Badenymfer

[Lunete Tømrer]

Lunete så chokeret på Florine, da hun satte ord på hendes tanker. Hendes egne, private, dybt begravede hemmelighed. Hun rystede svagt i rædsel, som veninden trak hende ind til sig.

"Du må ikke sige det til nogen, Flor. Aldrig nogensinde. Jeg beder dig."

[Florine Laure Købmand]

Chokeret var veninden, måske med rette. Florine havde det som sit bedste bud, men nu var hun bekræftet i det bud.
Hun knugede om Lunete. "Hvorfor skulle jeg dog gøre det, Lu? Din hemmelighed er sikker hos mig. For altid. Ingen levende sjæl får det af vide."

Forsikringen var alvorlig og oprigtig. Hun havde ingen grund til at fortælle nogen det. Og hun havde ligeså meget selv brug for, at Lunete holdte hendes hemmeligt som omvendt. 

[Lunete Tømrer]

Lunete sank og nikkede svagt. Så knugede hun Florine ind til sig og tog en lettere skælvende indånding.

"Sker det stadig... For dig?"

Veninden kunne næsten regne ud. Åh nej, hun måtte vide hvornår det ville ske igen.

[Florine Laure Købmand]

Hun skælvede lidt i sin vejrtrækning ved venindens spørgsmål og rystede så langsomt på hovedet. 
"Jeg undgår ham," mumlede hun, og det gjorde hun. Så godt hun overhovedet kunne, for hun vidste ikke, hvad der ellers ville ske.

"Jeg håber, at han aldrig kommer hjem igen. For din skyld, Lune." 
Så krammede hun atter veninden, knugede hende hjerteligt indtil sig og klemte om hendes skuldre, forsikrende. Det skulle nok gå, uanset.