Fygende gnister [S]

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestres næsefløje udvidede sig lidt ved hendes anklage og det satte umiskendeligt billeder i hans hoved, selvom han ikke stoppede op for at reflektere over dem. Til gengæld slap han heller ikke hendes hånd.

"Og alligevel er De her alene," svarede han, stemmen en dyb baryton. Det var ikke en trussel. "Trods Deres tro på, at jeg ville tage Dem lige her, lige nu. Uden ansvar og uden hæmninger."

[Marie Merchande]

Marie tog en hørlig indånding og så aldeles forarget ud. "Hvis De tror det er fordi jeg på nogen måde bifalder eller opfordrer den slags tanker..."

Hvad så? Yphion, du nådige, hun tænkte selv på det, nu. Blikket flakkede til skrivebordet og hun sank. Det var længe siden hun havde følt sådan. Rødglødende og ikke kun af vrede.

[Parsiprestre Merchande]

Hvis Parsiprestre havde været femogtyve år yngre, havde han muligvis ikke været i stand til at modstå hendes flakkende blik eller den risiko der var i at stjæle et kys i den givne situation. Men han var ældre nu og nøjedes med at holde blikket fast på hendes ansigt, selvom hendes flakkede mod skrivebordet.

"Naturligvis gør jeg ikke det. Jeg hørte Dem jo selv, Nådigfrøken," svarede han, stemmen helt dæmpet. "Os borgerlige mænd er ikke passende selskab for sådan nogle som jer."

[Marie Merchande]

Maries blik mødte hans igen og hendes bryn trak sig sammen. Hun huskede at han var født adelig, men at hans familie var blevet frataget deres titler.

Hendes læber føltes tørre og hun fugtede dem. Han havde stadig hendes hånd. Hans var varm omkring den. Hun sank.

"Nej," svarede hun selv, lavmælt nu, som han. "Det ville være komplet upassende."

Og selv hun kunne høre hvordan det var uendelig langt fra en afvisning. Hendes frie hånd krummede hun lidt i luften, halvt på vej mod ham, inden hun stoppede den.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre havde øjne i hovedet. Han så hendes reaktioner, var fristet af dem, men holdt sig tilbage. Huskede hendes ord og nægtede at give hende tilfredsstillelsen af, at have haft ret. Den eneste undtagelse var hånden, der vedblev at være lukket om hendes.

Han kneb øjnene lidt sammen, men så ikke væk. Tværtimod hvilede blikket fast i hendes. "Så meget har De gjort helt klart. Nådigfrøken."

[Marie Merchande]

Marie fnøs lavt over svaret, måden han kaldte hende nådigfrøken, men mest af alt over at han ikke havde kysset hende endnu. Hendes vejrtrækning var synlig og gennem næsen, hendes pupiller var udvidede og hun havde ikke flere stikkende bemærkninger.

I stedet for at tænke, for der var ingen logik i beslutningen, lænede hun sig frem og gjorde det han ikke ville. Hendes læber kolliderede med hans i en hævnaktion. Hun var vred. Og tændt.

[Parsiprestre Merchande]

Måske var det, hvad han havde prøvet at provokere hende til. Hvad motivationen var, kunne han ikke helt sige, kun at lige dele tilfredsstillelse og irritation skød gennem ham, da hendes læber ramte hans.

Han strammede grebet om hendes hånd og kyssede hende mere hårdt end blidt. Frustreret. Noget mere end det.

[Marie Merchande]

Mithras, hun vidste ikke hvad hun havde gang i, men det føltes tilfredsstillende og frustrerende på samme tid at kysse ham. Hun lukkede sin frie hånd om hans skjorte og krummede fingrene sammen.

Her var en mand, der irriterede hende grænseløst, men hun tænkte på ham på meget upassende måder og tydeligvis havde hun haft lidt ret. Hun var ikke alene.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre vidste ikke helt, hvad behovet opstod af. Han havde tidligere været tiltrukket af hende, men nu var det måske lige så meget et behov for at modbevise hende. Måske var der ærligt ikke så meget tanke bag, for det tog noget tid, før han fandt tilbage til en eller anden form for fungerende tankerække.

Da han gjorde, brød han væk med en hørling indånding og en brystkasse, der hævede og sænkede sig synligt. Hans hånd var fortsat lukket fast om hendes, uden helt at vide, om det var for at holde hende på afstand eller trække hende tæt.

"Det ser ud til, at det ikke er Dem, der skal passe på, Nådigfrøken," sagde han hæst, men med et behov for at understrege, at det var hende, der havde overskredet grænset. Måske for at provokere. Måske bare for reaktionen...

[Marie Merchande]

Marie følte sig en anelse fortumlet, da kysset blev brudt. Hun ville træde væk, men hendes hånd var stadig indfanget, så hun slap ikke sit greb i ham heller, men åbnede øjnene og sank en klump. Hendes læber skiltes for at sige noget, men han kom først og var så uendelig flabet, at alt hun kunne var at fnyse hørligt.

"Jeg er ikke en uskyldig skønjomfru på femten år, Mester Merchande," svarede hun lidt spidst, men også med følelsen af hans læber imod sine i frisk erindring. Mithras.

"Hvis De påstår at De aldrig havde tænkt..."

[Parsiprestre Merchande]

Hun var vanvittigt stædig og storsnudet og Parsiprestre burde overhovedet ikke være interesseret i hende. Hans krop havde dog en helt anden holdning til sagen og han fnøs let over hendes ord, mens andre dele af ham endnu huskede det mentale billede af hende på skrivebordet, så kort væk...

"Jeg kommer ikke med påstande," svarede han og gjorde absolut heller ingen anstalter til at gøre afstanden mellem dem større. Han lænede sig lidt mod hende, blikket udfordrende. "Er det Deres forsøg på at lægge ansvaret på mine skuldre?"

[Marie Merchande]

Ugh. Han var så øretæveindbydende at han fortjente en lussing, men Marie krummede i stedet blot hånden omkring hans skjorte igen og klemte øjnene lidt sammen. "Nej. Men De kan ikke sige at De ikke havde lyst. Det er ikke kun mig, der begærer..."

Hun skar sig selv over, inden hun sagde mere, men hun havde allerede sagt rigeligt. Hun trak sin ene hånd til sig og forsøgte at vriste den anden fri.

[Parsiprestre Merchande]

Parsiprestre slap hende med det samme hun udgjorde modstand og forsøgte ikke at tilbageholde hende. Hvis hun ville trække sig eller gå, så havde han ikke tænkt sig at hindre hende i det.

"Det har De ikke hørt mig sige," svarede han, uden skam. "Men jeg er her heller ikke for at udnytte Dem eller få noget fra Dem, som De ikke selv er fuldt ud villig til at give."

[Marie Merchande]

Marie løftede hagen, men bevarede øjenkontakten med købmanden og rynkede panden svagt. Han tvang hende, den idiot, til at indrømme at hun gerne ville. Hun tog en dyb indånding og spændte lidt i kæben.

"Det betyder ikke at jeg er enig med Dem," konstaterede hun. "Eller at jeg bryder mig om Dem."

Hun hævede et bryn. "Og ingen skal vide det..."

[Parsiprestre Merchande]

En fnys undslap instintivt Parsiprestre, men hans læber fortrak sig også i et lettere sardonisk smil.

"For en gangs skyld er vi enige," konstaterede han og mente det såmænd også. Det ændrede ikke på, at blikket der hvilede på hende, også brændte med en intensitet, der ikke havde med fjendtlighed at gøre.