Usikre fornemmelser

[Gabriella Lysmager]

Det havde føltes som en umulighed at tøjle de viltre krøller i dag, men til sidst havde hun formået at gemme de fleste af dem under hovedlinnedet. Kjolen hun bar i dag var pæn, men ikke så hun stak ud i mængden på kroen, som hun havde erfaret var et godt sted at hænge ud med nogle af de andre fra Universitetet. Hun var kommet med en veninde, men denne var hurtigt blevet distraheret af en vis håndværker, som hun vist havde noget med. 

Det havde efterladt Gaby alene for en stund, og givet hende mulighed for at betragte de andre i lokalet, og så så hun ham. Nicolaus Itier Købmand. Hun måtte lige synke en gang, og var faktisk på vej hen for at hilse på, da en pige lænede sig ind mod ham, og selvom hun kun havde mødt Florine én gang, var det tydeligt, at det ikke var hende. Trangen til at vende sig og gå meldte sig straks, men istedet gik hun demonstrativt op i baren, som havde hun slet ikke set ham, selvom han stod lidt under en meter fra hende, for så at bestille en øl. Den trængte hun til nu.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde ikke set, at Gabriella var der. Hvis han havde, havde han måske været mere bevidst om, hvordan han smilede sit sædvanlige, charmerende smil til Aloïs Bødker, som han mere end en enkelt gang havde tumlet om i halmen gennem tiden. Måske havde en anden kontrær del af ham ment, at der ikke var nogen grund til, at han ikke måtte gøre det, men de overvejelser var han også forskånet for.

I hvert fald indtil han hørte hendes stemme lige bag sig og det unægteligt fangede hans opmærksomhed. Han drejede hovedet, før han kunne nå at overveje nærmere og således endte han mellem de to kvinder. Åbenlyst uden at kunne lade som om, at han ikke havde set Gabriella.

[Gabriella Lysmager]

Gabriella anstrengte sig virkeligt for ikke så meget som at lade ansigtet dreje i hans retning, mens lyden af den anden kvindes latter skar hende i ørerne og synet af hans vanlige charmerende smil brændte på nethinden. Ventetiden på den øl føltes pludseligt urimeligt lang, og da hun så ubevidst kom til at se i retning af bartenderen, lidt utålmodig, kom hun også ubevist til at dreje hovedet det sidste stykke og se på det, hun nok halvt havde ventet ville være ryggen af købmandsønnen, men som nu istedet var en halvt drejet krop, og et flygtigt glimt af hans øjne.
Kunne hun nu at lade som om hun ikke havde set ham? Ikke rigtigt.

"Nicolaus Købmand, jeg havde slet ikke set, at du også var her i aften," hilste hun så. På én gang venligt og afmålt. Anstrengende var det at foregive at hun ikke var den mindste smule genereret af det syn, der mødte hende, da den anden kvinde næsten lidt besidderisk klemte om hans arm. Heldigvis kunne Gabriellas opmærksomhed i det øjeblik skifte til bartenderen, som hun sendte et meget bevidst charmerende smil og glimtende øjne, da hun betalte for øllen og lod ham vide, at han bare kunne beholde byttepengene. Var det strengt gjort overfor Nicolaus? Lidt, men hun havde ikke de store samvittighedskvaler lige der.

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus havde øjne i hovedet og hørte det afmålte i Gabriellas hilsen, hvilket øjeblikkeligt fik alt i ham til at stritte lidt. Og måske netop derfor handlede han modsat, hvad han måske ellers havde gjort og undlod at gøre noget for at frigøre sig fra den anden kvinde. Baseret på Gabriellas flirtende blik med bryggeren, var det måske også det rette valg - var det et bevidst forsøg på at provokere ham?

"Nej? Jamen, så håber jeg, at det var en glædelig overraskelse," svarede han og påtog sig sit velkendte, lidt sleske smil, mens Aloïs lænede sig lidt mere ind mod ham. Han gjorde ikke noget for at ændre på det.

[Gabriella Lysmager]

Umuligt var det at navigere i de følelser, der ulmede i hende. Både det bankende hjerte og de urimelige følelser af begyndende jalousi og mismod. Mithras, hvor var det dog irriterende og dumt. 

Hun så at han ikke gjorde det mindste antræk til at trække sig væk, og det stak. Det stak måske endda mere, da han lod den anden kvinde læne sig yderligere ind mod sig. Hun havde en næsten barnlig trang til at fnyse over det.
"Naturligvis, det er da altid en fornøjelse at rende ind i dig," svarede hun roligt og med et smil, der dog ikke nåede øjnene helt. Så tog hun en tår af øllen og tilføjede: "Og dine veninder."

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var en stædig rad og måske var det ikke for sit eget bedste, den måde han handlede på. Til gengæld var det da heller ikke ham der hang på Bødkerdatteren, trods alt. Han hævede et bryn lidt over Gabriellas ord, men ærligt så havde han nærmest glemt, hvem der stod ved siden af ham - så fokuseret var han på bluetoneren. Og han så den manglende varme i hendes blik.

Hans bryn nåede at hæve sig lidt, men han fik ikke svaret, før Aloïs talte. Til ham, ikke til Gabriella. "Kom nu, Nico. Kommer du ikke med udenfor?" lød hendes sukkersøde stemme. Han virkede knapt til at registrere, hvad hun sagde, fordi hans blik var på Gabriella.

"Hm?" lød det fra ham, før han kort så ned. "Jo, gå du bare ud," svarede han, tydeligvis uden at have hørt den åbenlyse opfordring i hendes ord og han vendte da også straks blikket tilbage mod Gabriella. Aloïs slap ham fornærmet, men han ænsede det ikke rigtigt. Han svarede blot forsinket: "Det burde ellers ikke være så overraskende at se mig her. Jeg fortalte jo, at jeg kommer her tit."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella havde selv sat sig i den klemte situation, for de havde ikke lovet hinanden noget, ikke rigtigt, og hun kunne have ladet være med at stille sig op i baren og stå og flandre så tæt på dem, men ligesom Nicolaus havde hun en stædighed, der havde budt hende ikke bare at gå. At stå fast på, at han ikke skulle få hende til at gå, og at det der ikke skule ødelægge hendes aften.

Det var også en underlig situation, for hun så tydeligt hvordan Bødkerdatteren både besidderisk og lidt desperat trykkede sig ind mod ham, men også hvordan han knapt reagerede derpå. Heller ikke da kvinden sukkersødt opfordrede ham til at følge med ud. Væk fra Gabriella. Det fik hende til at rynke brynene lidt, og hun mærkede Nicos blik på sig, mens hun trak vejret ind og tog en ny tår af sin øl. Tiltrængt. Og så var de pludseligt alene. Han lod sin veninde gå alene, og Gabriella burde måske ikke være overrasket, men det var hun. Denne gang oprigtigt positivt. 

"Det overraskede mig heller ikke at se dig her," konkluderede hun så og betragtede ham lidt. "Har du en god aften?"
Hun kunne flabet have kommenteret på, hvordan han havde ladt den anden kvinde fornærme, og spurgt til hvorfor han ikke fulgte hende i hælene, men det var nok for det bedste at lade være. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Det var ikke et bevidst valg at lade Aloïs gå selv, men det var måske et godt et. Han fornemmede i hvert fald en forandring hos Gabriella, hvilket han ikke helt vidste om han fandt positivt eller foruroligende.

"Bedre nu," svarede han dog ærligt og et skævt smil sneg sig frem. "Selvom det havde gjort det endnu bedre, hvis jeg havde på fornemmelsen, at du var kommet for at finde mig."

[Gabriella Lysmager]

Lidt forandring var at spore. Hun følte sig mindre anspændt, når der ikke stod en anden kvinde og lænede sig ind mod ham og grinede fjoget. Men det betød ikke, at hun ikke var bevidst om, at det var sket - og at det meget vel kunne have udviklet sig. Blind var hun dog heller ikke for, at han straks havde glemt alt om den anden kvinde, da først han havde spottet hende.

Hans ord trak et latterfnys ud af hende og hendes ansigtstræk blødte lidt op. "Jaså? Vil du gerne have at jeg skal gå og lede efter dig specifikt?" lød det i et lidt drillende modsvar. Varmen var på vej tilbage i øjnene nu. Sårbarheden dog også mærkbar. "Måske kom jeg i virkeligheden for at finde dig," dristede hun sig dog til at afsløre, inden hun tog en ny tår og flygtigt så væk, før øjnene atter fandt hvile på hans ansigt. Hans pæne øjne og smilet, der kunne få maven til at slå kolbøtter. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Ville han? Svaret var han ikke rigtigt i tvivl om og det stred ikke mod hans afslappede, flirtende attitude at indrømme det.

"Ja," lød det derfor og han blottede tænderne i et skævt smil, selvom hans blik måske var en kende mere undersøgende end det ellers ville være. "Jeg kan ikke forestille mig, at du er på udgik efter bedre selskab, i hvert fald."

[Gabriella Lysmager]

Hans blik havde næsten hvilet på hende uden afvigelser siden hun ubevidst havde kaldt på hans opmærksomhed med sin stemme, og det føltes lidt mere undersøgende nu end ellers. Hun løftede kort brynene over hans ord.
"Ikke det?" udfordrede hun med et skævt smil, før hun så trådte et enkelt skridt nærmere ham. Øjnene lidt spillende nu. "Findes der da ikke bedre selskab end dig, Nicolaus?"

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs muntert, men hans pupiller udvidede sig også lidt, som hun trådte nærmere. Han selv blev stående, men vinklede sig mere mod hende.

"Forventer du, at jeg kan svare andet end nej til det spørgsmål, Gabriella?"

[Gabriella Lysmager]

Nu var det hendes tur til at fnyse muntert over det helt forventelige svar. "Nej," lød det sandfærdigt. "Men du er jo også byens bedste selskab," smurte hun så tykt på. For hende også sandt, men det var også ment som et lille drilleri.
For et øjeblik var det ubehag hun havde følt kort forinden glemt.
Varmen havde sneget sig reflektorisk tilbage i øjnene, mens hun så på ham, før fingrene så sneg sig fremad og en pegefinger tegnede et diskret kærtegn over hans håndryg, før fingrene så blidt viklede sig om hans underarm og hun mødte hans blik.
"Og dit held at min veninde er så opslugt af sin kæreste, at jeg ikke ser hende resten af aftenen." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus kunne temmelig hurtigt glemme alt om, hvad der var sket kort forinden, da hendes hånd sneg sig om hans arm og fik hans hjerte til at hamre hårdere. Han bøjede nakken ned mod hende og trådte lidt nærmere, mens det drengede smil krøb frem over hans læber.

"Hvor ærgerligt," svarede han drillende, åbenlyst tilfreds. "Så må jeg hellere købe dig en øl, ikke?"

[Gabriella Lysmager]

Tryllebundet var hun, mens han bøjede nakken ned mod hende og trådte nærmere og et flygtigt øjeblik glemte hun helt at trække vejret, mens hun så på hans ansigt og blikket kom til at lande på de læber, der nu også formede sig som det drengede smil, som hun holdte så meget af.

"Det må du hellere. Du har jo et image at opretholde som byens bedste selskab," drillede hun, og det var på sin egen måde rart at situationen kort forinden ikke helt havde spoleret muligheden for at de kunne hygge sig. 
Fingrene klemte blidt om hans arm på ny. Diskret handling, udtryk for længsel efter meget mere end dét.