Endelig?

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin så intenst på Elysande, før han nikkede lidt. Mithras, ja, tænkte han for sig selv og var glad for at hans tunika var lang og gav en del bevægelsesfrihed.

"Ja," gentog han sin primære tanke, som han kyssede hendes hånd og bukkede let. "Senere."

Han måtte drikke lidt for at holde til ventetiden og det gjorde intet godt for hans i forvejen eksplosive begær efter hende. Han kølede lidt ned ud på aftenen udenfor festsalen, nødvendigt.

[Elysande af Arge]

Elysande vidste ikke helt, hvordan hun skulle formå overhovedet at virke minimalt interesseret i andre, når hendes hud brændte lidt der, hvor han havde kysset den, men hun måtte gøre sit bedste. Heldigivis var hun ret god til det og selvom det var hendes første gang ved hoffet, så var det nok åbenlyst for de fleste, at hun ville ende med at gøre sig godt der.

Til gengæld mistede hun aldrig helt fornemmelsen af, hvor Thybaudin befandt sig og selvom hun burde vente til senere, burde undlade at risikere noget, så kunne hun ikke modstå fristelsen, da hun så ham forlade salen.

Det var naturligvis fjollet at gå efter. Hun anede jo ikke, hvor han var gået hen, men alligevel drev hendes fødder hende i den retning i et umistænkeligt, adstadigt tempo. Hun trådte ud, åndede lidt lettet op over temperaturforskellen, kun for at få varmen igen, da hendes blik fandt ham umiddelbart udenfor dørene. Hun åndede hørligt ud.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin havde brug for luft primært og Elysande sekundært, men da han så hende blev de to straks skiftet ud med hinanden og han smilede over hele ansigtet.

"Mon amour, mon coeur, mon belle," mumlede han.

[Elysande af Arge]

Udåndingen blev til et smil, der strålende op i øjnene og hun så sig over skulderen, før hun hev op i kjolesømmen og gik til ham.

"Min Thybaudin," hviskede hun ømt og fangede hans hånd. "Kom. Kom væk med mig fra døren."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin gik villigt med. Hans hånd var fanget i hendes og han fulgte lige efter, hvor hun ledte hen.

"Altid," mumlede han, fordi han ville komme hvor hun kaldte altid.

[Elysande af Arge]

Elysande kendte utvivlsomt paladset væsentligt dårligere end Thybaudin, men hun var blot på jagt efter en mørk krog, hvor ingen ville se dem øjeblikkeligt og det var ikke vanskeligt at finde. Der var mørkt, hvor der ikke var fakler og hun hev ham med ind i en lille karnap.

Hun spildte ikke tiden med at sige noget, men vendte sig mod ham og strakte sig øjeblikkeligt for at kysse ham.

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin var ikke rigtig overrasket, men til gengæld rigtig tilfreds. Han trak Elysande ind til sig og bøjede sig lidt ned, for at gøre det hele nemmere.

Det var for længe siden han havde kysset hende. Alt for længe. Hun passede perfekt ind i hans arme.

[Elysande af Arge]

Elysandes mål var ikke just at overraske, men blot at få afløb for den længsel, der havde efterladt hendes hud prikkende siden de først havde set hinanden. Hænderne lukkede sig om hans nakke og hun strakte sig op mod ham, som hun kyssede ham beslutsomt.

Da hun brød væk, var det kun lige for at kunne trække luft ind og hun var ikke på vej til at give slip på ham. "Det har jeg haft brug for at gøre lige siden jeg så dig i aften."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin stod tæt på Elysande og var ikke ved at ændre på det. Han åndede hørligt ud over hendes bemærkning og klemte blidt om hendes hofte, hvor hans ene hånd hvilede.

"Det og flere andre ting, havde jeg lyst til," mumlede han dæmpet. "Smide dig over skulderen og udvandre." Han lænede sig ind og læber strejfede hendes.

"Du ser vidunderlig ud. Og du er så... Så ufattelig dejlig."

[Elysande af Arge]

Elysande flyttede sig instinktivt ind mod hans hånd og hans ord fik hende til at smile åndeløst ind mod hans læber. Hun tog en hørlig indånding og strakte sig lidt på tæer. Nappede ham blidt i underlæben.

"Det er alt sammen for dig," lovede hun og det var ikke løgn, selvom det burde være anderledes. Selvom hun burde tænke mere på sin fremtid. "Du var den eneste derinde, jeg kunne se."

[Thybaudin af Aren]

Det sugede i Thybaudins mellemgulv over Elysandes svar og han lænede sig ind i endnu et begærligt kys, opildnet at hendes ord.

"Min sødeste, smukkeste, dejligste," mumlede han og holdt sig kun lige nok i skindet til ikke at røre hendes hår, så hen ikke ødelagde opsætningen.

"Jeg elsker dig, Lys," tilføjede han ind mod hendes læber.

[Elysande af Arge]

Elysande sukkede lidt over hans ord og hun måtte holde tanken om, at deres tid kun var til låns, på afstand. Hun ville ikke tænke på det nu. I stedet strøg hun hænderne over hans hals, skuldre, bryst og kyssede ham igen.

"Jeg elsker dig," gentog hun. "Kan vi ikke bare blive herude? Ingen vil savne mig lige så meget, som jeg vil savne dig, er jeg sikker på."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudins hænder gled over Elysandes krop og begæret strømmede igennem ham, sammen med utallige følelser. Han tog en dyb indånding og hvilede panden let mod hendes.

"Desværre tror jeg, at jeg bliver nødt til at låne dig ud til festen derinde. Inden nogen kommer og stiller spørgsmål. Men jeg kommer til at følge dig med blikket hele aftenen og i nat..." Han klemte lidt om hendes hofter. "I nat begraver jeg mit ansigt i dit skød, imens du læser alle mine kærlighedsbreve."

[Elysande af Arge]

Elysande slap en lidt desperat lyd over hans ord og rykkede lidt i hans tunika, blidt nok til hverken at rive eller krølle bemærkelsesværdigt.

"Hvilken ondskabsfuld ting at sige, når der endnu er så mange timer til," anklagede hun og så på ham med begæret lysende ud af blikket. "Jeg kunne næsten tro, at du forsøger at få mig til at brænde op, min elskede."

[Thybaudin af Aren]

Thybaudin smilede dumt over reaktionen og så Elysande dybt i øjnene, sikrede sig at hun også så på ham.

"Kun fordi jeg selv brænder efter dig," mumlede han. "Jeg brænder selv op, når jeg tænker på dig. Og det gør jeg... Hele tiden."