Overhørt

[Elvira de Sabulos]

"Jeg har haft drømme, søster. Jeg har bedt til hende. Bedt om indsigt, forsøgt at forstå hvorfor, men jeg har ikke fået svar. Hvorfor skal han hjemsøge mig, når jeg har truffet mit valg for længe siden?"

Elvira sad ulykkeligt hos den anden præstinde. Snart skulle hun have endnu et besøg af Santiago de Paulo og det føltes som om hendes inderste blev vendt udad hver gang.

"Ja," svarede hun håbløst. "Jeg elskede ham. Jeg elsker ham stadig. Men jeg traf mit valg dengang. Det er for sent at gøre om. Mit liv tilhører Koarae nu. Hvis blot jeg kunne stoppe med at se ham konstant er jeg sikker på jeg kunne få min forstand igen."

[Santiago de Paulo]

Santiago havde gået regelmæssigt hos Elvira, men havde stadig svært ved at håndtere det hele. Derfor havde han overvejet at forsøge at snakke med en af de andre præster om det, måske ikke ligefrem sige hvad der var sket mellem dem, men egentlig bare.. egentlig vidste han ikke rigtig hvad han lavede her. Han havde bare en tendens til at komme forbi templet, måske fordi han håbede på at der var en mulighed for at han ville se hende.

Da han gik forbi et lille rum hvor døren stod åben, hørte han pludseligt Elviras stemme og kunne ikke lade være med at stoppe op. Han blev stående, helt stille, da han indså det var ham hun snakkede om.

Hun elsker mig stadig. Tanken fik hans hjerte til at slå, han havde næsten lyst til at afbryde dem med det samme, men han følte sig frosset til gulvet. Men de kunne ikke være sammen, for hun var præstinde. Hvor havde han været en kæmpe idiot, han havde presset hende så meget efter svar, mens hun havde haft det ligeså svært som ham. Burde han gå derind og gøre sig tilkende? Eller skulle han bare lade som om han ikke havde hørt noget? Santiago kunne ikke beslutte sig, så han blev bare stående ved væggen og forsøgte at finde ud af hvad han skulle gøre med denne information.

[Elvira de Sabulos]

Samtalen fortsatte kort. Elvira blev ikke fritaget fra sine pligter denne gang, men der blev aftalt at de ville søge en overflytning til et andet tempel, så hun kunne slippe fri af sine følelsers bånd.

I mellemtiden ville de få selskab i deres meditation af en novice, som kunne forhindre at der skete noget.

Elvira rankede sig, imens søsteren hentede den unge novice, som skulle have sin ordre.

[Santiago de Paulo]

Da han hørte skridt, nåede Santiago at gemme sig et øjeblik, men gik så tilbage ind i lokalet og så på Elvira med et chokkeret udtryk i sit ansigt.
"Hvorfor har du ikke sagt det?" Sagde han. Han havde lyst til at gribe hendes hænder og kysse hende, men han var ikke sikker på at det var det hun ønskede endnu.

[Elvira de Sabulos]

Elvira farede sammen, da Santiago bare vadede ind på søsterens domæne. Hun rejste sig brat og trak sig instinktivt bagud, hvid i ansigtet.

"De-de bliver nødt til at gå," svarede hun med dirrende stemme. "Vi kan ikke være alene."

[Santiago de Paulo]

Santiago havde ingen ide om hvad der var søsterens domæne og hvad der ikke var, men hendes reaktion chokkerede ham så meget at han trådte et skridt tilbage og skyndte sig ud af værelset igen. Han endte med at sætte sig ved et alter i nærheden, hvor der var nogle bænke. Han vidste slet ikke hvad han skulle stille op med Elvira mere, han følte han gjorde alting forkert og det eneste han ønskede var at være sammen med hende. Kunne kærlighed virkelig være sådan en forkert følelse at have for et andet menneske? Måske ville hun være mere lykkelig, hvis han bare holdt sig væk.

[Elvira de Sabulos]

Santiago fik Elviras hjerte til at hamre og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv.

Hun lukkede øjnene i og bad, bad indtil søsteren og novicen kom tilbage og hun havde fundet ro. Så gik de ud for at finde Santiago.

"Nådigherre," fik hun høfligt frem, da de fandt frem til ham.

[Santiago de Paulo]

Santiago sad der stadig, men han havde ikke formået at finde nogen ro - han havde så heller ikke mange års erfaring med meditation. Han sad og betragtede nogle stearinlys og tænkte over hvad han skulle gøre. Hvis hun virkelig ikke ville ham, så blev han nødt til at give slip på hende, men hvordan kunne han det?
"Vil du virkelig ikke være sammen med mig?" Spurgte han. "Jeg troede ikke du elskede mig, jeg troede det var derfor." Hviskede han sørgmodigt, men nu føltes det som en helt anden form for afvisning.

[Elvira de Sabulos]

Elvira spærrede begge øjne vidt op, da Santiago ublu talte foran novicen og hende. Hun tog en hastig indånding og så fra den unge kvinde til hendes ungdomskærlighed. Velsignet, at han talte odriaransk og at novicen ikke forstod sproget. Hun fortsatte selv på samme sprog.

"Nådigherre," insisterede hun bestemt, imens hendes hjerte vred sig. "Jeg må insistere på at vi ikke taler mere om det. Væggene har ører."

[Santiago de Paulo]

Det var den evige forskel på de to, Santiago var brutal i forhold til hende, men han var forelsket og vidste ikke hvordan han skulle få sig selv ud af det kaos han var endt i.
"Hvornår kan vi tale sammen?" Spurgte han, på odriaransk. Han ville ikke bare lade hende gå denne gang, han ville gøre et forsøg på at gøre hende til sin, i hvert fald til han var sikker på at hun virkelig ikke ønskede at være sammen med ham.

[Elvira de Sabulos]

Elvira kæmpede for ikke at vise sin panik for tydeligt. Det var uendelig svært. Hun sank og nikkede lidt, hendes blik flakkende.

"I aften. Udenfor," sagde hun lavt. "Nu må De gå med novicen, Nådigherre."

[Santiago de Paulo]

Santiago blev der ikke et øjeblik mere, hele sitationen var alt for anspændt. Han følte han var ved at eksplodere, så han gik bare hurtigt væk, næsten uden at novicen kunne følge med.

Om aftenen sad han udenfor på en bænk og ventede på om hun ville komme, han var ikke sikker, måske havde hun bare bildt ham det ind for at han ville gå sin vej.

[Elvira de Sabulos]

Elvira var rædselsslagen. De ting han spurgte om, den realitet han konfronterede hende med. Hun havde bedt Koarae om råd, før hun sneg sig udenfor templet, men intet svar fået.

Nu stod hun der, hænderne foldet i det generelle tempelkvarter og så efter ham. Spejdede efter en skikkelse, der kom gående, før hun indså at han sad ved vejen. Hun sank en klump og gik over imod ham. Så satte hun sig helt stille ned. Hendes hjerte hamrede, men hun var tavs.

[Santiago de Paulo]

Santiago havde tænkt længe over hvad han ville sige, men nu hun var her og han så hende igen, følte han sig helt mundlam. Hun var så fin at se på, selv efter alt den tid var der ingen andre kvinder der havde formået at stjæle hans hjerte.
"Ved du hvem jeg tænker på, når jeg føler mig mest fortvivlet? Det er Dem. Jeg tænker på hvad De ville gøre, hvis jeg ikke ved hvad jeg skal stille op. Jeg ville ønske De kunne forstå, hvor meget jeg elsker Dem, men jeg ser bare ud til at gøre Dem bange." Sagde han afdæmpet, da han endelig fik tungen på gled. Det var så egoistisk af ham at han ville have hende for sig selv, intet dumt præste ting, ingen familier der bestemte, bare de to, sammen, resten af livet.

[Elvira de Sabulos]

Elvira samlede hænderne i skødet og så ned. Santiago begyndte at tale, men hun stirrede blot ned, helt tavs og ganske fortvivlet over disse ord han sagde, som fik hendes hjerte til at slå så hurtigt, så uendelig hurtigt.

Hun var tavs i et langt øjeblik. Sad blot helt tavs og så ikke på ham. Så tog hun en dyb indånding.

"Jeg elsker også dig. Men det er ikke så simpelt. Jeg valgte Koarae. Jeg har viet mit liv til templet."