Dybe samtaler

[Elvira de Sabulos]

"Søster," rettede hun. "Vi bliver kaldt søstre."

Hun rømmede sig let. Mønstrede igen sin selvkontrol og rykkede lidt på sig.

"Fortæl mig om en anden hændelse, hvor du var bange."

[Santiago de Paulo]

Santiago nikkede langsomt, mens han forsøgte at huske sig selv på det til næste gang. Det var bare svært, når han følte sig så tæt på hende, at skulle være så formel.
"Dengang, jeg troede jeg aldrig skulle se dig mere." Sagde han og overraskede sig selv en anelse. Han havde givet slip på tanken om hende tilsidst, men i virkeligheden havde den nok stadig luret i baggrunden, et eller andet sted.

[Elvira de Sabulos]

Elvira mistede pusten over Santiagos svar og slog øjnene op. Hun blev nødt til at tage en dyb og hørlig indånding. "Det må De ikke sige," indvendte hun lavt. "Vi kan ikke tale om dét."

Det kunne de virkelig ikke. Hendes hjerte hamrede og den indre ro, der var så stor en del af hendes identitet som præstinde, føltes langt væk. Hun rørte stadig ved ham, så på ham.

[Santiago de Paulo]

"Hvorfor ikke? Når vi kan tale om alt andet - hvorfor så ikke det?" Spurgte han, dog uden vrede i sin stemme, han var blot træt af hendes undvigelse af emnet.
"Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen, det gjorde mig bange. Virkelig bange."

[Elvira de Sabulos]

Elviras øjne blev blanke og hun kunne knapt håndtere at sidde helt stille, men hun var præstinde, en bastion af indre ro, skulle det forestille. Kun hendes stemme rystede svagt.

"Det er ikke den form for frygt, der holder dig oppe, utvivlsomt," sagde hun lavt. "Lad os hellere tale om de ting."

[Santiago de Paulo]

Santiago ville hellere tale om det andet, men han mente at det var nok for idag. "Jeg er træt. Jeg vil hjem." Sagde han og rejste sig op.
"Vi ses næste gang." Bemærkede han. Hvis hun ikke ville tale med ham om det, kunne han lige så godt gå, han orkede ikke at dykke ned i flere mareridtsskabende emner idag.

[Elvira de Sabulos]

Elvira blinkede overrasket, men havde ikke så meget kamp i sig. Hun bøjede hovedet og accepterede sit nederlag.

"Naturligvis," medgav hun. Selv rejste hun sig ikke, men blev siddende med bøjet hoved. Hun havde en del at meditere over.

[Santiago de Paulo]

Santiago så på hende og følte igen at han havde gjort noget forkert, han overvejede hvad han kunne gøre eller sige, men han anede ikke sit levende råd. Hver gang han forsøgte at nå ind til hende, trak hun muren op foran sig.

Et dybt suk slap hen over hans læber og han så på hende. "Tak. Det har hjulpet meget." Sagde han.

"Men jeg ved ikke om det er en god idé, måske jeg skal finde en anden.." Som jeg ikke har kysset.

"Sandheden er, at jeg altid har elsket dig og stadig elsker dig." Sagde han en smule bedrøvet. Derefter vendte han sig om og gik sin vej. Han ville ikke belaste hende med at tvinge hende til at svare, for han vidste allerede hvad svaret var. Hun havde aldrig rigtig elsket ham, det havde været en ensidigt affære. Hans øjne blev blanke og han forsøgte at bilde sig selv ind, at det var på grund af røgelsen. Samtalen havde gjort ham mere følsom end han brød sig om, mens han indså, at han ikke turde blotte sig mere for hende. Han var for bange for at blive såret igen.

[Elvira de Sabulos]

Elvira så helt tavst ned i gulvet. Det bedste ville være at han talte med en anden, men ypperstepræstinden havde jo insisteret. Hun var ved at forme et svar, da han smed endnu en afsløring og hun blev rystet i sin grundvold.

Da hun så op havde han vendt sig rundt og hun så komplet stille efter ham, hendes hjerte hamrende afsted.

Selvfølgelig elskede hun også ham, men det kunne hun ikke sige. Ikke når hun intet havde at tilbyde ham.