Usikre fornemmelser

[Gabriella Lysmager]

Gabriella forsøger at hjælpe. Hun havde også haft foreslået at han kunne søge mod eget hjem for at skifte skjorten ud med en ren uden noget egentligt svar. Hun indså dog nu, at hun måske havde handlet forkert, for han så nærmest fornærmet og forurettet ud, da han konstaterede at han ikke var lavet af sukker, og hendes bryn trak sig lidt sammen.

Hun trak vejret ind og sukkede så. "Heldigvis ikke," konstaterede hun først. "Jeg ville jo bare hjælpe, Nico," tilføjede hun dernæst lavmælt. Det var ikke hende, der havde badet ham i øl, så han behøvede ikke tage det ud på hende, bare fordi hun havde villet rette op på det værste af skaden. Han kunne da også have åbnet sin mund og bedt hende lade være, hvis hans stolthed tog skade af lidt omsorg. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus var mere gnaven end vred, men det havde som sådan intet med Gabriella at gøre. Måske var det dog intet under, at hun troede det. Til gengæld havde hans ord også været en tør vittighed, selvom det var godt skjult under den sårede stolthed. Han rullede lidt med skuldrene igen, men opfangede dog, at hun tog det til sig.

Hans blik gled ned mod hende og han slap en lille lyd af utilfredshed, før han alligevel trak på smilebåndet. "Nåja," lagde han dæmpet ud. "Men det er ikke det værste at blive opvartet lidt af dig."

[Gabriella Lysmager]

Gabriella følte til tider at hun ikke anede hvor hun havde ham. Det ene øjeblik kunne han holde om hende på en måde, så hun aldrig var i tvivl om, at han holdte af hende - og det næste kunne han helt undgå at holde hende i hånden. Og nu var han gnaven. Forståeligt nok, men det virkede ikke kun som om det var over at blive badet i øl, men også hendes forsøg på at hjælpe ham med at mindske "skaderne".

Hun åndede lidt tungt ud over hans ord og rystede så lidt på hovedet. "Er du sikker?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus' maskulinitet var muligvis lidt skrøbelig, men der var trods alt ingen, der gik i stykker af at få hældt en drink ud over sig. Til gengæld vidste han nok også godt, at det ikke var det, hun havde ment, men han skulle lige genfinde sin værdighed igen. Vittigheden var et forsøg på det.

"Mh," svarede han. Lod skuldrene falde lidt og smilet vinde lidt mere indpas. "Temmelig sikker."

[Gabriella Lysmager]

Hun så hvordan smilet stod tydeligere frem, da han så stadfæstede sine ord og det smittede lidt af, så hun også kom til at smile. "Godt," svarede hun roligt, før hun trådte et fortroligt skridt nærmere ham. "Der er også måder jeg godt kan lide at opvarte dig på," dristede hun sig til at flirte med et glimt i øjet. Hun havde intet imod at duppe hans skjorte, men der var ting hun hellere ville. Som at kysse ham igen, denne gang muligvis uforstyrret. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Dét var en effektiv måde at genetablere hans stolthed og brynene gled lidt op, før et decideret smørret smil gled frem over hans læber.

"Jaså?" sagde han interesseret. "Det må du endelig vise mig."

[Gabriella Lysmager]

Hun fornemmede det tydeligt. Skiftet fra gnaven til munter og hans bryn løftede sig, mens det smørrede, drengede smil tog form. Hun fugtede læberne langsomt.
"Mh, hvis du giver mig lov," svarede hun med et lille skælmsk smil. "Ikke her, dog." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Sådan kunne Nico godt komme til at glemme, at han var klistret ind i øl. Eller i hvert fald så tæt på, som man kom, når alt ens tøj stadig var vådt.

Det trak i mundvigene og han hævede et bryn. "Hvor så?"

[Gabriella Lysmager]

Gabriella så ham hæve brynene og smilet havde atter vundet frem. Hun spidsede læberne tænksomt et øjeblik, mens hun så vurderende på ham. "Mit kollegieværelse," lød det så i en vovet påstand, men hun mente det. Omend der var et stykke at gå herfra. Men mon ikke de lige kunne klare den tur. 
"Eller... Et andet hemmeligt spot du kender?" 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus hævede brynene lidt over det prompte svar, men han trak på smilebåndet. Nåja, man ville nok forsøge at smide ham ud på hænder og fødder, hvis man fandt han på universitetets område, men hans familie havde heldigvis penge og indflydelse, så det bekymrede ham ikke rigtigt. Tværtimod gjorde det det nok bare mere spændende.

"Mon ikke det er din tur til at være på hjemmebane," svarede han derfor med et blik, der spillede alt andet end uskyldigt - og forhåbentlig var det det værd for at vade gennem byen i en våd skjorte og kofte. Og potentielt hjem igen i en.

[Gabriella Lysmager]

Det var vovet. Og et vovestykke Gabriella ikke havde turdet tage før nu. Men noget ved aftenen var sat på spidsen. Noget var på spil og hun havde brug for at have ham alene - og at han ikke skulle stå med ansvaret for at skaffe dem et anstændigt sted hver gang.
Han lod dog også til at være glad for beslutningen. "Vi mødtes trods alt også på min hjemmebane. Måske er det godt at mindes," indskød hun med et spillende smil, før hun så rakte ud efter hans hånd i en tavs invitation til at forlade stedet og søge mod kollegiet istedet.

"Vi skal være lidt forsigtige," mindede hun om, da de var nået et lille stykke. "Vi må egentligt ikke have besøg om aftenen." 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus vidste ikke helt, om han var parat til at gå derfra hånd i hånd med hende, men så længe det så ud som om, at hun bare hev ham med sig, så gik det nok. Og hans var tilpas investeret i slutmålet.

"Antyder du, at du ikke tror, at jeg kan være diskret?" svarede han med en trækning ved læberne. Det var ærligt ikke så usandsynlig en anklage.

[Gabriella Lysmager]

Hun fnøs mildt over hans spørgsmål. "Nej, jeg fortæller dig bare, at hvis du ikke er det, ryger du ud på hænder og fødder, og det ville jo være lidt en skam, ikke sandt?" indskød hun med et glimt i øjet.

Der var ikke langt igen, og selvom det måske ikke faldt helt ind i vanlig samtaleemner, var det alligevel noget der slog hende nu. "Jeg hørte nogle snakke om, at der måske kommer krig. Men... Ikke her, vel? Og du skal ikke... Skal du...?" Pludseligt vidste hun ikke helt, hvordan hun skulle spørge. Eller om hun overhovedet kunne tillade sig det. De havde jo ikke lovet hinanden noget. Alligevel stak tanken om, at han måske snart skulle rejse hende. Og tanken om krig var da også ret gruopvækkende i sig selv. 

[Nicolaus Itier Købmand]

Nicolaus fnøs muntert som det eneste svar, før hun skiftede emne. Han hævede et bryn let, men nikkede også bekræftende. Han havde også hørt rygtet.

"I krig? Naturligvis ikke," svarede han. Han havde ingen verdens årsag til at melde sig - og absolut intet behov. "Det kan påvirke vores handelsruter og give besvær, men jeg har ingen intentioner om at skulle til nogen front."

[Gabriella Lysmager]

Naturligvis ikke. Det var som om en tung bekymring lettede fra hendes hjerte og hun åndede lettet ud. Hun havde ikke været sikker på reglerne for den slags i Falanie. "Det er jeg glad for," erkendte hun derfor med et lille varmt smil. "Altså, at du ikke skal til nogen front - ikke at jeres arbejde bliver mere besværligt."

Hun kunne nu ane bygningen, som var kollegiet og trak ham blidt indtil siden af vejen. "Vi slår lige en lille smutvej udenom vagten," lod hun ham vide, før hun så bevægede sig ned ad en lidt mindre gade, drejede om et nyt hjørne og så endte ved bagsiden af bygningen, hvor der var en smal trappe op til en dør.