Badenymfer

[Lunete Tømrer]

Elias Tømrer var rejst i krig og Lunete følte for første gang i måneder at hun kunne trække vejret igen. Hun ville aldrig kunne skrubbe følelsen af ham af sig selv, men hun kunne gøre sit bedste. I selskab med Florine Laure Købmand var hun derfor i badehuset på et behøvet besøg, hvor de kunne få støvet ud af rynkerne i deres unge ansigter og trække vejret igen.

Hun sank dybt ned i vandet med et tungt suk og så på veninden efter en stund.

"Er det ikke den mest vidunderlige følelse du kender?"

[Florine Laure Købmand]

Ligesom Lunete kunne besidde følelsen af aldrig at blive ordentligt ren uanset hvor meget man skubbede, kunne Florine nikke ligeså genkendende til den. De anede bare ikke, at den anden sad med følelsen, mens de sank ned i vandet og hun mærkede det skvulpe mod huden. Varmt var det.

"Vidunderligt," bekræftede Florine glædesfyldt og sank lidt længere ned. "Jeg er glad for at du tog mig med." 

[Lunete Tømrer]

Lunete smilede over bekræftelsen og gjorde sit hår vådt. Snart ville hun også tage imod et stykke sæbe til at skrubbe sig med over hele kroppen og hvis de blev tilbudt en børste, så ville hun gnide den mod huden til den var lyserød alle vegne. Lige nu lå hun bare i vandet og følte sig vægtløs.

"Det er meget rarere at gøre sammen med dig end med familien. De vil altid gerne hurtigst muligt ud igen. Vil din familie ikke også det?"

[Florine Laure Købmand]

Hun smilede ad veninden, og betragtede hende lidt, mens hun gjorde håret vådt. Lunete var så smuk, selv når klistrede til hendes hud, og kort efter gjorde Florine hende kunsten efter ved at skovle den varme vand op i hænderne og op over hovedet. Så blev en skål med velduftende sæbestykker sendt rundt og hun greb et lille et med lavendel, før hun rakte den til Lunete.

"Ikke Nico. Han skal jo helst altid se pæn og ren ud," spøgte Florine indforstået med veninden. "Men du har ret. Vores familier har altid så travlt. De glemmer helt at nyde det."
Hun lod det blive sagt, mens hun skummede sæben lidt op i hænderne, før hun så gav sig til at sæbe armene ind. 

[Lunete Tømrer]

Lunete tog taknemmeligt imod sæbestykket. Hun gned det mellem hænderne og fik løsnet sæben, som blev tyk i hendes håndflader. Et øjeblik tænkte hun på hvad Elias Tømrer ville tænke, hvis han så hende bade, men så forviste hun tanken og rømmede sig.

"Du bader vel trods alt ikke længere med Nicolaus?"

Gjorde man det i nogen familier? Hun blev pludselig lidt nervøs.

"Vi bader i hvert fald kun kvinderne sammen. Her, selvfølgelig."

[Florine Laure Købmand]

Florine havde sagt det hun havde sagt med letsindighed. Primært fordi det var meget længe siden hun havde badet med sine brødre, men også mest som et kærligt drilleri til den storebror, som sommetider virkede til at gå mere op i sit pæne ydre end Florine og lillesøsteren gjorde det.
Hendes bryn trak sig derfor lidt sammen over venindens kommentar. 
"Det er meget længe siden Nicolaus og jeg har badet sammen. Da var vi små børn. Det var mest bare en spøg, fordi Nicolaus godt kan lide at være ren og pæn, så sommetider har jeg nærmest stået og ventet på han skulle blive færdig." 
Hun rystede smilende på hovedet ved tanken om det. Måske havde han blot gjort det for at irritere hende, hvis hun skulle bruge karret efter ham. Hvem vidste? 

"Er det anderledes derhjemme? Bader I der sammen?" kunne hun ikke lade være med at spørge ind, for noget i venindens betoning af, at de kun badede kvinder sammen her fik hende til at studse. 

[Lunete Tømrer]

Lunetes skuldre faldt lidt. Men kun lidt, for snart efter skulle hun svare på hvad hendes hjem gjorde og den lethed Florine omtalte sin bror på gjorde hende misundelig. Gid hun havde det sådan. At forholdet til hendes bror var let.

Hun tog en dyb indånding. "Vi bader ikke derhjemme," konstaterede hun. Det var hun i det mindste sikker på var ærkenormalt, men købmandens havde flere penge end hendes familie. "Så altid her. Men nogen gange er mine søstre med sammen med den enes døtre..."

Hele den pukkelryggede. Celeste, Svea Købmand, Svari Våbensmed og Jehanne Renard.

[Florine Laure Købmand]

Havde Florine kendt de sandheder, der gemte sig under huden på veninden, havde hun næppe berørt emnet med en ildtang eller talt om egen bror på denne måde. Men hun vidste ikke, at Lunete og hende delte frygtelige ar på krop og sjæl, som ingen burde opleve.

"Det er klart," skød Florine ind med varme i stemmen. Hun havde fortalt sig, mærkede hun. Ikke alle havde de midler hendes familie havde, og hun kendte selv følelsen af mindreværd, når hun var sammen med nogle af adelsbørnene. "Har I altid badet her? Aldrig i floder?"
Det var et forsigtigt spørgsmål, mens hun fortsat skummede sæbe mod hud. Det føltes rart. Som om hun kunne skrubbe nogle af de mange oplevelser, der klistrede til hende, af. 

[Lunete Tømrer]

Lunete rynkede let på næsen, før hun fik glattet det ud og fortsatte med at skrubbe sig med sæben.

"Det har trods alt ikke været nødvendigt for os at gå i floden," konstaterede hun. "Måske for at køle fødderne om sommeren. Ellers har vi altid kunne komme her, hvor der er rent og pænt."

Hun skrubbede lidt hårdere. "Hvordan har din familie det?"

[Florine Laure Købmand]

Et skift. Det kunne mærkes og høres.
Florines skuldre sank lidt, og hun stirrede et øjeblik på veninden. Så på hendes lidt hårdhændede skrubben. Et udefinerbart ubehag krøb ind på hende. Der var noget ved bevægelsen, der mindede hende om noget...

"De har det godt. Eller... Min far kommer muligvis en smule i uføre med sine handelsruter, hvis de bliver ramt af krigen. Ellers har de det alle godt. Hvad med din?"
Blikket gled op til venindens ansigt og øjne. Så gled det ned igen og blidt greb hun om venindens hånd. Den der skrubbede.
"Vær ikke så hård ved dig selv. Din hud bliver helt rød." 

[Lunete Tømrer]

Lunete stoppede brat, da veninden tog fat om hendes hånd. Hun blinkede og så smilede hun, ganske mildt og pænt. Det smil, der fik uro til at gå i sig selv, fordi hun selvfølgelig var søde, nemme, omgængelige Lunete. "Det kløede bare lidt," forsikrede hun roligt.

"Jeg håber ikke din far kommer i problemer. Det er noget værre noget med den krig..."

Men for hende - perfekt. Elias Tømrer var væk og hun var fri.

[Florine Laure Købmand]

Straks stoppede Lunete og i få sekunder følte hun, at tingene stod helt stille. Så smilede veninden og slog det hen, men noget i Florines indre fortalte hende, at det ikke var sådan man kløede sig. End ikke med et stykke sæbe. Hun lod det dog ligge. Klemte blot kærligt om venindens hånd. "Alligevel. Vær ikke så hård ved din hud," lød det blidt, velmenende.

"Nej, det håber jeg heller ikke... En del af deres ruter går dog fri af krigen. Heldigvis. Skal din bror afsted?" 

[Lunete Tømrer]

Lunete lod sig ikke mærke, selvom hun dybt indeni skændte på sig selv. Det måtte ikke ses, ikke pible frem på den måde. Hun tog en dyb indånding og skød det fra sig. Smilede, måske lidt for bredt, over spørgsmålet.

"Ja. Han er rejst med hæren," svarede hun. "Så der er dejligt roligt derhjemme. Kender du nogen, som er udsendt?"

[Florine Laure Købmand]

Florine anede en oprigtig glæde, som måske var lidt malplaceret emnet taget i betragtning.
"Det er dejligt med ro, men er du ikke bekymret for, om der sker ham noget?"
Hun måtte spidse læberne til det næste spørgsmål. Lige tænke sig om.
"Et par stykker. Ikke mine tætteste venner, dog. Og ikke mine brødre." 

[Lunete Tømrer]

Florine så mistænksom ud og Lunete skyndte sig at lægge ansigtet i mere alvorlige folder og nikke sobert. "Selvfølgelig. Men stemningen er bedre nu. Derhjemme."

Hun nikkede igen. Alle kendte jo nogen. Og ikke alle ville komme hjem igen..."