Dybe samtaler

[Santiago de Paulo]

Elvira de Sabulos

Den sidste sceance med Elvira havde hjulpet Santiago en hel del, mest fordi han havde erkendt hvad hans problem havde været og nu vidste i hvilken retning han skulle gå. Han var stadig ikke helt sikker på hvad der var sket mellem dem, men han havde besluttet sig for at han måtte holde lidt afstand til hende. Han ville ikke gøre hende ubehageligt til mode ved at tro at der skete noget mellem dem, som der slet ikke gjorde.

Da han nåede hen til templet, blev han ledt ind i et af de små rum, hvor der ikke var meget andet end nogle røgelsespinde og nogle puder på gulvet. Han smilede til Elvira og satte sig foran hende.
"Tak for sidst." Sagde han med et skævt smil og mødte hendes blik, mens hans gode intentioner pludselig forsvandt ved synet af hende.

[Elvira de Sabulos]

Elvira sad i en halvt meditativ tilstand på stengulvet med lukkede øjne, men hørte godt at han kom ind. Hun fornemmede ham, men ventede et øjeblik med at svare. Hun skulle finde sin egen vej tilbage. Så tog hun en dyb indånding, men beholdt øjnene lukkede.

"Velkommen tilbage," svarede hun blidt. "Sæt Dem godt tilrette. Luk øjnene."

[Santiago de Paulo]

Som altid var hun korrekt og opførte sig ordentlig, Santiago havde næsten lyst til at ruske hende. Han havde dog lovet sig selv at opføre sig ordentligt, så han satte sig ned foran hende og sørgede for han sad på en måde han kunne sidde i længe.
"Tak Søster." Sagde han og lukkede sine øjne, med et skævt smil på sine læber. "Jeg har lukket mine øjne." Bemærkede han.

[Elvira de Sabulos]

Elvira kunne ikke se hans smil og det var for det bedste. Hun var i forvejen distraheret af ham og hendes fred var forstyrret af at moderen i templet krævede, at det var hende, der talte med ham, fordi hun var fra Odriara. Hun havde ikke samme ro i kroppen, men blev selv vækket af drømme, hvor tidligere oplevelser spøgede. Hun vidste præcis hvordan hans ansigt så ud tæt på, hvordan hans læber føltes, fordi de havde stjålet kys sammen, før hendes familie talte hende fra at indlade sig med ham.

Nu tog hun en dyb indånding igen og jagede tankerne om ham væk. Han var blot en mand hun skulle hjælpe.

"De tanker De fortalte mig om. Minderne. Fortæl mig om et af dem."

[Santiago de Paulo]

Santiago havde også tænkt meget på det kys, men det kunne han ikke gøre nu. Desuden, var det svært at tænke på kys når hun bragte deres emne op så hurtigt. Det måtte han give hende, hun var ikke bange for at gå lige på og hårdt.
"Det ene var da vi var ude på havet og jeg faldt over bord i en mindre storm. Det var heldig at jeg havde line på, ellers var jeg muligvist aldrig kommet op igen." Sagde han og følte sig allerede ængstelig, bare ved den korte genfortælling. Hans hjerte bankede hidsigt i hans bryst, som om han havde løbet et maraton.

[Elvira de Sabulos]

Elvira kunne ikke bare sidde og lytte på hans vejrtrækning og tænke på sine følelser. Hun måtte distrahere sig selv og arbejde var den rigtige måde at gøre det på. Hun nikkede, selvom han ikke kunne se det.

"Fortæl mig mere om det. Præcis hvad hændte der? Hvordan skete det? Hvordan havde du det, da det skete? Bagefter?"

[Santiago de Paulo]

Santiago tvang sig selv til at tænke på det, selvom han ikke havde lyst. Uroen begyndte at brede sig i hans krop, han kunne mærke han rystede af kulde.
"Det var koldt. Vandet. Jeg frøs. Det virkede som evigheder før de fik halet mig op." Sagde han.
"De fik mig op, men stormen forsatte. Jeg kunne ikke komme væk. Jeg tror ikke jeg faldt til ro, før vi nåede land." Bemærkede han.

[Elvira de Sabulos]

Det var meget i små billeder, nedslag. Elvira tog en dyb indånding og overskred sig selv for sit arbejdes skyld. Det var hvad hun ville gøre for alle andre. Hun håbede intenst at han ikke misforstod det.

"Ræk dine hænder frem," bad hun, før hun selv strakte sine ud og tog imod dem.

"Begynd helt fra begyndelsen. Fortæl det som en historie."

[Santiago de Paulo]

Santiago rakte hende hænder frem og mærkede hendes finde, bløde hud mod sine ru hænder. Han var måske fra en fin familie, men havde altid været meget fysisk og havde intet imod hårdt arbejde.
"Det begyndte med at stormen startede, vi gjorde os klar. Vi havde vidst det et stykke tid, fordi det var begyndt at trække op." Sagde han.
"Der gik længe inden det blev rigtig farligt og vi begyndte at binde os fast til reb." Sagde han.
"Inden længe begyndte bølgerne at gå højt og vand skød ind over dækket og skyllede os væk." Bemærkede han.
"Pludselig, var jeg nede i vandet." Bemærkede han. "Og det blev helt mørkt et øjeblik." Forsatte han og tog en dyb vejrtrækning, mens han prøvede at samle sig.

[Elvira de Sabulos]

Elvira blev langsomt lidt klogere, men ikke fuldstændig. Hun tog en dyb indånding og begyndte med det første spørgsmål, der faldt hende ind. Hans hænder var varme, ru og hun huskede flygtigt hvordan en af dem havde føltes i hendes nakke. Så skubbede hun det væk.

"Hvordan kunne du blive skyllet væk, hvis du var bundet fast til skibet? Hvilket skib var det? Hvor var I på vej hen? Hvornår var det her?"

[Santiago de Paulo]

"Vi var på vej til Falanie." Sagde han, en smule frustreret over hendes praktiske spørgsmål, selvom det selvfølgelig gav en god kontekst til historien.
"Da jeg skulle herhen, første gang i mit liv." Bemærkede han. "Det var et stort skib, handelsskib. Jeg faldt af fordi rebet var langt og bølgen var hård." Fortalte han. Livlinen havde reddet ham, men det havde de stædige sømænd også. Rebet kunne kun holde så længe i sådan et vejr, hvis de ikke havde været ihærdige var han nok død.

[Elvira de Sabulos]

"Men det er jo længe siden," brød hun ind og rynkede panden. Hun havde nær åbnet øjnene. "Og du har gået med frygten i al den tid?"

Hun sank. "Det er klart at det overvælder dig nu. Hvis vi ikke får den slags ud af kroppen, så vil det boble op. Er du bange for vand?"

[Santiago de Paulo]

"Ja, men sjovt nok ikke for at sejle." Sagde han. "Jeg troede jeg var svag, hvis jeg snakkede om det." Sagde han, men følte sig pludselig meget lettere.
"Jeg har ikke så mange, jeg kan snakke med." Bemærkede han afdæmpet og følte sig ubehageligt sårbar.

[Elvira de Sabulos]

Elvira havde lyst til at pakke Santiago sammen i en lille bylt og trøste ham, men i stedet tog hun en dyb indånding og lukkede den langsomt ud.

"Vi bliver ikke stærkere af at undertrykke vores frygt," konstaterede hun dæmpet. "Vi, der følger Koarae, ved at hun altid præsenterer os for det vi undertrykker mest i drømme."

Hun følte sig noget hyklerisk over at sige det. Hendes drøm sidste nat havde bestået af Santiago. Han var i den grad det hun undertrykte.

[Santiago de Paulo]

Santiago kunne godt se at hun havde ret. Han følte sig allerede en smule mere rolig efter at have snakket om det en gang med hende, måske ville det blive nemmere, når de havde snakket om de flere gange.
“Ja, jeg forstår det nu.” Sagde han og tog en dyb indånding og åndede tungt ud.
“Tak Elvira.” Sagde han. Hun havde fået ham til at indse en masse ting, selvom det havde været besværligt, fordi de kendte hinanden som de gjorde.