let op.

"Nådigfrøken," sagde han roligt, omend en anelse hæst, i en umiskendeligt drillende hilsen.

[Marie Merchande]

Marie løftede blikket langsomt og ulmende. Hun tog en dyb indånding og trak sine hænder langsomt til sig, med vilje med neglene ind mod hans hud. Det var ikke hårdt, men en markering af utilfredshed.

"Er det er købmandstrick at efterlade kunden altid ønskende lidt mere, Mester Merchande?"

Hun klemte sammen om ham hvor de endnu var forenede og slap en dæmpet lyd.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap en lidt anstrengt lyd, da usynlige muskler klemte sammen om ham, men et flabet smil gled også frem over hans læber.

"Mh," lød det. "Hvis De foretrækker det sådan..." svarede han og skød et bryn let op, mens hånden mod hendes hofte klemte sig lidt sammen.

[Marie Merchande]

Marie tog en dyb indånding og tog sig gevaldigt sammen, før hun rystede på hovedet med blikket i hans og varme kinder.

"Jeg foretrækker det overhovedet ikke sådan," forsikrede hun og krummede fingrene lidt om ham.

Hun kunne aldrig gøre det her igen. Ville aldrig gøre det igen. Aldrig. Men som hun vred sig lidt, havde hun stadig brændende lyst efter ham. Forbandet.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap en dæmpet, let underfundig lyd. "Nej. Det gør De ikke," medgav han og skød et bryn let op, svagt underholdt af hendes øjeblikkelige fornærmelse. Han antog, at hun tidligere måtte have delt seng med mænd, der kun havde ét mål for øje. Ikke, at han altid var bedre end dem. Ikke på det seneste.

"Men eftersom De endnu er her, slår det mig, at De tager sorgerne på forskud..."

Hans hånd gled ned over hendes nøgne lår.

[Marie Merchande]

Marie havde kun delt seng med én mand og det var uendelig længe siden. De havde været unge, uvidende. Hun vidste ikke bedre og var ikke blevet klogere siden.

Derfor var hun også først forvirret over købmandens svar og sænkede blikket flygtigt til hans hånd, der rørte hendes lår. Hun sank en synlig klump og så op og ind i hans øjne igen, pludselig usikker på en måde hun ikke havde været foran ham før.

"... Hvad?"

[Parsiprestre Merchande]

Der var noget svært tiltalende over udtrykket på hendes ansigt, måske fordi det virkede mere ærligt end noget andet han havde set hidtil.

Han smilede blot lidt over hendes spørgsmål og hævede et bryn lidt, mens hans hånd gled hen over hendes lår og søgte ind mellem hendes ben.

[Marie Merchande]

Marie vidste ikke hvordan hun skulle forholde sig til situationen. Hvad hun skulle sige? I sidste ende var ord ikke strengt nødvendige. Hun havde ikke rigtig tænkt over købmandens alder, men han havde en del flere år bag sig og tydeligvis også noget erfaring, for han vidste hvad han lavede.

Det fik hun hurtigt at mærke, som han manipulerede hendes krop tilbage til højderne hun havde været på for kort tid siden. Denne gang kyssede de ikke, så hun så ham lige ind i øjnene, imens han fik hende til at stønne hæst.

Hun lagde hovedet lidt tilbage, da hun nærmede sig den søde slutning og hendes mund faldt lidt åben en stund. Hun klynkede i en kortvarig frustration over at det tog for lang tid og rettede sig op for at se på købmanden. I sidste ende hjalp det måske til at skubbe hende det sidste stykke, selvom hun aldrig ville indrømme, at hans ansigtsudtryk og det drilske blik gjorde noget for hende.

Hun fik sin forløsning for hans hånd med et punkteret støn og fingrene krummet sammen om hans ene skulder. Det løb et par gange imellem hende med små rystelser og efterlod hende med halvt lukkede øjne, uendelig sensitiv og lettere stakåndet.

[Parsiprestre Merchande]

Det var nogen tid siden, men nogle ting glemte man åbenbart ikke. I hvert fald havde det åbenlyst en effekt og han åndede selv tungt ud, da hun fik sin forløsning. Hans fingre strøg let over hende en sidste gang, før han trak dem til sig og lod hånden finde ud på hendes lår igen. Det trak svagt ved hans læber, som han betragtede hendes ansigt med de lukkede øjne.

Han sagde ikke noget med det samme, men lod hende finde tilbage til sig selv. Ikke uden et svagt tilfreds ansigtsudtryk, dog.

[Marie Merchande]

Marie krummede tæerne og rystede svagt, da Parsiprestres hænder gled over hendes lår igen. Hendes mund stod lidt åben og i en lille stund tillod hun sig selv blot at føle sig salig, selvom hun sad med vidt åbne ben på skrivebordet hos en købmand, en hun var kunde hos.

En, der så ufattelig selvtilfreds ud, da hun åbnede øjnene og så ind i hans. Hun blev øjeblikkeligt mere kantet. "Stop med at smile sådan," krævede hun og rynkede panden lidt.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre var slet ikke i tvivl om, at der kun ville gå så længe, før fortryllelsen var brudt. Det var nærmest forventeligt og hendes skarpe ord fik hans mundvige til at sitre igen. Til gengæld slap han hende også, så han kunne ordne sine broger og hoser, så kun overkroppen var bar.

"Foretrækker De en mere alvorlig mine, Nådigfrøken?" spurgte han roligt og med et udtryk der var det samme, selvom der var en umiskendelig gnist i de lyse øjne. Noget svagt provokerende, muligvis.

[Marie Merchande]

Marie samlede sine ben og forbandede følelsen af glathed mellem dem, der ville minde hende om hendes svaghed indtil hun kunne nette sig rigtigt. Ikke her, overfor den smilende købmand med den nøgne overkrop, som hendes blik flakkede kort til, før hun rømmede sig og gled ned fra bordet i færd med at få sit hår på plads.

"Det her kommer ikke til at ske igen," forsikrede hun. "Og vi taler aldrig om det."

Hun satte sin hat på hovedet og rankede sig. Yphion og Koarae. Hendes krop var ikke helt enig i den bastante besked. Hun havde det på mange måder strålende.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre trådte et skridt tilbage, så hun kunne komme ned. Han greb i samme ombæring sin skjorte og trak den på, tæt forfulgt af koften. Han betragtede hende, mens han knappede knapperne én efter én. "Mh," lød det dæmpet fra ham og han så ned på sit foretagende, som det trak let ved hans læber. Da han så op igen, var det væk.

"De er kunden," kunne han dog ikke lade være, virkelig ikke lade være. Han skød et bryn op. "Skal jeg vise Dem ud?"

[Marie Merchande]

Marie spændte let i kæben og nikkede stift. Ved alle guder, hun måtte slå det ud af hovedet. Hun knyttede den ene hånd om sin amulet og sagde en stille bøn. Ikke igen.

Heldigvis var han passende irriterende, som han fortsatte med en konstatering og et tilbud. Hun nikkede igen.

"Jo før jo bedre," mumlede hun og lod ham lede vejen ud, imens hun stadig kunne mærke ham mellem benene. Hun rankede sig. Havde nogen hørt dem? Mithras.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre lukkede den sidste knap og således så han ganske anstændig ud igen. Hendes varme kinder var muligvis en kende mere afslørende, men hvem ville for alvor mistænke noget? De var så umage et par, at han selv fandt det en kende absurd, at noget fordækt skulle være foregået.

Han viste hende vej og bukkede ganske let, da de nåede døren. Og det var kun hende, der kunne se det lille glimt i hans blik, da han rettede sig op igen.

"God dag til Dem, Nådigfrøken."

Luk - men gerne reaktion