Overhørt

[Santiago de Paulo]

Ordene var alt det han havde ventet på, håbet på, drømt om, men hendes følelser var ikke det eneste der betød noget i situationen. Hun havde et liv som præstinde, et valg man ikke bare kunne lave om på.
"Og er der ingen måde, hvor man kan have en livsledsager af en art og være præstinde?" Spurgte han, Santiago vidste reelt ikke noget om hvordan tempellivet var ud over hvordan det så ud på ydersiden. Det virkede hårdt for ham, at man ikke måtte elske den man havde lyst til, men måske var det sådan guderne ønskede det.

[Elvira de Sabulos]

Elviras blik flakkede og hun sænkede det igen, imens hun hørte hans spørgsmål og følte sig udfordret af dem. Hun tog en lettere skælvende indånding.

"Der... Er måder. Men intet du ville være tilfreds med i sidste ende. Og jeg ved ikke om jeg kunne være den præstinde jeg vil være, imens jeg elskede dig. Man skal elske Koarae højest, altid. Sætte hende og templet højest, altid. Du fortjener så meget mere end hvad jeg kan give dig."

[Santiago de Paulo]

Det var rørende det Elvira sagde, selvom det ikke var hvad han ville høre, var det smukt at hun ikke ønskede at han skulle lide mere end han allerede havde. Han vidste heller ikke om han reelt set kunne være tilfreds med kun at se hende engang imellem, det var han jo allerede ikke nu.
"Ligemeget hvad der sker, vil du altid være den jeg elsker højest." Sagde han afdæmpet, men han havde ikke lyst til at gifte sig med en anden, han havde lyst til at gifte sig med hende.

[Elvira de Sabulos]

Elvira sank en klump og løftede blikket for at se på Santiago. Hun lagde sin ene hånd på bænken ved siden af sig og klarede halsen let.

"Det føler du nu, men med tiden vil du have mere. Så vil andre kvinder kunne give dig det du søger."

[Santiago de Paulo]

"Det er måske rigtigt nok." Sagde han afdæmpet, uden helt at vide hvad han skulle gøre. Han havde ikke lyst til at forlade hende her, men måske var det det rigtige valg at tage.
"Vil du virkelig kunne se mig blive gift med en anden kvinde?" Spurgte han, han havde vitterligt ikke lyst til det, ikke på stående fod, men hvis Elvira virkelig ikke ønskede at være sammen med ham, så måtte han tvinge sig selv til at respektere hendes ønske.

[Elvira de Sabulos]

Elvira knækkede lidt indeni over hvor let Santiago lod sig overbevise, men samtidig vidste hun at det var for det bedste.

Hun sænkede blikket og gjorde et tegn foran sig. Påkaldte sig ro, stoisisme.

"Naturligvis ikke. Men jeg vil nok ikke være her til at se det."

[Santiago de Paulo]

"Åh, fint nok." Det føltes tomt og ligegyldigt lige pludselig, men der var vel ikke mere at sige, så Santiago rejste sig op og så lidt på hende.
"Vi ses nok snart igen." Svarede han, uden rigtig helt at vide det. Han måtte vel ud og finde sig en anden kvinde, en der kunne give ham det han ønskede. Selvom han egentlig ikke rigtig vidste hvad han ønskede.

[Elvira de Sabulos]

Elvira tog en hørlig indånding, da Santiago rejste sig. Hun så op på ham med store øjne og havde lyst til at bede ham om at blive. Så indtrængende lyst til at han kyssede hende eller kom med en af sine dramatiske udmeldinger.

"Santiago," sagde hun blot dæmpet. "Har jeg ikke ret?"

[Santiago de Paulo]

"Jo, det har du. Det er bedst at jeg gifter mig med en anden. Jeg vil ikke give dig dårlig samvittighed resten af livet." Sagde han og følte sig udmattet og eftergivende. Der var ikke meget passioneret soldat tilbage i ham, livet var for anstrengende, han havde brug for en pause.

[Elvira de Sabulos]

Det gjorde ondt at høre sine egne ord gentaget og Elvira smertede.

Hun rejste sig op, tog et par skridt hen imod ham og stjal det mest flygtige lille kys på hans kind, før hun begyndte at gå tilbage imod templet med hastige skridt og tårer i øjnene. Skjul det, gem dine følelser, messede hun.

Forlader tråd?

[Santiago de Paulo]

Santiago døde langsomt indeni da hun kyssede ham på kinden og han blev stående og så efter hende. Han blev nødt til at være voksen nu, tage den rigtige beslutning, den hans familie også havde ønsket at han snart ville tage. Alligevel blev han stående og gloede efter hende, langt tid efter hun var væk. Da hans ben begyndte at beklage sig, besluttede han sig for at gå, selvom alting føltes forkert. Jo længere han gik væk fra templet, desto tungere føltes hans hjerte. Tungt, dødt og koldt.

Afsluttet.