Meet the parents

[Svea Købmand]

Til Eirik Våbensmed

Svea satte sig ved køkkenbordet ved siden af Tristan Købmand , egentlig havde hun været tæt på at tage pladsen mellem sin far  og Tristan men de to mænd endte med at sætte sig ved siden af hinanden. Hun vidste ikke helt om det var strategisk, eller bare tilfældigt. Celeste Våbensmed var igang med maden, normalt ville hun have hjulpet til, men hun ville gerne være sikker på at Tristan ikke blev alt for intimideret af hendes fader.

Derfor gav hun sig blot til at hælde øl op til dem begge og rakte først sin far et krus og derefter Tristan.
"Hvordan går det med den kniv du var igang med sidste gang, jeg var her?" Spurgte hun sin fader, så han måske ville blive for distraheret til at sætte Tristan under pres med det samme.

[Eirik Våbensmed]

Tristan så ikke nervøs ud selvom at han var det. Han havde taget en af sine pænere tunikaer på i anledningen, og havde efter opfordring af sin mor taget blomster med til Celeste Våbensmed , selvom det stod ret klart at det ikke var hende han skulle vinde over på sin side. Han klarede halsen lidt imens blikket flakkede hen over Sveas og hendes fars ansigt.

---

Eiriks blå øjne gnistrede, som om man skulle tro at der var sat ild til havet. Han sad og snittede i en blok med træ, helt uden at kigge ned. Øjnene blev små. "Men blev solgt godt" bemærkede han og smilte da han så i retningen af sin datter. Dog da blikket vendte tilbage til den lyshårede købmandssøn blev hans smil igen sammenbidt

[Svea Købmand]

Svea havde lidt lyst til at ruske i sin far, men det gjorde hun naturligvis ikke. Han endte med at skræmme Tristan væk, sådan som han sad der og stirrede intimiderende på ham. Det gjorde ondt i Sveas hjerte, hun ville bare gerne have at alle kunne være glade sammen.
"Det var da godt, fader." Sagde hun med et smil. Derefter hældte hun øl op til sig selv også og tog en lille tår af det, selvom hun havde lyst til at drikke halvdelen af indholdet i kruset.

[Eirik Våbensmed]

Eirik kunne godt se på sin datter at hun ikke var særlig glad over måden han tacklede det hele på. Efter et øjeblik lagde han blokken med træ og kniven fra sig på bordet. Let rykkede han sig på bænken og satte sig ordenligt til rette. "Sig mig, Tristan? - Hvad vil du gerne efter universitetet?" Som far var han nødt til at vide på hvilket grundlag han kunne forsørge Svea på.

---

Tristan kløede sig lidt i håret, før han rankede sig en smule. "Jeg vil gerne undervise." svarede han, som havde han fået spørgsmålet utallige gange. "Min gave er ret stor, og jeg tror, jeg ved[/] at det er den helt rigtige vej for mig" svarede han, selvom han ikke helt kunne gennemskue smeden, hvorvidt svaret var ham tilfredstillende. Han søgte Sveas hånd under bordet. Både for at forsikre hende, men også sig selv om at alt var okay.

[Svea Købmand]

Svea klemte Tristans hånd og smilede over hans drømme over at blive underviser. Det var helt perfekt, hun kunne se det så klart for sig. Tristan ville blive en fantastisk underviser.

"Og jeg skal være helbreder, så sammen kommer vi til at klare os godt." Sagde hun og smilede til Tristan, inden hun så på sin far og løftede sin hage. Tristan var en god fyr og helt perfekt, var hun overbevist om.

[Eirik Våbensmed]

Eirik brummede let. "Godt nok.." svarede han som hans blik igen gled skiftevis forbi de to unge mennesker. Det var ikke helt ringe, og smeden havde nu så meget hjerne at han sagtens kunne se logikken i det. Hvis bare halvdelen af det hans far havde pralet med om hans evner, så var det mere end realistisk at han kunne undervise.

"Men i skal lige giftes først." bemærkede han en kende hårdt, så alvoren slog igennem. De kunne ikke blive ved sådan længe, og ingen skulle tale dårligt om hans lille pige. Han ønskede heller ikke at sladderen rendte.

---

Tristan trak vejret dybt ind. Naturligvis havde han overvejet det, og selvom det kun var god stil at spørge forældrene om lov så havde han haft sin egen plan. Han rykkede sig derfor lidt på stolen igen. "Ja altså.." Varmen spredte sig let til hans kinder før han rankede sig.

"Naturligvis." Han kunne intet andet end blot at være enige med den intimiderende smed. Selvom de ikke havde været der særlig længe, følte han et enormt behov for at få noget luft.

[Svea Købmand]

De havde jo talt om at blive gift, men det var ikke lige sket rent praktisk set endnu og mest kommet på tale i forhold til at vente med at have samleje med hinanden. Svea følte sig stadig en smule usikker på om Tristan egentlig ville gøre det, eller om det bare var tomme ord. Samtidig forstod hun ikke helt hvorfor hun var usikker, havde han ikke vist hende andet end kærlighed? Men kærlighed var flygtig, den kunne forsvinde så hurtig som den var dukket op.

"Ja fader." Sagde hun og skævede mod Tristan. "Hvis i vil acceptere Tristan, vil jeg naturligvis gerne giftes med ham." Bemærkede hun og fik svedige hænder, så hun var nervøs for at Tristan kunne mærke hvor nervøs hun følte sig.

[Eirik Våbensmed]

Der var mange praktiske ting omkring deres fremtidige bryllup, og Eirik syntes måske det var lige tidligt nok. De studerede jo begge to, og hvor skulle de så bo? Hans bryn rynkede sig let sammen, men han sagde ikke noget om det. Nu var der jo to sæt forældre. "Det er jo kun godt, at i er så glade for hinanden" Småsmilte han og lænede sig tilbage.

---

Tristan tog Sveas hånd og klemte den let. Han blev selv en anelse nervøs, men ikke mindre sikker på at han gerne ville have hende i sit liv. Det var rart at vide at hun også gerne ville ham, selvom han ikke på noget tidspunkt havde været i tvivl. "Jeg er helt sikker på at vi finder ud af alt det praktiske" svarede han og rankede sig en smule.

[Svea Købmand]

Svea forstod ikke helt hvad hendes far ville, først talte han om ægteskab og så sagde han at det var godt de var så glade for hinanden. Hun forstod ikke rigtig hvor han ville hen med det, men smilede bare og nikkede en anelse, mens hun skævede mod Tristan og håbede på han ikke var lige så forvirret som hende.

"Ja, det praktiske er vel det mindste af det." Sagde hun. "Det vigtigste er vel at finde en dag, hvor alle kan være med, begge vores familier og vores venner."

[Eirik Våbensmed]

Eirik nikkede. Selvom det hele var simpelt nok, så kunne han alligevel mærke at det var noget han lige skulle vende, og måske skulle have Celeste Våbensmed til at tale med ham om. Nok var han en praktisk mand; men det her omhandlede også følelser og dem var han ikke ekspert i. "Jo, jo det er det vel. Men det kan jeres mødre hjælpe jer med" svarede han i stedet sbagt undgående og tog i stedet en tår af sit krus med øl-

---

Lige nu var Tristan ligeglad med hvem der kunne komme, for det vigtigste for ham var at de fik hinanden, og at Mithras og Yphion ville velsigne deres bånd og deres kærlighed. Han gav Sveas hånd et let klem, og klarede halsen en smule. "Jeg lover at jeg nok skal passe godt på hende" fik hans sagt imens han rejste sig fra bænken og derefter rakte sin hånd frem mod smeden.

[Svea Købmand]

Svea betragtede sin far, mens han lod mødrene tage ansvaret og drak en tår af sin øl. Det virkede som om at han ikke var så meget imod ideen længere. Selvom han nok ikke ligefrem kunne lide Tristan endnu, men hun havde heller ikke regnet med at det ville blive særlig nemt. De var meget forskellige, Eirik og Tristan.
Hun smilede svagt over Tristans ord og fulgte ham med blikket mens han rejste sig og han formåede at få hende til at føle sig tryg igen. Det havde han altid evnen til, hun følte at det var hende der tvivlede og blev forvirret, Tristan var altid så stærk i sin holdning.
Derefter betragtede hun sin far, en smule bønfaldende, så han ikke ville afvise stakkels Tristans hånd midt i køkkenet.

[Eirik Våbensmed]

Så længe han behandlede Svea godt, og ikke var en vatnisse, kunne Eirik rumme mange slags mennesker, og han havde heller ikke noget dårligt at tvære i hovedet på det unge par. Men han var nu som han var, og derfor ville han ikke lade den unge købmandssøn slippe let igennem nåleøjet. Men indtil videre var det godt nok. Alene det at se dem begge i ansigtet kunne han fryde sig over i lang tid. Noget han nok også ville høre lidt for.

Han knugede hånden roligt men fast.

---

Tristan opdagede at han ikke rigtig havde trukket luft ind i de lange sekunder det tog dem at give hånd. Først da de kom ud af smedefamiliens hus, åndede han lettet op. Læberne blev let presset sammen før de igen slap og han drejede hovedet for at se på Svea.
"Jeg har da både mit hoved og begge mine hænder endnu" småsmilte han.

[Svea Købmand]

Svea smilede svagt og så på ham med et varmt blik. Det var rart at komme udenfor, luften var frisk og fugtig, det måtte have regnet en anelse inden de kom udenfor.
“Ja selvfølgelig.” Sagde hun. “Jeg ville ønske at jeg aldrig havde været i tvivl om at det ville gå godt, men det var jeg nu.” Bemærkede hun og åndede lettet op.
“Mente du virkelig det du sagde, derinde?” Spurgte hun og bed ned i sin underlæbe, mens hun mødte hans blik.

[Tristan Købmand]

Det var en befrielse for Tristan at komme udenfor. Særligt fordi det var gået så godt som om det havde gjort, og han kunne ikke helt lade være med at smile som hans blik flakkede hen over Sveas ansigt. "Det forstår jeg godt. Det var en stor ting" svarede han og klemte hendes hånd.

"Hvad tænker du på?" spurgte han og slog let ud med hånden så de kunne gå mod markedet.

[Svea Købmand]

Svea burde måske ikke være så rørt over det, det var ikke ligefrem noget de ikke havde talt om før, men alligevel føltes det som noget andet, når han sagde det til hendes far.
"At du ville passe på mig, at vi skulle giftes, når vi er kommet lidt længere med vores uddannelse." Sagde hun afdæmpet, lidt nervøs for om han pludselig ville le højt og sige hun var dum at hun troede på ham. Ved Mithras, hun havde mange tillidsproblemer at arbejde på.